Jeg elsker ikke World of Warcraft

Av for den, der fik jeg lige brudt en årelang tradition. Det er beklageligt, men der var ingen vej uden om. Jeg vil simpelthen ikke kunne citeres for at have skrevet "Jeg elsker" efterfulgt af "World of Warcraft" af den simple grund, at det gør jeg ikke. Altså elsker det.

Året skulle alligevel hedde 2010 inden jeg fik prøvet World of Warcraft. Et spil, som alle elsker, som har gjort Blizzard til et meget rigt firma, og som jeg bevidst har undgået. Vel egentlig både fordi jeg godt kan lide at føle, at jeg er ovre den genre, og så fordi jeg godt kan lide at spille meget fornærmet over, at Blizzard lader deres talent gå til spilde på en spilgenre, som ikke kan blive sjov ligemeget hvem, der står bag det pågældende spil.

Men nu har jeg altså prøvet det, eftersom man kunne prøve spillet gratis i 10 dage, og det må jeg sige, det er mere end rigeligt.

"Årh, hende elverpigen er ret hot, hva'?" "Sikke nogle flotte farver". Aha, virkelig? Men kom nu, helt ærligt. World of Warcraft er så hamrende grimt, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal sige til det. Bevares, det kan sikkert køre på meget gamle computere og alt muligt andet, men det er altså stadig grimt. Spillet er grimmere end et RTS fra 2005, der er zoomet længere ind, end det egentlig kan. Se selv, når jeg engang får taget mig sammen til at skrive om Dawn of War (1).
Eftersom jeg spiller og har spillet mange spil, tror jeg altid, at jeg selv hører til blandt de mere tålmodige spillere. Dem, som ligesom er med på at give spillene en chance, for derefter at nyde godt af den morskab, der måske gemmer sig efter en lidt kedelig start. Men adskillige gange har det vist sig, at det ikke holder stik.

Jeg kan godt forstå, at Wii Sports kan tiltale de såkaldte ikke-gamere, men hvordan lige netop World of Warcraft kan fange husmødres og pensionisters opmærksomhed, det forstår jeg godt nok ikke. Er det virkelig de hersens stik-i-rend-missioner og de usle belønninger, man får, som folk bare slet ikke kan stå for? Det kan da umuligt være gameplay'et sig selv? Gå op og snak med ham der, og gå så tilbage. Gå ud og saml tre blomster. Det er jo ren Lost Odyssey. Og det er ligemeget, om man læser den historie, som NPC'erne fortæller eller ej, lige kedeligt er det.

Men hvad er det så? Er det selve verdenen? Er Azeroth og Kalimdor bare så uimodståelige? Jeg kan huske, at jeg i forvejen syntes, at verdenen i Warcraft 3 var på grænsen til det komplet uinteressante, og det lader ikke til at være ret meget bedre i World of Warcraft. I hvert fald ikke i løbet af de første to timer. Og jeg går ud fra, at ikke-gamerne skal fanges meget, meget tidligt i forløbet, hvis det skal virke.
Det er egentlig meget sjovt, at de spil, som sælger helt vildt godt, også har det med at være enormt grimme. Grand Theft Auto-serien er f.eks. også kendt for at være grim. Men så holder det jo alligevel ikke, for The Sims er jo også enormt populært, og det må siges, at Sims 2 var et overordentligt flot spil for sin tid. Og The Sims 2 er godt nok sjovt i forhold til WoW.

Jeg elsker Street Fighter 3

Nu skriver jeg det med et 3-tal i stedet for et romertal, sådan så der slet ikke er nogen tvivl om, at det altså er treeren og ikke toeren, jeg elsker. Og eftersom meget voldsomme tekster muligvis er de sjoveste at læse, hvorfor så ikke give den hele armen?

Jeg spillede også Street Fighter 2 dengang det var nyt, og det var for vildt. Efter at have prøvet 3'eren, mener jeg dog ikke, at 2'eren har nogen egentlig værdi, udover som museumsgenstand. Lad mig da bare hive nogle påstande frem, som de fleste vil være uenige i:

• Street Fighter 2 er grimt.
• Næsten alle figurerne er til grin.
• Musikken (pånær i Amiga-versionen) er for det meste skrækkelig.
• Og den bliver endnu værre af den smarte lille feature, hvor musikken bliver "desperat" når en af figurerne har lav energi.

... men det er jo som sagt slet ikke de fleste, der er enige i det. F.eks. er der ting ved 3'eren, som jeg elsker, som andre direkte afskyr. Det kunne være sådan noget som det brag og det lysglimt der kommer, når man slår modstanderen ud med et superangreb. Jeg synes det er for lækkert, mens andre synes, at det er upassende og for voldsomt.

Sjovt nok, så er de figurer fra 2'eren, som jeg godt kan lide, præcis de samme som de af dem, der fik lov til at komme med i 3'eren, altså Ryu, Ken og Chun Li. Bevares, jeg kan faktisk også godt lide Sagat.

Derfor er det selvfølgelig ikke noget under, at jeg græmmede mig, da jeg så at rædsler som Blanka og Zangief skulle være med i 4'eren. Hvad blev der pludselig af lækre figurer som Gill (ja!), Dudley og Ibuki?

Selvfølgelig kommer vi ikke til at se Gill igen, for alle, og jeg mener virkelig alle pånær mig hader ham jo, men nu da både Dudley og Ibuki åbenbart skal være med i Super Street Fighter 4, ja så er det jo lige før, der er noget ved det.