Jeg elsker Dawn of War 2

2010 var jo også året hvor jeg spillet Dawn of War 2, og dens udvidelse Chaos Rising (som også rent faktisk udkom i 2010).Dawn of War 2 er nu engang et rigtig godt spil, det må jeg sige. Jeg var i starten skeptisk omkring det, at det næsten helt har forladt de klassiske RTS-rødder og basebyggeri, men det er svært at sige andet, end at det fungerer fremragende, både i single- og multiplayer, og at det faktisk er enormt rart, at det er så forskelligt fra StarCraft 2.

Så kan jeg gå og lege spilekspert og fortælle folk: Dawn of War 2 er faktisk et meget moderne strategi/taktik-spil, mens StarCraft 2 er meget traditionelt. Og så er alle glade.

I hvert fald glæder jeg mig til den næste udvidelse og jeg håber - åh, hvor jeg håber - at den nye race bliver Tau.

Jeg elsker StarCraft 2

Så er det godt nok ved at være sidste chance for at skrive noget, som bloggen opfatter som et indlæg fra 2010. Hvad har jeg så spillet i 2010?

Hvis vi antager, at et spils kvalitet hænger sammen med, hvor mange gange, jeg gider at gennemføre det, så er der ingen tvivl om, at StarCraft 2 er årets nummer et. Fire gange, plus lidt ekstra, tror jeg det er blevet til.

Men når nu spillet er så fantastisk, skal vi så alligevel ikke tale om de småting, som alligevel skuffer lidt?

Jeg vil ikke diskutere multiplayer-delen som sådan. Jeg har spillet den en del, og for det meste kan jeg ikke overskue det. Jeg bliver sur, når jeg taber, og det gør jeg tit, men alligevel vender jeg tilbage til spillet. Jeg synes det er godt, at arbejderne er blevet bedre til at høste optimalt, uden at jeg behøver micromanagement osv., for den slags er alligevel ikke sjovt for sådan en som mig.

Så hvad er det, jeg vil frem til?

Jo, det er det med, at det ligesom kun er Terrans'ne, der er rigtigt seje i det her spil. Uden Overmind er Zerg ikke det samme, og Infested Kerrigan virker faktisk bare ret ynkelig og tåbelig. Og så er der Protoss'erne. Det er rart, at man kan spille lidt som dem i kampagnen, men hvad er det for noget med stemmerne? De der helte, der dukker op efterhånden i den der bane med de mange helte... er de ikke bare... kedelige? Det er lidt ærgerligt.

Ellers er det svært at sige andet end pæne ting.

Jeg elsker C. Viper

Det er ikke nogen specielt smart eller skarpsindig observation, men det er dog først faldet mig ind for nylig. C. Viper, også kendt som Crimson Viper, som er en af de nye figurer fra Street Fighter IV, minder enormt meget om Reno fra Final Fantasy VII.

Egentlig er det vel så åbenlyst, at det sikkert skal opfattes som en slags hyldest til Reno. Rødt hår, lang, rød hestehale, noget, der minder om et jakkesæt, åben skjorte... C. Viper taler også meget i mobiltelefon. Var der ikke noget med, at Reno også talte i mobiltelefon i Advent Children?

Og så er der det allerbedste: Våbnet - en "elektro rod". Ikke dårligt.

Der findes sikkert masser af lignende blogindlæg, på alle mulige blogs, der påpeger ligheden mellem disse to figurer.

Men nu har jeg så også gjort det.

Jeg elsker Assassin's Creed 3

Her kommer lige en lille spådom om Assassin's Creed III. Den bygger ikke på noget, andet end, at jeg synes det ville være oplagt.

Mit gæt er, at Assassin's Creed III kommer til at foregå i London omkring 1860. Det er nemlig sådan et meget fint, og til dels bekendt bymiljø, med en masse bygninger, man kunne kravle på. Big Ben ville også være fin at kravle på, og eftersom Wikipedia skriver, at den stod færdig i 1859, så er det sikkert omkring den periode, spillet vil foregå.

Jeg kan huske, at "feudal Japan" har været foreslået som en mulig ramme for spillet, men jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det kunne passe sammen med spillets klatremekanik, som jeg er overbevist om, at de ikke har tænkt sig at droppe.

Egentlig har jeg ikke fulgt så meget med, så jeg skal ikke kunne sige, om rammerne for treeren allerede er blevet offentliggjort, men hvis ikke, så er det her i hvert tilfælde mit bud.

