Jeg elsker spil med korte titler

Det lader til at være ret populært at give sit spil en titel på ikke bare ét ord, men også kun med én stavelse. Jeg har en forestilling om, at omtrent hver andet spil har en sådan titel, men faktisk har jeg ikke kunnet finde flere enstavelses-spil end dem på billedet her, så måske er det lidt overdrevet.

Men er det smart at give sit spil sådan en kort titel? For dem, der har lidt dårlig hukommelse, kan det måske være svært at huske forskel på alle de korte navne. Og på den måde kommer folk måske til at forveksle nogle af spillene.

Jeg skal sige med det samme, at jeg slet ikke kender til indholdet i racerspillene her: Pure, Fuel og Dirt. Jeg kan godt huske, at jeg læste om Fuel engang; det var vist noget med at køre rundt i et stort område på adskillige hektar. Dirt har fået mindst to efterfølgere, så helt dårligt har det nok ikke solgt. Pure er sikkert et motercykelspil eller motorcrossspil eller noget, og det er jo helt lækkert i sig selv.

Men de andre... De lugter måske lidt af at være ret middelmådige? Igen, jeg ved det ikke, jeg har ikke prøvet nogen af dem. Mon ikke snart trenden med de ultrakorte titler når sin ende? Eller måske ikke.

Jeg elsker Maximo

Til 29 kroner måtte jeg da lige prøve, hvad Maximo er for noget. Nu har jeg snart set det hundredevis af gange blandt de brugte spil i butikkerne. Jeg havde en ide om, at Maximo, det er nok sådan noget, som en lille gruppe mennesker er meget glade for, mon som de fleste nok ikke bryder sig om. Nu har jeg så prøvet spillet lidt, så hvorfor ikke skrive lidt om det?

Et spil, ligesom i gamle dage, hvor man kan dø, og hvor det har konsekvenser af dø. Maximo kunne sikkert fremhæves som en form for hardcore-spil. Genreforvirrede mennesker ville måske kalde det et arcade-spil. Maximo er et spil, der er så hårdkogt, at man skal betale for at gemme spillet. Godt nok ikke med Microsoft Points, men med mønter, som man finder i selve spillet. Det er godt nok ret vildt, og det er jo svært at forestille sig den slags i mere moderne spil. Maximo er jo også efterhånden tolv år gammelt, så nyt er det jo ikke ligefrem.

Det er også sådan, at hvis man dør tilstrækkeligt mange gange, så kommer selveste Døden og vil have en særlig slags penge for ikke at tage dig med til dødsriget. Kan du ikke betale, er det game over. Spændende, hva?

Og hvordan er spillet så ellers? Ja, altså introen er jo temmelig kort, og man bliver hurtigt kastet ud i det. Maximo kan såmænd lave dobbelt-hop, men han kan ikke gribe fat i kanter, og det er værd lige at huske på.

Ellers er Maximos verden også sådan en, hvor man kan risikere, at jorden pludselig forsvinder under en, og så gælder det bare om at være på mærkerne, for hvis man falder ned, mister man et liv.
Det siges, at Maximo faktisk er en del af Ghosts'n'Goblins-serien, som ellers består af nogle afsindigt svære spil, og det er måske også derfor, at Capcom har valgt ikke at udstyre Maximo med uendelige liv og chancer. Hvem ved?

Det afgørende spørgsmål er jo i sidste ende, om jeg er dygtig nok til at gennemføre spillet. Det virker ret svært.

Jeg elsker Jak & Daxter

Nu er det over 10 år siden, Jak & Daxter udkom, så jeg tænkte, at det efterhånden måtte være på tide at prøve det. Dengang det udkom var det vist noget, folk var ret begejstrede for, og mon ikke også de var glade for det i Troldspejlet?

Jeg kan huske, at jeg så spillet på en skærm i Merlin engang, og dengang tænkte jeg vist også, at figurerne bevægede sig meget livligt i mellemsekvenserne. Det synes jeg sådan set stadig. Faktisk er jeg meget begejstret for de mellemsekvenser. Figurerne er sjove, og der er god gang i stemmerne, og det fænger sådan en som mig ganske meget, i forhold til så mange andre spil.

