Jeg elsker spil med korte titler

Det lader til at være ret populært at give sit spil en titel på ikke bare ét ord, men også kun med én stavelse. Jeg har en forestilling om, at omtrent hver andet spil har en sådan titel, men faktisk har jeg ikke kunnet finde flere enstavelses-spil end dem på billedet her, så måske er det lidt overdrevet.

Men er det smart at give sit spil sådan en kort titel? For dem, der har lidt dårlig hukommelse, kan det måske være svært at huske forskel på alle de korte navne. Og på den måde kommer folk måske til at forveksle nogle af spillene.

Jeg skal sige med det samme, at jeg slet ikke kender til indholdet i racerspillene her: Pure, Fuel og Dirt. Jeg kan godt huske, at jeg læste om Fuel engang; det var vist noget med at køre rundt i et stort område på adskillige hektar. Dirt har fået mindst to efterfølgere, så helt dårligt har det nok ikke solgt. Pure er sikkert et motercykelspil eller motorcrossspil eller noget, og det er jo helt lækkert i sig selv.

Men de andre... De lugter måske lidt af at være ret middelmådige? Igen, jeg ved det ikke, jeg har ikke prøvet nogen af dem. Mon ikke snart trenden med de ultrakorte titler når sin ende? Eller måske ikke.

Jeg elsker Maximo

Til 29 kroner måtte jeg da lige prøve, hvad Maximo er for noget. Nu har jeg snart set det hundredevis af gange blandt de brugte spil i butikkerne. Jeg havde en ide om, at Maximo, det er nok sådan noget, som en lille gruppe mennesker er meget glade for, mon som de fleste nok ikke bryder sig om. Nu har jeg så prøvet spillet lidt, så hvorfor ikke skrive lidt om det?

Et spil, ligesom i gamle dage, hvor man kan dø, og hvor det har konsekvenser af dø. Maximo kunne sikkert fremhæves som en form for hardcore-spil. Genreforvirrede mennesker ville måske kalde det et arcade-spil. Maximo er et spil, der er så hårdkogt, at man skal betale for at gemme spillet. Godt nok ikke med Microsoft Points, men med mønter, som man finder i selve spillet. Det er godt nok ret vildt, og det er jo svært at forestille sig den slags i mere moderne spil. Maximo er jo også efterhånden tolv år gammelt, så nyt er det jo ikke ligefrem.

Det er også sådan, at hvis man dør tilstrækkeligt mange gange, så kommer selveste Døden og vil have en særlig slags penge for ikke at tage dig med til dødsriget. Kan du ikke betale, er det game over. Spændende, hva?

Og hvordan er spillet så ellers? Ja, altså introen er jo temmelig kort, og man bliver hurtigt kastet ud i det. Maximo kan såmænd lave dobbelt-hop, men han kan ikke gribe fat i kanter, og det er værd lige at huske på.

Ellers er Maximos verden også sådan en, hvor man kan risikere, at jorden pludselig forsvinder under en, og så gælder det bare om at være på mærkerne, for hvis man falder ned, mister man et liv.
Det siges, at Maximo faktisk er en del af Ghosts'n'Goblins-serien, som ellers består af nogle afsindigt svære spil, og det er måske også derfor, at Capcom har valgt ikke at udstyre Maximo med uendelige liv og chancer. Hvem ved?

Det afgørende spørgsmål er jo i sidste ende, om jeg er dygtig nok til at gennemføre spillet. Det virker ret svært.

Jeg elsker Jak & Daxter

Nu er det over 10 år siden, Jak & Daxter udkom, så jeg tænkte, at det efterhånden måtte være på tide at prøve det. Dengang det udkom var det vist noget, folk var ret begejstrede for, og mon ikke også de var glade for det i Troldspejlet?

Jeg kan huske, at jeg så spillet på en skærm i Merlin engang, og dengang tænkte jeg vist også, at figurerne bevægede sig meget livligt i mellemsekvenserne. Det synes jeg sådan set stadig. Faktisk er jeg meget begejstret for de mellemsekvenser. Figurerne er sjove, og der er god gang i stemmerne, og det fænger sådan en som mig ganske meget, i forhold til så mange andre spil.

Sådan rent spilmæssigt kan det vel siges, at Jak & Daxter minder ret meget om Banjo-Kazooie, og derved vel også om Mario 64 og den slags. Dog vil jeg mene, at det i sin opbygning minder meget mere om Banjo-Kazooie end om Mario.

Noget, der slog mig, var, at Jak & Daxter faktisk ikke får nogen nye tricks i løbet af spillet; i hvert fald ikke sådan permanent. Altså der er da sådan nogle "Eco"-kilder rundt omkring der gør, at man kan skyde med ildkugler og sådan, men der er ikke noget med at lære nye angreb eller hop eller noget. Det er heller ikke fordi den slags mangler, men jeg er vel efterhånden blevet vant til, at figurer lærer nye ting i "actionspil". På den anden side lærer Mario jo sådan set heller ikke nye tricks, så jeg tror, jeg er ved at gøre et meget stort nummer ud af ingenting.
Egentlig er banerne ganske varierede, og en hel del af det er ganske godt fundet på. Der er dog et par ting, som jeg vil nævne. For det første er der rigtigt meget med "one-hit-kills" eller "instagibs" eller hvad man nu vil kalde det; altså sådan, at man dør med det samme, hvis man bliver ramt, eller nærmere bestemt: Hvis man træder forkert. Man har sådan set 3 "hit points", men hvis man falder i lava eller i giftigt vand, så dør man med det samme. Ikke noget med at hyle op, og fare op i luften ligesom Mario. Det er da også fint nok, og spillet har da masser af checkpoints, så det er jo ikke sådan, at man skal starte forfra. Det er sikkert også bare fordi jeg er blevet vant til de moderne, blødsødne spil, at jeg bider mærke i det her.

Noget andet er kameraet. Det er vel temmelig frit, men det har altså også sin egen vilje, og det kan til tider gøre det ret så svært at se, hvor man skal lande, når man hopper. Det er lidt ærgerligt, eftersom det meste af spillet handler om at hoppe. Bevares, det er ikke så slemt igen, men alligevel...

Alt i alt gik det da meget fint, og det lykkedes mig faktisk at finde de fleste "power orbs". På et tidspunkt sider mekanikerpigen til mig, at før vi kan tage til "the Citadel", som er den sidste bane, skal jeg samle 75 "power orbs", som hun skal bruge til et eller andet. Det samler jeg så, men der sker ingenting. Jeg går tilbage til pigen, og prøver at finde hende, men hun siger bare: "Keep collecting power orbs". Og så tænker jeg: Måske var det 85, man skulle samle? Så jeg samler videre, men der sker ingenting. Til sidst kigger jeg på nettet, og så viser det sig, at når man har samlet 75, så kan man tage en båd af en slags hen over lavaen og hen til sidste bane. Men den havde jeg godt nok aldrig fundet af mig selv, haha!

Til allersidst lige en kommentar til sidste bane: Der er åbenbart en bug, og den udløste jeg. Den forhindrer ikke en i at klare slutbossen. Den gør faktisk sådan, at man kommer op imod slutbossen inden alt det, som man faktisk skulle gøre inden. Det er en skam, men der er jo ikke rigtigt noget, at gøre ved det.

Meget fint spil, ellers.