Jeg elsker spilåret 2009

Så er det nytår, og så kan jeg passende skrive lidt om de spil, jeg har spillet i 2009. Jeg holder ikke styr på, hvornår de forskellige spil er udkommet, jeg koncentrerer mig udelukkende om, at jeg har spillet disse spil i 2009.

Valkyria Chronicles må næsten utvivlsomt være det bedste spil, jeg har spillet i år. Fantastisk gameplay og stemning hele vejen igennem, og måske i sig selv grund nok til at eje en PS3. Jeg er i forvejen glad for "strategi-RPG"-genren, og dette spil byder virkelig på noget nyt i denne genre. Flere af figurerne i spillet er i øvrigt ganske elskværdige, på hver deres måde. Et af de få spil, hvor jeg ikke kom til at tænke: "Det her kunne være gjort bedre".

Tekken 6, ja, så kom det endelig til at ske: Tekken, der kan spilles online. Fungerer det så? Ja, alt i alt fungerer det vel nogenlunde. Men hvad med selve Tekken 6? Egentlig er det ikke så meget selve gameplayet, men mere alt det andet, jeg vil brokke mig over. Der mangler ligesom noget. Det virker sløset. Og lad os indrømme det: Spillet er grimt. Det ligner jo virkelig et PS2-spil. Bevares, figurernes design og så videre er måske fint nok, men modellerne er jo egentlig ikke særligt flotte, og der er seriøst stadig baner, der benytter sig af en eller anden falsk-3d effekt for at se åbne ud. Jeg kunne forstå det i Tekken 2 og sågar også i Tekken Tag, men stadig? Jeg tænker især på banen med fårene, som dog ellers er morsom.

Og så er der jo hele singleplayerdelen. Altså "Scenario Campaign", det som hed "Tekken Force" i gamle dage. Jeg ved ikke... Det virker som om, de har satset hårdt på den, men samtidig er det håbløst grimt, og historiefortællingen er elendig, langtrukken og kedelig. Og hvis vi alligevel skal nævne gameplayet, ja, så er det jo den samme juggle-fest som det har været i de sidste par spil. Men vi spiller det jo alligevel, og der er jo ikke nogen, som vil spille andre fighting-spil, så vi ender altid med Tekken.

Resident Evil 5 blev lånt på biblioteket. Ja, af en eller anden grund var spillet dømt ude på forhånd, så jeg købte det aldrig, på trods af min begejstring for 4'eren. Efter at have prøvet demoen, vidste vi jo godt, at 5'eren ikke kunne overgå sin forgænger. Men faktisk et ret sjovt spil, der dog på ingen måde er nyskabende. Og når jeg ikke bider mærke i, at det skulle være specielt flot, så er det måske fordi jeg er forvænt. "Seven minutes... Seven minutes is all I can spare to play with you"... Slet ikke dårligt

Final Fantasy Tactics fik jeg også endelig gennemført. "If Shakespeare wrote a game". Sådan blev spillet beskrevet på et eller andet Final Fantasy-forum i tidernes morgen. Jeg har altid været fascineret af at kunne lege med dragoons, og det fik jeg da også mulighed for. Egentlig var jeg også ret begejstret for spillets verden og figurer, men helt fantastisk var det måske ikke. Det mest skuffende var dog, at spillet kan siges at være decideret broken visse steder. Baner, der kun kan vindes hvis AI'en tilfældigvis opfører sig på en speciel måde, og andre baner, der låser dig fast, og kræver at du har særlige evner for at vinde, men som ikke lader dig gå ud og tjene EXP... Lidt gammeldags, men jo også et gammelt spil. Jeg tvivler dog på, at Square-Enix's nyere spil er bedre. (Wow, det lyder ret negativt, hva'?)

2009 var i det hele taget året, hvor jeg begyndt at låne spil på biblioteket, heriblandt Capcom Classics Collection 2, som blandt andet indeholdt det, efter min mening, afskyelige Strider. Også Street Fighter 1 fik jeg mulighed for at prøve. Det er nok det spil i hele verden, der har den dårligste styring overhovedet. Men jeg tilgiver spillet, for det virker som en slags eksperiment. Strider derimod har jeg ikke meget til overs for, eftersom jeg har set det omtalt som en "klassiker".

Soul Bubbles til DS er ligeledes et spil, som jeg har set rost til skyerne. Selv kan jeg dog ikke rigtigt se fidusen. Spillet er måske meget hyggeligt, men jeg synes egentlig ikke, det er særligt sjovt; snarere bare anstrengende at sidde og puste bobler igennem små huller. Gad vidst, om jeg ser lyset?