Jeg elsker spilforsider

Her kommer en lille smøre om min helt personlige mening om visse spilforsider eller "covers". Smøren har intet at gøre med, hvorvidt jeg bryder mig om selve spillene eller ej, det handler kun om billederne på forsiden. Det handler heller ikke om, hvor meget et spils forside betyder for salget, og alt muligt andet, som der ellers kunne skrives mangen en glimrende opgave om.

Min personlige smag kunne formentlig sagtens betegnes som forskruet, og når jeg kan lide en spilforside, så er det ikke sådan at jeg kan argumentere for, hvorfor designet fungerer, eller hvorfor det i modsat fald ikke gør. Det er bare sådan, at visse spilforsider har fået mig til at tænke: "Wow, det her er så flot, at jeg næsten falder i trance", eller også "Wow, det her er så grimt, at jeg ikke fatter, at de har valgt det som forside".

Lad os starte med Odin Sphere (foroven). Jeg synes, den er hæslig. Den er ikke helt så slem, som jeg husker den, men jeg synes stadig, at den er meget grim.

Her har vi så Metroid Prime. Jeg synes den er særdeles fascinerende og helt utroligt flot. Vi fortsætter.

Star Ocean: The Last Hope. Jeg har ikke prøvet spillet, jeg har kun set det i butikkerne, men forsiden synes jeg er fantastisk. Virkelig flot. Og så tager vi den sidste:
Super Street Fighter IV. Jeg synes, den er forfærdeligt grim.

Jeg kan dog ikke udelukke, at jeg med tiden vil skifte mening. Sådan er der jo så meget.

Jeg elsker The Witcher

... det gør jeg nemlig. Både spillet og Geralt selv. Fordi det er et fantastisk spil, der, hvis det virkelig er en mod af Neverwinter Nights ét, formår rigtig meget med meget få midler.

Der er ingen vej uden om at sammenligne The Witcher med Dragon Age. Af mange forskellige årsager. En er, at spillene vel må siges at være i samme genre. En anden er, at spillene udkom i nogenlunde samme tidsrum, selvom Dragon Age er nyere. Jeg ved ikke, hvor længe The Witcher har været under udvikling, selvom det sikkert står inde på CD Projekts hjemmeside, men jeg ved, at Dragon Age har været under udvikling meget længe, og at det er helt utroligt, at The Witcher formår at være et langt bedre spil end Dragon Age, når nu Bioware ellers har alle de bedste forudsætninger for at lave en ny klassiker.

Bevares, der er rigtig mange, der tilsyneladende synes at Dragon Age er fantastisk, men jeg vælger at tro, det er fordi de hungrer efter RPG'er, og at de simpelthen ikke har prøvet The Witcher.

Det skal også lige slås fast, at den udgave jeg har spillet er Enhanced Edition, som skulle gøre op med en masse bugs og loadetider, men som vist nok skulle være tilgængelig via patch til alle de, som købte den originale udgave.

Men hvad er det, der gør, at Bioware taber til sin "lærling"?

Noget at det, som Dragon Age er blevet rost for er, at spillet verden er så gennemarbejdet i form af mytologien og historien og alle de mange bøger, man kan finde og læse i spillet. Og det er sikkert også rigtigt nok. Problemet med Dragon Age var dog, for mig, at de fleste steder i spillet ender med at være meget, meget kedelige, og at de ender med at være en omgang lange dungeons uden ende. Dragon Age bød f.eks. på en dværgeby - det er også noget, det er blevet rost for. Og den var da sådan set også fin, indtil den, ligesom alt andet, endte med at være en lang gårtur igennem monstreinficerede huler.

Der hvor The Witcher og Dragon Age afviger allermest fra hinanden må være kampsystemet. Mens Dragon Age giver kontrol over fire figurer på en gang, og derved minder om Baldur's Gate, handler The Witcher mere om at time sine sværdhug og vælge den rigtige kampstil til den givne situation. Det er klart en smagssag. Personligt fandt jeg kampene i The Witcher underholdende. For det første, fordi Geralt simpelthen ser så vild ud, når han svinger sværdet, at det faktisk virker troværdigt, at han kan nedlægge stort set alle. Sammenlignet hermed, ser alle kampene i Dragon Age desværre meget kedelige ud, og jeg føler altid, at mine figurer er nogle slapsvanse. Jeg burde faktisk lave en sammenligningsvideo af Geralt, der kæmper mod en af de værste fjender, og så Loghain-kampen i Dragon Age. Vi får se...