Sådan rent spilmæssigt kan det vel siges, at Jak & Daxter minder ret meget om Banjo-Kazooie, og derved vel også om Mario 64 og den slags. Dog vil jeg mene, at det i sin opbygning minder meget mere om Banjo-Kazooie end om Mario.

Noget, der slog mig, var, at Jak & Daxter faktisk ikke får nogen nye tricks i løbet af spillet; i hvert fald ikke sådan permanent. Altså der er da sådan nogle "Eco"-kilder rundt omkring der gør, at man kan skyde med ildkugler og sådan, men der er ikke noget med at lære nye angreb eller hop eller noget. Det er heller ikke fordi den slags mangler, men jeg er vel efterhånden blevet vant til, at figurer lærer nye ting i "actionspil". På den anden side lærer Mario jo sådan set heller ikke nye tricks, så jeg tror, jeg er ved at gøre et meget stort nummer ud af ingenting.
Egentlig er banerne ganske varierede, og en hel del af det er ganske godt fundet på. Der er dog et par ting, som jeg vil nævne. For det første er der rigtigt meget med "one-hit-kills" eller "instagibs" eller hvad man nu vil kalde det; altså sådan, at man dør med det samme, hvis man bliver ramt, eller nærmere bestemt: Hvis man træder forkert. Man har sådan set 3 "hit points", men hvis man falder i lava eller i giftigt vand, så dør man med det samme. Ikke noget med at hyle op, og fare op i luften ligesom Mario. Det er da også fint nok, og spillet har da masser af checkpoints, så det er jo ikke sådan, at man skal starte forfra. Det er sikkert også bare fordi jeg er blevet vant til de moderne, blødsødne spil, at jeg bider mærke i det her.

Noget andet er kameraet. Det er vel temmelig frit, men det har altså også sin egen vilje, og det kan til tider gøre det ret så svært at se, hvor man skal lande, når man hopper. Det er lidt ærgerligt, eftersom det meste af spillet handler om at hoppe. Bevares, det er ikke så slemt igen, men alligevel...

Alt i alt gik det da meget fint, og det lykkedes mig faktisk at finde de fleste "power orbs". På et tidspunkt sider mekanikerpigen til mig, at før vi kan tage til "the Citadel", som er den sidste bane, skal jeg samle 75 "power orbs", som hun skal bruge til et eller andet. Det samler jeg så, men der sker ingenting. Jeg går tilbage til pigen, og prøver at finde hende, men hun siger bare: "Keep collecting power orbs". Og så tænker jeg: Måske var det 85, man skulle samle? Så jeg samler videre, men der sker ingenting. Til sidst kigger jeg på nettet, og så viser det sig, at når man har samlet 75, så kan man tage en båd af en slags hen over lavaen og hen til sidste bane. Men den havde jeg godt nok aldrig fundet af mig selv, haha!

Til allersidst lige en kommentar til sidste bane: Der er åbenbart en bug, og den udløste jeg. Den forhindrer ikke en i at klare slutbossen. Den gør faktisk sådan, at man kommer op imod slutbossen inden alt det, som man faktisk skulle gøre inden. Det er en skam, men der er jo ikke rigtigt noget, at gøre ved det.

Meget fint spil, ellers.

Jeg elsker Final Fantasy XIII

Nu er året ved at være slut, og så må det være på sin plads at skrive nogle pæne ting om nogle af de pæne spil. Final Fantasy XIII er et spil som mange folk tilsyneladende har været meget skuffede over, og det er blevet kritiseret temmelig heftigt fra flere sider, selvom der vist også er sagt en række pæne ting om det. De kritiske anmeldelser og så videre burde være nemme nok at finde, så jeg vil hellere skrive om nogle af de pæne ting. Det er ikke så længe siden, jeg skrev om, at jeg egentlig ikke havde lyst til at spille FF13, men det fik jeg så alligevel, og jeg må sige, at det overraskede positivt. Her er tre ting, som er ganske overordentligt fine ved FF13:

1) Lightning er ikke bare på alle måder en utroligt spændende og lækker hovedperson; hun er også helt utroligt smuk, og med en hårfarve som er fascinerende i allerhøjeste grad. Det er både forfriskende, livsbekræftende og ganske enkelt behageligt.