Dragon Quest 4 blev det første spil i hovedserien, jeg fik gennemført. DS-udgaven er enormt flot, men HOLD DA OP, hvor er det spil skabelonsskåret. 100% forudsigeligt. For en, der ikke har spillet det dengang, det var hot, er det lidt svært at se, hvad der skulle være fantastisk ved dette spil. Men bevares, det er gammelt. Og dobbelt-bevares, jeg gennemførte det jo sådan set også.

Civilization Revolution fik jeg spillet både til DS og til Xbox 360. Jeg må sige med det samme, at jeg langt foretrækker Xbox-udgaven. Jeg bliver altså nødt til at have en flot, farverig præsentation på en "rigtig" skærm for at holde interessen. DS-udgaven er da fin nok, men jeg tror godt nok aldrig, at den kommer til at gøre det for mig.

Makai Kingdom, som også blev lånt på biblioteket, blev min introduktion til Nippon Ichis strategispil. Ganske fint, og vel egentlig også humoristisk. Dog næppe noget, jeg kommer til at forgude, og jeg har jo heller ikke købt flere af slagsen endnu. Men trods alt underholdende, og ikke med den slags irriterende fejl, som så mange andre spil indeholder.

Phoenix Wright: Ace Attorney fik jeg faktisk også først spillet i 2009, og det er faktisk et glimrende spil. Næppe noget, jeg nogensinde vil spille igen, efter at have gennemført det, men efterfølgerne kunne være helt fine at prøve.

Fallout 3 skal da absolut nævnes. Et spil, jeg har haft travlt med at kritisere, og det har sandelig også sine kritikpunkter. Måske hovedsageligt fordi det rammer min kæphest: Det lægger op til at kunne være storslået, men er det på ingen måde. Konfrontationen med "skurken" og hele "main quest"'en er nærmest blottet for dramatik. Og Bethesdas måde at lave NPC'er på lader ikke til at kunne lave andet end meget, meget tomme personer. Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå folks begejstring for Bethesdas verdener. Men bestemt et meget underholdende spil med mange gode elementer, og med et kampsystem, som jeg faktisk bedre kunne lide end det i...

Dragon Age: Origins. Og ja, jeg har jo skrevet om dette, årets, eller måske årtiets, "vigtigste" spil tidligere, og det skal vel ikke være nogen hemmelighed, at jeg er lidt skuffet. Men var jeg ovenud begejstret for Baldur's Gate lige med det samme? Haha, ja, jeg var totalt forgabt i det. Men hvad med toeren? Det kan jeg faktisk ikke huske. Et godt spil, ja, men godt nok?

Vinderen er og bliver Valkyria Chronicles.

Jeg elsker Planescape: Torment

Dette bliver jo højst sandsynligt et af de sidste indlæg på denne blog i år. Så lad mig da benytte lejligheden til at viderebringe det glædelige budskab, at Planescape Torment er blevet genudgivet i et nydeligt DVD-cover, og nu er at finde på hylderne i Fona, og forhåbentlig også andre steder, i rigelige mængder. Pragtfuldt spil. Og lad nu være med at dømme spillet ude, fordi I sidder fast inde i "The Mortuary" lige i starten. Brug en snydeliste, hvis det er nødvendigt, men sørg for at opleve Sigil.
I øvrigt nogle særdeles nydelige blå og orange farver, ikke sandt?

Jeg elsker No One Lives Forever

Så fik jeg endelig fat i The Operative: No One Lives Forever, også kendt som NoLF, tror jeg nok. Jeg kan huske, at jeg fik det anbefalet, eller at der i hvert tilfælde var en eller anden der nævnte det i en pause i en geografitime engang omkring 2002.Udgaven, der ligger i genoptykket fra "Xplosiv" er ovenikøbet "Game of the Year"-udgaven, selvom der ikke står noget om det på æsken. Jeg ved ikke helt, hvad det vil sige, men det lyder da godt. Og tænk engang, da jeg forsøgte at patche spillet op til version 1.03, fik jeg den besked, at det ikke var muligt at patche til version 1.03, eftersom spillet i forvejen var version 1.04.

Umiddelbart lader til til at køre helt fint på min computer; det eneste, der ikke passer helt, er skærmens opløsning, men det må jeg bare leve med. Ved nærmere eftertanke er det vel heller ikke så underligt, at spillet kører fint på min computer, eftersom computeren, ligesom spillet, snart er ti år gammel.

Jeg elsker Dragon Age: Origins

Er det på tide at skrive lidt om det urørlige Dragon Age? Nu har vi ventet på det her spil lige siden år 2000, også selvom vi måske først blev klare over det i 2007. Edge nr. 209 smed et femtal efter spillet. Et femtal. Kan det virkelig være en retfærdig karakter?

Er Dragon Age en værdig efterfølger til Baldur's Gate? Eller er det snarere endnu en omgang Neverwinter Nights? Måske er det lidt en blanding.

