Dead Rising er et spil, som kan være helt vanvittigt irriterende, men det kan også være ret sjovt. Da Dead Rising udkom i sin tid, gav jeg hurtigt op. Det var meget sjovt at hugge zombier over, men resten kunne jeg ikke magte.
Nogle år senere udkom så 2'eren. Et spil som jeg - sjovt nok - valgte at spille, og som det sågar lykkedes mig at gennemføre. 2'eren var ligeledes på mange måder et irriterende spil, men det var alligevel meget skægt. Og det er jo rart.
Nu, da jeg har gennemført 2'eren, tænkte jeg, at jeg måske efterhånden er mentalt rustet til at give mig i kast med etteren. Og så var det, at jeg lagde mærke til noget sjovt i etteren. Eller: Jeg lagde i hvert fald mærke til noget. Det er ikke sjovt nok til, at jeg egentlig vil kalde det "sjovt". Men jeg synes nu alligevel det er sjovt. En fantastisk detalje, faktisk. Det er den slags ting, som gør spillene levende, uanset hvor mange polygoner, de består af.
... lagde I mærke til det? Brad kigger først til den ene side; så til den anden - og så lynhurtigt igen til den samme side. Sikken sans for detaljer!
