Jeg elsker Dragon Quest Swords

Dragon Quest on-rails og i med 1. persons synsvinkel. Er det, hvad der skal til for at gøre Dragon Quest spiseligt? Åbenbart!

Jeg er selv noget af en Dragon Quest-kritiker. Jeg kan godt lide Slime-monstret (og hvem kan ikke det?), men ellers er jeg hverken begejstret for spillenes Dragon Ball-grafik eller deres 80'er gameplay. Jeg taler grimt om Dragon Quest 8 hver gang jeg får chancen, og griber ligeledes enhver lejlighed til at tale grimt om folk, der godt kan lide Dragon Quest 8.

Hvad er det, der er så forfærdeligt ved Dragon Quest? Tjah, for en utålmodig person som mig er der to ting, der er uudholdelige. De uendeligt mange tilfældige kampe, og den dødkedelige udforskning af utallige huse i utallige byer.

I Dragon Quest Swords er der tilsyneladende kun en by, og det vigtigste ved den er dens butikker og så den sjove "Medalje-mis", der bor i en klippehule. Alle steder, hvor der er monstre, og det vil så sige overalt, pånær byen, foregår gameplayet på skinner. Jeg trykker bare opad for at gå lige frem, og på nogle særlige steder bliver jeg så angrebet og kan så hugge løs på monstrene. Herved er antallet af kampe på hvert eventyr altså forudbestemt, og en af seriens allerstørste irritationsmomenter altså forsvundet.

I et klassisk Dragon Quest spil, ville jeg føle mig tvunget til at gå hen til alt, hvad der ligner noget som helst, og "tryk-tryk-tryk" se, om der skulle ligge et eller andet. Eftersom jeg derved tager langt flere skridt, end jeg ville gøre, hvis jeg holdt mig på vejen, bliver jeg så også angrebet langt flere gange. I Swords bliver jeg ikke angrebet flere gange, og det hele bliver endnu bedre ved, at det simpelthen ikke er muligt at forlade stien. Sådan! To fluer med et smæk.

Jeg kan jo undre mig over hvorfor Square, eller måske Enix, bliver ved med at fylde deres mere almindelige RPG'er op med tilfældige kampe, i stedet for at begrænse antallet af kampe per område, når Swords jo så fint beviser, at Enix er udmærket klare over, at for mange kampe ødelægger fornøjelsen. I stedet kan jeg jo også bare nyde dette lille eventyr.

Jeg elsker Suikoden 5

Suikoden er ret fantastisk. Altså, det er ikke super og det er ikke 10/10, men det er ret godt, og det lider ikke af de samme grimagtigheder, som de mere populære serier. Den slags vrøvl kan jeg godt lide at sige til mig selv. Alligevel købte jeg ikke Suikoden 5 før den var nedsat til 130 kr. 4'eren har jeg næsten kun hørt grimme ting om, og det europæiske cover ser discount-agtigt ud på bagsiden, så den har jeg sprunget over indtil videre.

Nu får jeg så lov til at styre prinsen i den orange dragt. Livet på et rent slot, omgivet af loyale tjenere. Jeg synes, det giver en dejlig hof-fornemmelse. Jeg kan også godt lide prinsens sørgmodige ansigtsudtryk. Ude på selve field-skærmen ser det hele godt nok lidt småt og simpelt ud, men jeg må godt nok indrømme, at i in-game mellemsekvenserne ser alting ganske fantastisk ud. Stemmeskuespillet er også langt over, hvad jeg forventede af et japansk RPG, det må jeg sige.

Noget af de bedste ved spillet er, at det står i så skarp kontrast til danske Tv-serier som "Sommer" og "Album". Det, der slår mig mest er, at jeg i Suikoden 5 allerede efter en halv times spil har mødt adskillige personer, som virker både sympatiske og interessante. Prinsessens livvagt er da ikke til at stå for. Den unge ridder Kyle er både kæk og smuk, og prinsens farmand virker så gennem sympatisk, at jeg ikke tror, han holder mere end en time endnu. Jeg har selv lyst til at bo på det slot. Så er det sagt.

Spillet har også mindet mig om de herlige combo-angreb, hvor figurerne kan udføre særlige angreb sammen med andre figurer, de kender godt. Da der er plads til seks figurer på holdet, skulle der være rigelig mulighed for at lege med dette system. Jeg fantaserer om, at jeg måske en dag kan få fem riddere på holdet, som så kan lave et eller andet frækt 5-mands angreb, men det er nok lige urealistisk nok.

Holder spillet i længden?