For det andet bliver Witcher-kampene aldrig ret lange, og det er rart for sådan en som mig, der har glemt sin tålmodighed et eller andet sted i fortiden.

Ellers er det simpelthen alle de små detaljer, der skaber den gode oplevelse. Det kan nok siges, at terninge-poker og nævekampe, som Geralt muntrer sig med i "fritiden" ikke gameplaymæssigt er nogen stor oplevelse, men det giver alligevel en illusion af et-eller-andet. Det, at Geralt selv er en talende person, ligesom Shepard fra Mass Effect, giver selvfølgelig også en markant anderledes oplevelse, end når man har en mere stum, hjemmelavet figur som i Dragon Age. Igen er dette jo dog så meget en smagssag, at jeg ikke vil påstå, at det ene er bedre end det andet.

Yderligere er der også detaljer som Geralts underlige venner: Dværgen, lægen, poeten og troldkvinden, der giver historien lidt mere liv, som f.eks. når eventyret bliver sat på pause, fordi Geralt skal på druk, og bagefter på horehus, med vennerne. Sådan noget som, at hele kapitel to faktisk er en krimi gør også bare det hele mere mindeværdigt.

Hvis man virkelig skar det hele ud og analyserede det, ville The Witcher sikkert fremstå mindst ligeså ensformigt som alt muligt andet, men jeg synes stadig, at den illusion spillet giver, fungerer meget tilfredsstillende.

Jeg kan godt lide, sådan lidt i trods, at kalde The Witcher for "årtiets RPG", fordi jeg har en ide om, at Baldur's Gate 2 var det sidste "rigtig gode" spil i genren, selvom jeg sikkert har glemt nogle andre spil i mængden.

Vizima er en morsom by at udforske i forhold til Denerim, som virker så ideforladt, at man næsten skulle tro, det bare var Neverwinter på en sommerdag.

Jeg elsker Street Fighter IV

Når nu jeg ævler og har ævlet så meget om, hvor fantastisk Street Fighter III er, så er det jo egentlig også for dårligt, at jeg har været så længe om, at tage mig sammen til rent faktisk at prøve 4'eren. Men nu har jeg så prøvet det.

En af grundene til, at jeg ikke købte det, da det udkom, var faktisk, at jeg egentlig havde gået med tanken om, at købe Collector's Edition, men da jeg så pakken, med figurerne af Ryu og C. Viper, tænkte jeg: 1) De figurer er da egentlig ikke særligt pæne, og 2) Hvor hulen skal jeg egentlig gøre af figurerne, og det lille landskab (Chun-Li's bane), som æsken er i sig selv. Det endte så med, at jeg slet ikke købte den. Og eftersom jeg ikke skulle have Collector's Edition, blev det nærmest til, at så kunne det da også bare være ligemeget.

Derfor var det først, da jeg så, at mit lokale bibliotek havde Super Street Fighter IV hjemme, at jeg besluttede mig for at låne det. Det blev så til, at jeg lånte "ikke-super"-udgaven, for jeg har lært, at man må sige A, før man kan sige B.

I virkeligheden var det mest fordi, jeg godt vidste, at i "ikke-super"/"vanilla"-udgaven, skal figurerne låses op, hvilket lægger op til singleplayer-sjov, for sådan en som mig, hvorimod alting er låst op med det samme i super-udgaven. Og nu har jeg så moret mig med at låse op for alle figurer, farver og "personal actions" i spillet.

Hvad er der så at sige om selve spillet?

En fan af SF3 som mig, kunne jo finde på at gøre sig selv interessant ved at sige: Øv, hvor er det kedeligt, at de bruger alle figurerne fra 2'eren. Det ville jo være meget bedre, hvis de havde lavet en masse nye figurer, ligesom i SF3. Og det ville det måske også, men det kommer jo an på, hvordan man har det med de gamle figurer. Der skal da i hvert fald ikke herske nogen tvivl om, at der er mange, der savnede deres yndlingsfigur, da de fandt ud af, at næsten ingen af dem var med i 3'eren. Hvor er Dhalsim? Hvor er Honda? Ja, de er væk, siger jeg så. Prøv en af de nye figurer, de er meget sejere. Men det er altså ikke alle, der synes sådan.

Personligt vil jeg holde fast ved, at jeg ikke rigtigt kan lide ret mange af de gamle figurer. Honda er faktisk meget sjov at spille som, men jeg vil forbeholde mig retten til at tale dårligt om ham, Blanka og Dhalsim. Guile ved jeg snart ikke med. Zangief har jeg selv spillet så meget med, at det virker underligt at tale grimt om ham, men alligevel....