2) Menuerne og brugergrænsefladen er så utroligt flot designet, at det næsten er til at overse. Vil nærmere gennemsyn, er der mange skærme i FF13, som er propfulde af information. Både i menuerne og i kampene. Men det hele er designet så elegant og overskueligt, at det både er ganske brugbart og en fryd for øjet. Den slags er slet ikke særligt almindeligt. Gid Firaxis var ligeså gode til at designe den slags ting, så ville Civilization nok blive endnu bedre. Sådan noget her, synes jeg trækker gevaldigt op. Prikken over i’et er de der små animationer der bliver vist, når man kigger på en figurs våben ellers status. De er simpelthen så flotte, at de er til et 10-tal.

3) FF13 må, uanset hvad man ellers synes om spillet, siges at gøre op med næsten alle tænkelige kritikpunkter, som ”J-RPG’er” som regel lider under. Af samme grund er spillet jo også gentagne gange blevet kritiseret for at være så frygteligt lineært. Men er der virkelig den store forskel? Var FF7 særligt ulineært? Bevares, der var da nogle ting i løbet af spillet, som man kunne gøre, som man ikke behøvede, såsom Gongaga-byen og Yuffies by, og hele det der med at få Yuffie og Vincent med på holdet. Og det var da egentlig ret fantastisk. Men ellers var alt det ”ulineære” vel mest det der med, at gå rundt i byer, gå ind i huse, åbne kister, tale med NPC’er. Det meste af den slags er væk i FF13, og det kan så enten ses som en velsignelse eller en forbandelse. Eller hvad med et friskt pust? For til sammenligning står jo et også relativt nyt spil som Lost Odyssey, som i forhold til FF13 er helt enormt traditionelt. Da jeg nåede til ”vandbyen”… hvad er det, den hedder? Numara? Noget i den stil. Da jeg nåede dertil, åbnede der sig pludselig denne her store by, fyldt med huse og kister, som skulle gennemsøges, for der kunne jo ligge et fantastisk våben eller en ny trylleformular. Og jeg tænkte da godt nok: Hold da fest! Er den slags byvandring virkelig stadig noget, man har med i spil? Nå, ja, konklusionen må vel være, at FF13’s forsøg på ikke at skjule lineariteten ikke ligefrem er noget, der er faldet i folks smag… I hvert fald ikke, hvis man skal tro på, hvad man læser på nettet.

Til syvende og sidst er FF13 simpelthen det flotteste og lækreste spil, jeg har spillet siden The Witcher 2.

Jeg elsker stadig The Cursed Crusade

The Cursed Crusade er næppe et spil, som får ret meget opmærksomhed hverken i Danmark eller i udlandet, og det er nok også et spil, som vil blive glemt relativt hurtigt.

For mit eget vedkommende var det fuldstændigt tilfældigt, at jeg overhovedet blev opmærksom på spillets eksistens. Jeg så det på en liste over kommende spil, og bed mærke i ordet "crusade". Eftersom jeg tidligere har beskæftiget mig temmelig meget med det Fjerde Korstog, har jeg faktisk lovet mig selv, at hvis nogen skulle finde på, at lave et spil baseret på lige netop det korstog, så skulle jeg da være den første til at købe det. Et kig på The Cursed Crusades hjemmeside afslørede, at der rent faktisk var tale om netop det fjerde korstog, og så var der jo ikke andet for, end at købe spillet.

Det skal lige nævnes, at dette fjerde korstog, som så mange andre korstog, var en militær ekspedition, støttet af paven og den katolske kirke, som havde til formål at tilbageerobre Jerusalem, men som gik helt grueligt galt, og endte med en invasion, og efterfølgende plyndring, af Konstantinopel, som var en af datidens største - og helt afgjort rigeste - byer. Katastrofen ligger i, at Konstantinopel var en kristen by, og derfor på ingen måde var et mål, som korsfarerne skulle have angrebet, om end dens indbyggere var ortodokse og ikke katolikker.