Det, som jeg selv savnede i Neverwinter Nights, var interessante personer, en interessant verden, og det, at have nogle party members, i stedet for bare en henchman og en familiar. Dragon Age har givet party members tilbage til spilleren. Nu er det en gruppe på fire, i stedet for seks, som i gamle dage. Selvfølgelig er det ikke helt det samme, men det er såmænd helt fint.

Og er de så interessante, disse figurer? Ja, det må jeg sige, at de er. De har masser at sige, og de "giver" dig mere, hvis du giver dem noget. De har deres baggrunde, og de er en del af den verden, spillet foregår i. Og de betyder så meget for mig, at jeg bliver ked af det, når de bliver skuffede over mine valg som gruppens leder.


Dragon Age har bestemt været et spændende bekendtskab, om end jeg ikke har været lige begejstret for alle dele af spillet. Jeg kan dog se, at det, som jeg selv har været utilfreds med, bestemt ikke er det samme, som Edge har været utilfreds med. Den største hindring for min totalte hengivenhed til spillet, har simpelthen været, at der har været for meget kamp og for lange dungeons. Jeg husker, at det især var nede i "The Deep Roads" og oppe hos kulten i bjergene, at jeg simpelthen havde fået alt for meget dungeon crawling. For nogle vil kamp i sig selv måske være spændende, men jeg blev ved med at tænke: "Hvornår sker der noget?" Her skal jeg dog indrømme, at jeg selv er fra "Torment-skolen"

For mig, ville det i hvert tilfælde ikke have gjort noget, om der var mere fokus på mindre delhistorier. F.eks. var jeg ret begejstret for "The Stone Prisoner", som er en sub-quest af cirka en times varighed, som kan downloades som tilføjelse til spillet. Så vidt jeg har hørt, har alle fået en kode til gratis download med i æsken. Til gengæld havde jeg sværere ved at bevare begejstringen under nogle af de meget længere hovedmissioner, som jeg følte ledte fra den ene dungeon crawl til den anden. Selvfølgelig ikke uden samtaler og historier, men stadig, efter min mening, med en meget stor fokus på kamp.

Det kan sagtens være, at alle disse udtalelser skyldes, at jeg har et nostalgisk forhold til Baldur's Gate II, men når jeg sidder og tænker på, at tage endnu en gennemspilning af Dragon Age, så kan jeg ikke lade være med at tænke: "Jeg skal godt nok slås meget, før jeg kan komme frem til det næste sted, hvor jeg kan tage et moralsk valg, og påvirke historien i den ene eller den anden retning". Selvom Dragon Age, efter "origins-historien", har tre hovedmissioner, som kan spilles i den rækkefølge, man har lyst, så virker det ikke helt, som at gå frit rundt i Athkatla og finde quests, som jeg gjorde det i Baldur's Gate. Dette kan jeg selvfølgelig kun sige, for jeg også selv er en af dem, der blev trætte af, at skulle igennem Irenicus' fangehul hver eneste gang, og som derfor har installeret ham barden, der gør, at man kan springe hele den del af spillet over.


Nå, det skal jo nødigt blive for langt, så lad os afslutte med noget helt konkret kritik:

Jeg savner vilde lyde, når troldmænd kaster magi. Det lød jo fantastisk i Baldur's Gate! Jeg aner ikke, hvad det er, de siger, men sådan noget messen eller "chanting", det savner jeg godt nok. Med mindre det skyldes, at der har været en fejl i mit Dragon Age, så ser det altså ud til, at en troldmand bare skal vifte med sin stav for at kaste de vildeste formularer. Han kunne da godt sige et eller andet på latin, eller noget.

Og så savner jeg de helt vilde scener. Jaja, der er da nogle kampscener med store hære, og noget med drager og "Grey Wardens", men hvor er de scener, som er sjove at se mange gange? Hvor er "Gorion nakker alle Sarevoks håndlangere pånær en, men bliver så dræbt", og i endnu højere grad: "Arrogante Irenicus slagter Cowled Wizards hurtigere end man kan nå at tælle dem"?
Det må utvivlsomt være Loghain (se illustrationen ovenfor), der er det tætteste, Dragon Age kommer på den slags, og han er da også god. Men er det nok?

Der kunne siges mere, men jeg stopper nu.

Jeg elsker The King of Fighters

Første gang, jeg så Terry Bogard (ham med den røde kasket og vest) i et spil, må have været i Capcom VS SNK 2.

Nu har jeg så spillet The King of Fighters, i form af den opsamling af King of Fighters-spil, som findes i "The Orochi Saga" til PS2. Terry har et trick, hvor han smider en slags energibølge efter fjenden, og i Capcom VS SNK har jeg altid opfattet det sådan, at han sagde "out of the way!" når han brugte det angreb. I The King of Fighters siger han det dog på en anden måde, og her lyder det meget mere, som om, han siger: "power wave!". Det er i virkeligheden nok det, han altid har sagt.