I stedet for at brokke mig over den slags, kunne jeg jo ligeså godt fokusere på alle de meget fine figurer, som jo trods alt også er med. Sådan nogle som Sakura er jo slet ikke til at stå for, for ikke at tale om Dan, Rose, Fei Long, og så videre.
Så er der jo bossen: Seth. Jeg må sige, at jeg har et meget ambivalent forhold til den fyr. Hans udseende kan der siges meget om. Uopfindsomt? Dr. Manhattan-klon? En figur, som ligesom bare er en tom skal, og som kan nogle af de andre figurers tricks? Ha! Set før, og det er altid kedeligt.

Der er også blevet sagt meget om, at han er så-og-så svær og unfair. Jeg må også indrømme, at jeg var ved at gå til af frustration over hans evindelige teleporteren-rundt. "Ha ha ha" *blink* "Ha ha ha" *blink". Det er virkelig til at blive vanvittig af. I sidste ende vil jeg dog holde fast ved, at han er langt nemmere at overvinde end sådan en som Gill.

På trods af al kritikken, synes jeg, at hans bane, laboratoriet, er så fin, og dens musik, som bliver vildere i anden runde, er også så fin. Jeg har tidligere brokket mig over SF2-musikken, som bliver "vildere" på sådan en rigtig styg måde, men her fungerer det virkelig fint.

Alt i alt: Med lidt tilvænning og lidt positiv indstilling er han fin nok. Men når man tænker på, hvor sjove M. Bison og ikke mindst Gill er, så må han siges at være ret kedelig.

Men nu er Super Street Fighter IV jo kommet. Er der så overhovedet nogen grund til at spille "vanilla"-udgaven. Tjah, hvis man synes om at låse op for figurer, kan den jo underholde et stykke tid. Seths musik i Super-udgaven er også meget kedelig i forhold til den oprindelige (selvom den oprindelige musik dog stadig kan høres, hvis man specifikt vælger den gamle bane). Der er også Time Attack og Survival, som jeg ikke umiddelbart kan finde i Super-udgaven.

Dog kan vi stadig håbe på, at der også kommer en "Hyper"-udgave, eller hvad de kunne finde på at kalde den, for sammenlignet med Third Strike, er Super SF4 altså stadig ikke godt nok. Det mangler noget stil. Selvom det f.eks. har fået en ny kommentator-stemme, så er det stadig næsten den samme. Det kunne være så fint, hvis de kunne lave en rigtig god kommentator-stemme, og så lige tegne nogle nye billeder af figurerne, så de kommer til at se rigtigt seje ud. Flere figurer behøver de faktisk ikke komme med (selvom de selvfølgelig gør det), for vi er allerede ved at nærme os Tekken 6-niveau.

Jeg elsker Street Fighter, men mest 3rd Strike

Når man, som jeg, ikke færdedes i spillehalsmiljøer i perioden 1997-2000, og desuden heller aldrig har ejet en Dreamcast, er det nok ikke så underligt, kun at have stiftet bekendtskab med Street Fighter 3 i form af 3rd Strike; den sidste og endelige udgave af spillet. Det er jo i sig selv fint nok, men noget, som først er gået op for mig for nylig er, at de to tidligere udgaver af SF3, "New Generation" og "2nd Impact" afviger enormt meget fra 3rd Strike i selve designet.

Dette ses måske allertydeligst ved at sammenligne "Character Select"-skærmene fra de tre udgaver. Hvor de to første vel kan betegnes som "fine nok" og som "hvad man kunne forvente", så er det altså først med 3rd Strike, at Capcom har lavet noget, som står som en milepæl inden for smukt design. Hvis vi f.eks. bare kigger på Ryu selv, så ser han da "fin nok" ud til venstre, mens han i 3rd Strike står som selve symbolet på "coolness" og maskulinitet – aldrig har jeg set noget sejere. Næsten, i hvert fald.

Hele hiphop-stilen i 3rd Strike er måske nok en smagssag, men jeg har nu altid godt kunne lide den, og for mig, er den med til at gøre 3rd Strike fantastisk. Nu skal det selvfølgelig også lige nævnes, at jeg er vant til "arranged"-soundtracket fra hjemmeudgaven, som er langt mere behagelig at høre på end arcade-udgaven.

