Jeg elsker Samurai Warriors

Men nøj hvor jeg dog også hader Samurai Warriors mere end noget andet. Det er sådan et spil, som jeg ikke ved, om jeg skal give 8/10 eller 0/10. På den ene side er det grufuldt fascinerende; det fanger mig og jeg kan ikke slippe det. På den anden side, så får det mig til at bande og svovle, og til højlydt at sige til mig selv, at Samurai Warriors er intet andet end en håndbog i dårligt spildesign.Og hvad er det, der er så fantastisk ved dette spil? Ja, det tager lige en gennemførsel, altså ca. 5 baner, at finde ud af det, men så vil jeg også bare have mere, mere mere. Og så er det jo smart, at der er 15 figurer, der alle har en historie, jeg kan spille.

Heldigvis foregår det meste af spillet på slagmarken, hvor jeg har muligheden for at hjælpe min overordnede med at vinde diverse slag. Naturligvis er jeg selv den eneste kompetente person, og alle, som jeg ikke passer på, dør lige så snart, jeg slipper dem af syne. Men det er nu sjovt, og det er jo også meget fint, at jeg som regel ikke taber, selvom jeg ikke løser missionen optimalt, men i stedet bliver sendt videre af en anden sti i resten af historien.

Figurerne er sjove. Jeg troede, jeg var træt af alt, hvad der havde med Japan at køre, men Koeis fremstilling af Sengoku-perioden i sidste halvdel af 1500-tallet rammer lige plet. Kenshin og Shingen er intet andet end fantastiske. Yukimura og hans tåbelige Kunoichi-veninde kan jeg ikke holde ud. Nobunaga kan flyve!

Faktisk ville Samurai Warriors have meget kørende for sig, hvis det ikke var for de elendige indendørsmissioner. Det er simpelthen så brækfremkaldende kedeligt at rende rundt i de borge, som alle sammen har 3 etager for meget. Hvis bare de baner ikke var der.

Fy for den lede! Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer jeg har spillet det spil efterhånden.