Så er det godt nok ved at være sidste chance for at skrive noget, som bloggen opfatter som et indlæg fra 2010. Hvad har jeg så spillet i 2010?
Hvis vi antager, at et spils kvalitet hænger sammen med, hvor mange gange, jeg gider at gennemføre det, så er der ingen tvivl om, at StarCraft 2 er årets nummer et. Fire gange, plus lidt ekstra, tror jeg det er blevet til.
Men når nu spillet er så fantastisk, skal vi så alligevel ikke tale om de småting, som alligevel skuffer lidt?
Jeg vil ikke diskutere multiplayer-delen som sådan. Jeg har spillet den en del, og for det meste kan jeg ikke overskue det. Jeg bliver sur, når jeg taber, og det gør jeg tit, men alligevel vender jeg tilbage til spillet. Jeg synes det er godt, at arbejderne er blevet bedre til at høste optimalt, uden at jeg behøver micromanagement osv., for den slags er alligevel ikke sjovt for sådan en som mig.
Så hvad er det, jeg vil frem til?
Jo, det er det med, at det ligesom kun er Terrans'ne, der er rigtigt seje i det her spil. Uden Overmind er Zerg ikke det samme, og Infested Kerrigan virker faktisk bare ret ynkelig og tåbelig. Og så er der Protoss'erne. Det er rart, at man kan spille lidt som dem i kampagnen, men hvad er det for noget med stemmerne? De der helte, der dukker op efterhånden i den der bane med de mange helte... er de ikke bare... kedelige? Det er lidt ærgerligt.
Ellers er det svært at sige andet end pæne ting.
Dawn of War 2 er nu engang et rigtig godt spil, det må jeg sige. Jeg var i starten skeptisk omkring det, at det næsten helt har forladt de klassiske RTS-rødder og basebyggeri, men det er svært at sige andet, end at det fungerer fremragende, både i single- og multiplayer, og at det faktisk er enormt rart, at det er så forskelligt fra StarCraft 2.