Men altså, sammenlignet med 3rd strike virker også lydsiden i de forrige udgaver noget ligegyldig. Måske er den i sig selv fantastisk, men umiddelbart virker den sådan temmelig "nå, ja..." i forhold til 3rd Strike, som virker ret "nå, for katten!"

Hvad skulle der være relevant ved alt det her, kunne man måske spørge? Jo, det er jo sådan, at Capcom for kort tid siden har udgivet SF4 1.1, i form af "Super Street Fighter IV". Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at spille den, men ud fra hvad jeg har set, er de ikke gået så vidt, at de ligefrem har udskiftet figurernes portrætter. På samme måde, som der blev brugt de samme portrætter i New Generation og 2nd Impact. Mit håb er, at når der engang kommer en version 1.2 af SF4, så vil ALT blive skiftet ud, og alt vil blive hundrede gange sejere, ligesom ved overgangen til 3rd Strike. Sker det, har vi alle vundet.

Jeg elsker Far Cry 2

Faktisk er det nok lidt tidligt at sige, at jeg elsker Far Cry 2, men nu har jeg det i hvert tilfælde. 60 kr i Kivckly, eller to for 100, det kunne jeg ikke stå for. Flot, original æske og forseglet og det hele. Haps.

Da jeg så lukker æsken op, lægger jeg mærke til to ting: Der er ingen manual, og disken ligger i et papiromslag. Vil det så sige, at det faktisk er en form for billig genoptrykudgave, jeg har fået fat i, selvom den ligner originalen til forveksling? Eller er det bare nye tider, for at spare papir?

En anden morsomhed ligger i at se, hvad Windows 7 mener om spillet, og hvor krævende det er at spille, i forhold til Windows-skalaen. Og se bare her:

Far Cry 2 er mere krævende end Crysis! Det var pokkers. Jeg tror dog ikke rigtigt på det.

Jeg elsker stadig De fire store

... men jeg troede egentlig, at man ville få en eller anden "set bonus", når man installerede alle fire på den samme computer. Sådan så de alle ville få +2 eller måske +3 til gameplay.

... men det gør de ikke.

SupComs ikon er også ret lille, hva'? Det ser ikke så imponerende ud.

Jeg elsker Mortal Kombat II

I kender jo nok det der med, at se en eller anden opsamling af gamle spil i en butik, og så komme til at købe den, fordi det da lige vil være lidt sjovt at prøve et eller andet spil igen, som man var vild med for tyve år siden, som f.eks. Spyhunter.

Mortal Kombat II, som i øvrigt ikke hedder "Morten, Come Back!", holder sig faktisk meget godt. Selvfølgelig er der masser af nostalgi involveret, og allerede dengang var der fremadsynede mennesker, som påpegede, at Mortal Kombat tabte til Street Fighter 2, fordi alle de spilbare figurer var lige store, og stort set havde de samme grundbevægelser. Alligevel blev det spillet pænt meget.

Men Kintaro, det store bæst med de fire arme og striberne på ryggen, ham har jeg aldrig kunnet klare. Eftersom det var en PC-udgave af spillet, vi havde dengang, så kunne man komme ind i sådan en vild snydemenu (hvis man købte bladet "Computerspil Tips & Tricks"), hvor man kunne give spiller 1 uendelig energi og sådan. Så derfor har jeg set hvad der sker, når man kommer videre, men jeg har aldrig klaret ham på ærlig vis.

På denne dag, d. 4 maj 2010, lykkedes det mig så for første gang at vinde over ham. Det var i den arcade-udgave af spillet, som findes i Midway Arcade Treasures 2 til PS2. Det viste sig, at hvis man hopper hen mod Kintaro, og først sparker i sidste øjeblik, så rammer hans uppercut ikke, og så kom han endelig ned med nakken.

I øvrigt er det et spil med mange sjove detaljer. Det har altid været sjovt, at Kano og Sonyas forsvinden er forklaret med, at de står lænket ved siden af Shao Kahns trone, men det allersjoveste er vel næsten det, at det er Shao Kahn selv, der er kommentator. Så når man endelig skal slås mod ham, så er der ikke nogen, der siger "Round 1 - Fight!"; han går bare i flæsket på dig. Og når han så selv vinder, står han og ævler løs, men når han taber, er der ikke nogen til at sige noget, så der er bare stilhed.

Og så er det da også forbandet morsomt, at han hele tiden skal nævne sit eget navn, som var han bange for, at nogen skulle glemme, hvem han er. "Feel the power of Shao Kahn". "Feel the wrath of Shao Kahn". "I'm Shao Kahn".

