Jeg elsker Super Smash Bros. Brawl

Nintendo gør noget helt rigtigt i det her spil. Jeg er meget imponeret. Det er i højere grad end før lykkedes dem at gøre dette kaos af nuttede Nintendo-figurer til noget storslået, og jeg er bare en sucker for den slags.

Gameplay'et i sig selv kan jeg ikke sige så meget om. De, der klantrede Melee for bare at være en dårlig udgave af Powerstone til Dreamcast vil næppe finde denne efterfølger bedre. Det er stort set det samme som før; der er bare mere af det, det er flottere, og det virker mere dramatisk.

Brawl er selvfølgelig bare et spil, men det er lige før, at jeg alligevel vil gå så langt som at sige, at det ikke bare er et spil, det er et freakin' aktivitetscenter. Selvom jeg sidder mutters alene og spiller det her spil, som over alt andet er et multiplayer-spil, så er det søreme alligevel meget sjov at pause spillet og tage billeder; at samle trofæer, at samle klistermærker, at sætte mine yndlingstrofæer op på række, vælge en baggrund til dem og tage et billede af det. Så kan jeg lade, som om, jeg kender andre, der har en Wii, for hvis jeg gjorde, så kunne jeg sende billedet til dem. Ja, jeg kunne sågar hygge mig med noget så sjovt som en level editor og lave sjove baner, som jeg så kunne spille på online.

Musikken er nok det mest fremtrædende element i hele spillet. I mit hoved var det en genistreg af få Final Fantasy-komponisten til at lave spillets tema, som kan høres i mange variationer igennem spillet. Opera-udgaven, som spiller i introduktionen, er den mest markante af disse. Men den måde, den fortsætter i instrumental udgave i selve menuen... det er storslået på en eller anden måde. Og jeg synes virkelig, at det er en bedrift, at kunne gøre et spil med Kirby storslået.

Til achievement-elskerne har spillet sit eget system, som overgår alt, hvad jeg har set i andre spil. Bare det, at kunne låse op for musik er fantastisk. Et smart system, som giver hints til, hvad der skal til for at låse op for andre ting, gør det bare mere overvældende.

De nye figurer, i hvert fald dem, jeg har set indtil videre, er sjove. Kong Dedede fra Kirby-spillene; jeg må indrømme, at jeg aldrig er stødt på ham i nogen af disse spil, eftersom jeg ikke har spillet dem, men sjov er han. En overvægtig fugl med storhedsvanvid. Scenen i Adventure-mode, hvor han sætter sit emblem lige på næsen af Luigi, er allerede blevet uforglemmelig. Og selvfølgelig kan jeg gense den video; ligesom jeg kan høre al musikken og alle lydeffekterne; se lister over udgivne Nintendo-spil, læse ting og sager om samtlige figurer og objekter. Ja selv det CD-ikon, der repræsenterer "lydfiler" internt i spillet har en info-boks og et trofæ. Og hele arkivet vokser, jo mere jeg spiller.


Meta-Knight - en underlig størrelse, men en fantastisk sjov og velfungerende figur, som er sjov at spille. Sikke han kan vifte med sværdet. Ja, han er så behagelig at se på, at jeg har pauset spillet og taget et billede af ham. Til enhver tid, også i Adventure-mode, kan jeg pause spillet, zoome ind og justere vinkel, og så tage et billede, som jeg kan gemme.



Humor i selve menuen. Hovedmenuen byder bl.a. på "spil med alle" og "spil alene". Når jeg markerer "spil alene" står der nederst på skærmen: "Faktisk, så kan man måske godt spille to alligevel", hvilket så hentyder til, at "Adventure Mode" kan spilles i co-op. "Måske", ha ha! Som om, udviklerne ikke engang selv ved det.

De kan stadig.

Jeg elsker The Elder Scrolls IV: Oblivion

Men nøj, hvor jeg også hader Oblivion, for på flere måder er det godt nok et dårligt spil. At spillet generelt får over 90% i gennemsnit i anmeldelserne kan jeg ikke forstå, for det er da virkelig et spil, der kræver tålmodighed. Efterhånden er det dog gået op for mig, at jeg tit undervurderer folks tålmodighed, og at det faktisk er mig, der er mindre tålmodig end de gennemsnitlige spillere.

Hvad er det, der er så vanvittigt dragende og fængslende ved Oblivion? Jeg har flere gange hungret efter at spille videre, selvom jeg, når jeg spiller, højlydt skælder Oblivion og Bethesda ud for at være elendige. Jeg sammenligner gerne spillet med det fremragende Mass Effect, som jeg bruger som eksempel på et nyt spil i samme genre, som er meget bedre. Alligevel har jeg spillet Oblivion i mere end 50 timer, så det må jo være sjovt på en eller anden måde at gå rundt i Tamriel, eller var det Cyradiil? Det ene er vist navnet på landet, og det andet på hele verdenen... tror jeg.

Det er langt nemmere at fremhæve spillets svage sider, end de stærke. Her kommer en lille punktopstilling:

- Næsten alle opgaver kan, modsat Biowares vidundre, kun løses med vold.
- Kampsystemet er frygteligt.
- Selvom jeg er knight, og er specialist i at parere med mit skjold, kan selv den mindste goblin bringe mig ud af balance med en daggert, som den slår mod mit skjold.
- Jeg mister energi selv når jeg laver en succesfuld parade mod selvsamme daggert.
- Næsten alle steder er underligt mørke; selv inde i paladser med liv og glade dage, må jeg gå med fakkel eller kaste lys-magi for at orientere mig.
- Der er alt for mange kedelige huler, der er så ensformige, at jeg dårligt gider åbne skattekisterne.
- Spillets hovedmission indebærer at lukke den ene kedelige Oblivion-port efter den anden, hvilket er næsten ligeså kedeligt som at gå i skole.
- Hvis man vælger at spille i 3. person, skal man lide under, at der ikke er nogen animation, når figuren hopper; han svæver bare.
- Der er så få stemmeskuespillere, at alle folk lyder ens. At den ansvarlige for dette hånligt påstår, at han kun har brugt stemmer i spillet, fordi det er det "børnene vil have", gør ham bare usympatisk. Bioware slipper fint af sted med deres stemmer, hvorfor kan Bethesda ikke?
- Jeg bliver ved med at spille det elendige spil, indtil jeg har mestret samtlige guilds.

Ja, det sidste var måske ikke en direkte negativ ting, men det er faktisk ret irriterende, at have lyst til at spille et spil, som jeg samtidig synes er elendigt.