Ha!

Jeg elsker ikke World of Warcraft

Av for den, der fik jeg lige brudt en årelang tradition. Det er beklageligt, men der var ingen vej uden om. Jeg vil simpelthen ikke kunne citeres for at have skrevet "Jeg elsker" efterfulgt af "World of Warcraft" af den simple grund, at det gør jeg ikke. Altså elsker det.

Året skulle alligevel hedde 2010 inden jeg fik prøvet World of Warcraft. Et spil, som alle elsker, som har gjort Blizzard til et meget rigt firma, og som jeg bevidst har undgået. Vel egentlig både fordi jeg godt kan lide at føle, at jeg er ovre den genre, og så fordi jeg godt kan lide at spille meget fornærmet over, at Blizzard lader deres talent gå til spilde på en spilgenre, som ikke kan blive sjov ligemeget hvem, der står bag det pågældende spil.

Men nu har jeg altså prøvet det, eftersom man kunne prøve spillet gratis i 10 dage, og det må jeg sige, det er mere end rigeligt.

"Årh, hende elverpigen er ret hot, hva'?" "Sikke nogle flotte farver". Aha, virkelig? Men kom nu, helt ærligt. World of Warcraft er så hamrende grimt, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal sige til det. Bevares, det kan sikkert køre på meget gamle computere og alt muligt andet, men det er altså stadig grimt. Spillet er grimmere end et RTS fra 2005, der er zoomet længere ind, end det egentlig kan. Se selv, når jeg engang får taget mig sammen til at skrive om Dawn of War (1).
Eftersom jeg spiller og har spillet mange spil, tror jeg altid, at jeg selv hører til blandt de mere tålmodige spillere. Dem, som ligesom er med på at give spillene en chance, for derefter at nyde godt af den morskab, der måske gemmer sig efter en lidt kedelig start. Men adskillige gange har det vist sig, at det ikke holder stik.

Jeg kan godt forstå, at Wii Sports kan tiltale de såkaldte ikke-gamere, men hvordan lige netop World of Warcraft kan fange husmødres og pensionisters opmærksomhed, det forstår jeg godt nok ikke. Er det virkelig de hersens stik-i-rend-missioner og de usle belønninger, man får, som folk bare slet ikke kan stå for? Det kan da umuligt være gameplay'et sig selv? Gå op og snak med ham der, og gå så tilbage. Gå ud og saml tre blomster. Det er jo ren Lost Odyssey. Og det er ligemeget, om man læser den historie, som NPC'erne fortæller eller ej, lige kedeligt er det.

Men hvad er det så? Er det selve verdenen? Er Azeroth og Kalimdor bare så uimodståelige? Jeg kan huske, at jeg i forvejen syntes, at verdenen i Warcraft 3 var på grænsen til det komplet uinteressante, og det lader ikke til at være ret meget bedre i World of Warcraft. I hvert fald ikke i løbet af de første to timer. Og jeg går ud fra, at ikke-gamerne skal fanges meget, meget tidligt i forløbet, hvis det skal virke.
Det er egentlig meget sjovt, at de spil, som sælger helt vildt godt, også har det med at være enormt grimme. Grand Theft Auto-serien er f.eks. også kendt for at være grim. Men så holder det jo alligevel ikke, for The Sims er jo også enormt populært, og det må siges, at Sims 2 var et overordentligt flot spil for sin tid. Og The Sims 2 er godt nok sjovt i forhold til WoW.

Jeg elsker Street Fighter 3

Nu skriver jeg det med et 3-tal i stedet for et romertal, sådan så der slet ikke er nogen tvivl om, at det altså er treeren og ikke toeren, jeg elsker. Og eftersom meget voldsomme tekster muligvis er de sjoveste at læse, hvorfor så ikke give den hele armen?

Jeg spillede også Street Fighter 2 dengang det var nyt, og det var for vildt. Efter at have prøvet 3'eren, mener jeg dog ikke, at 2'eren har nogen egentlig værdi, udover som museumsgenstand. Lad mig da bare hive nogle påstande frem, som de fleste vil være uenige i:

• Street Fighter 2 er grimt.
• Næsten alle figurerne er til grin.
• Musikken (pånær i Amiga-versionen) er for det meste skrækkelig.
• Og den bliver endnu værre af den smarte lille feature, hvor musikken bliver "desperat" når en af figurerne har lav energi.

... men det er jo som sagt slet ikke de fleste, der er enige i det. F.eks. er der ting ved 3'eren, som jeg elsker, som andre direkte afskyr. Det kunne være sådan noget som det brag og det lysglimt der kommer, når man slår modstanderen ud med et superangreb. Jeg synes det er for lækkert, mens andre synes, at det er upassende og for voldsomt.

Sjovt nok, så er de figurer fra 2'eren, som jeg godt kan lide, præcis de samme som de af dem, der fik lov til at komme med i 3'eren, altså Ryu, Ken og Chun Li. Bevares, jeg kan faktisk også godt lide Sagat.

Derfor er det selvfølgelig ikke noget under, at jeg græmmede mig, da jeg så at rædsler som Blanka og Zangief skulle være med i 4'eren. Hvad blev der pludselig af lækre figurer som Gill (ja!), Dudley og Ibuki?

Selvfølgelig kommer vi ikke til at se Gill igen, for alle, og jeg mener virkelig alle pånær mig hader ham jo, men nu da både Dudley og Ibuki åbenbart skal være med i Super Street Fighter 4, ja så er det jo lige før, der er noget ved det.

Jeg elsker at optage lyd fra computeren

Ja, det kan jo være sjovt at lege med at optage den lyd, som computeren selv afspiller. Det lader dog ikke til, at det er noget som Microsoft og producenter af onboard lydkort sætter ret højt.

I det mindste har jeg da fundet ud af, hvorfor ASUS GamerOSD ikke kan optage lyd sammen med de ellers udmærkede videoer, den kan optage fra spillene. Og grunden er, at "Wave Out Mix", som burde være kendt af de, der, ligesom mig, har optaget Irenicus fra Baldur's Gate og den slags, slet ikke er tilgængelig på en nyere Windows 7 computer med onboard lydkort af den ikke-fine slags.

Lidt søgen på Internettet afslørede, at det ér manglen på Wave Out Mix, der er problemet. Det gode GamerOSD-program har simpelthen ikke adgang til computerens eget lyd-output, for Wave Out Mix er helt og aldeles fjernet fra listen over mulige kilder til optagelse af lyd.Også selvom man viser "disabled devices".

Det skal siges, at det ikke er helt umuligt, for et program som FRAPS kunne sådan set godt optage lyden, sammen med en fuldstændigt ukomprimeret 1680x1050 video på 30 sekunder og 1,25 GB, men jeg har vist lært nu, at jeg ikke skal rode for meget med den slags, hvis jeg har livet kært.

Egentlig er det ærgerligt, for jeg har været ret vild med at optage lyde, lige siden jeg i sin tid anskaffede mig et SoundBlaster AWE 64, som havde noget, der hedder "Full Duplex", som vist nok gjorde, at man kunne afspille og optage lyd på samme tid - og det var altså ikke standard dengang. Det var nu ellers et godt lydkort... Også selvom det kun var "value"-udgaven.

Jeg elsker Command & Conquer 3

For det er bare et fantastisk spil. Selvom jeg var godt underholdt af Company of Heroes, så står jeg, her i 2010, stadig fast på, at C&C3 er det bedste singleplayer RTS siden StarCraft. Selvfølgelig er det ikke ligeså balanceret og på-papiret-godt som WarCraft 3, som bestemt også er et fremragende spil, men baseret på ren underholdningsværdi, er C&C3 min vinder.

Det falder nok også ind under kategorien "plat", men det fungerer helt fantastisk. Og så er Nods "EVA"-stemme så fantastisk, at hvis jeg kunne få mig en stemme i hovedet, der fortalte alt, hvad jeg skulle gøre, så ville jeg ønske, at det var den. Og ja, det er en mandestemme. De, der ikke kan tåle mandestemmer, kan jo bare spille med GDI i stedet.

Nu er der kun omkring en uge til C&C4 kommer på hylderne. Det lader til, at forventningerne i visse kredse er meget lave. Det er hverken et spil til C&C-fans, til strategifans eller til nybegyndere siges det. Og i så fald: Hvem er det så til? Eftersom treeren overraskede med sin høje kvalitet, skal fireren dog have tvivlen til gode, uanset hvad der må blive sagt om det.

Vis nu jeres værd! Vis, at I kan besejre GDI uden at bruge katalysatormissilet.

Jeg elsker juggling

Eller rettere: Jeg hader juggling. Her kommer en lille smøre om, hvorfor jeg synes fokus på juggling er et helt grundlæggende problem.

Nu skal jeg jo heller ikke smide fagudtryk i hovedet på folk, uden at forklare hvad jeg mener. Når jeg siger juggling, så mener jeg det, at man i kampsportspil kan angribe sin modstander, så han ryger op i luften, hvorefter man, med de rette kombo'er, kan holde modstanderen flyvende i lang tid, mens men påfører ham mere og mere skade. Så længe modstanderen er i luften, kan han ikke gøre noget som helst andet end at se sig selv få tæsk, og det er lige præcis det, jeg mener er problemets kerne.

For at et konkurrerende 2-player spil skal være sjovt for begge parter, skal det gerne handle om, hele tiden at forsøge at forudse modstanderens træk, og reagere på dem. Et stykke hen ad vejen fungerer Tekken jo også sådan, men når juggling'en først kommer i gang, stopper det. Så er vi pludselig ude i en situation, hvor den ene part er fuldstændigt passiv, mens den anden part blot skal forsøge at føre en indlært, og dræbende lang, kombination ud i livet. Den, der bliver jongleret med, kan ikke reagere på noget som helst. Den, der jonglerer, skal kun reagere på spillets "fysik", og ikke på modstanderen som sådan. Altså står vi nærmest tilbage med en single-player oplevelse.

Jeg ved godt, at der er mange, som morer sig meget med at indlære juggles og blive gode til dem, men jeg vil aldrig kunne gå ind for, at det hører hjemme i et 2-player spil.

Alle mulige argumenter om, at det er sjovt, fordi det er spændende at prøve at få modstanderen op at flyve, kan jeg ikke bruge til noget. Hvis juggles'ne var ude af billedet, ville der være plads til meget mere egentlig interaktion med modstanderen.

Selvfølgelig er der ikke noget problem i at lave kombo'er i kampsportspil; det, jeg ikke kan snuppe er, når tingene udvikler sig, som de har gjort siden Tekken 5, og hvor juggles på 10 sekunder ikke er en sjældenhed i et spil, hvor en kamp sjældent varer 30 sekunder.

Jeg elsker Dynasty Warriors 5

Ja, det må jeg jo utroligt nok gøre, for jeg har lige låst op for Zuo Ci. Det er formentlig kun de, der selv har låst op for Zuo Ci, der helt kan forstå, hvor meget der skal til.
Hvad er det med de her spil? Utroligt ensformige, men irriterende vanedannende. Men Dynasty Warriors 5 er slet ikke noget godt Warriors-spil, i stil med sådan noget som Dynasty Warriors: Gundam. Det er, hvis noget, ringere end Samurai Warriors, eftersom det egentlig ikke indeholder nogen former for særligt interessante elementer. Ikke de hurtige Mobile Suits med deres boosters, som i Gundam, og ikke et system, hvor man kan lære nye evner, som i Samurai.

Men jeg skal selvfølgelig spille 6'eren alligevel.

Jeg elsker at låse op for nye figurer

... men det er det langt fra alle, der gør.

Jeg ville enormt gerne vise nogle passende billeder af "character select"-skærme med en masse låste figurer på, men jeg kan ikke rigtigt finde nogen, og jeg har ikke ligefrem det udstyr, der skal til, for at hente screenshots fra min PS2.



For mig har det altid været spændende med spil, hvor der er en masse at låse op for. Noget af det vildeste, man kan få lov at låse op for, er jo sådan noget som nye figurer, fordi de giver en helt ny måde at spille på. Det kunne for eksempel være i fighting-spil som Tekken eller beat'em-up-spil (sp?) som Dynasty Warriors. Det er både rart og motiverende, at blive belønnet med en ny figur, når man har gennemført spillet.

Derfor undrer det mig også, når jeg ser folk fremhæve det som en positiv ting, at alle figurer er åbne med det samme i et spil som Tekken 6. Bevares, jeg kan da godt se, at når der er så vanvittigt mange figurer, og den figur, man har udset sig, er den sidste, der låses op for, så kan det måske være lidt irriterende, men samtidig er det vel også lidt spændende, er det ikke?

Personligt synes jeg det er enormt spændende med sådan et spil som f.eks. Samurai Warriors, hvor man starter med at kunne vælge mellem fem figurer, og ender med fire gange så mange.

I virkeligheden handler det nok om, at der er delte meninger om, hvorvidt fighting-spil som Tekken overhovedet indeholder en singleplayer-oplevelse som sådan. Jeg har altid nydt Tekkens singleplayer, især i fireren, naturligvis, men hvis man virkelig kun spiller det i multiplayer, så kan det vel være ligemeget.