Nu har jeg så spillet og gennemført The Cursed Crusade, og så er det vel passende at skrive lidt om det. Gameplay og bugs kan man læse om i de deciderede anmeldelser af spillet, som er at finde rundt omkring på nettet, så jeg tænkte, at jeg hellere ville udnytte lejligheden til at skrive om, hvordan spillet gør brug af historien om det Fjerde Korstog som baggrund for sin fortælling. Baggrund er netop nøgleordet her, for spillet forsøger sådan set ikke, at fortælle historien om det Fjerde Korstog, men derimod historien om Denz de Bayle og Esteban Noviembre (begge fiktive personer), og den frygtelige forbandelse, som de begge er ramt af. I løbet af deres kamp for at få bugt med denne forbandelse, bliver de to herrer imidlertid viklet ind i det Fjerde Korstog, og kommer til at have en del at gøre med en række historiske personer, som er kendt fra kildeteksterne fra perioden (som i øvrigt er fra ca. 1199-1205, alt inklusive).

Lad os da bare kaste os ud i det uden hæmninger, og tale lidt om disse historiske personer, der optræder:

Her har vi Markgrev Bonifacius af Montferrat, der ifølge de historiske kilder var korstogets officielle leder. Ved korstogets begyndelse skulle han have været omkring 50 år, hvilket vel godt kan stemme overens med hans udseende i spillet. Hvordan Bonifacius egentlig var som menneske, er selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed, men der kan i hvert fald ikke være tvivl om, at The Cursed Crusade fremstiller ham langt mere negativt, end nogen historiske kilde gør. I The Cursade Crusade er Bonifacius nemlig blevet historiens egentlige skurk, hvis onde motiver faktisk er årsagen til, at korstoget bliver en frygtelig redelighed.

Her har vi så Grev Balduin af Flandern, som i virkelighedens korstog var en af de helt store kanoner; både en af initiativtagerne til korstoget, og en af de højst rangerende, selvom han dog ikke havde så høj prestige som Bonifacius. Med hensyn til Balduin tager spillet dog meget store friheder i forhold til de historiske kilder. For det første er han i spillet fremstillet som en ret gammel mand, mens han i virkeligheden kun burde være 28 år, og derfor langt yngre end Bonifacius. Yderligere har Balduin i spillet fået rollen som Bonifacius' mere eller minde tåbelige håndlanger, hvilket slet ikke stemmer overens med kildeteksterne.

Vi går videre til Gotfred af Villehardouin, som formentlig er den mest berømte (omend for de fleste totalt ukendte) person fra Det Fjerde Korstog, fordi han er forfatter til en af de mest omfattende beretninger om korstoget. Villehardouin var i virkeligheden marsk (det vil sige øverste militære rådgiver) for greven af Champagne (som også var med på korstoget), men i spillet bliver han omtalt som en af "The High Barons", og fremstår som korstogets egentlige leder, og som en, der rangerer højere end Bonifacius. Der er ingen tvivl om, at Villehardouin var en meget stor kanon, som sikkert har været involveret i mange af de store beslutninger, men han var trods alt kun rådgiver for en af greverne, og det virker meget usandsynligt at han skulle kunne tale til Bonifacius som en lige- eller ligefrem overmand. At han på billedet er fremstillet med en krone på hovedet, understreger at han virkelig har fået høj status i denne udgave af historien.

Til sidst har vi Murzuflos, som ellers var en ret interessant og tilsyneladende brutal person, som var god til at gøre livet surt for korsfarerne, og som man, ganske passende, får lov til at slås med i en slags boss-kamp. På engelsk lyder hans navn enormt meget som [mercyful], hvilket han sjovt nok på ingen måde var. Virkelighedens Murzuflos blev henrettet af korsfarerne ved at blive kastet ned fra en meget høj søjle. Dette kunne være blevet en ret spektakulær scene, men det er desværre slet ikke med i spillet.

Mange af de andre historiske personer fra korstoget bliver desværre kun omtalt i mellemsekvenser bestående af stilbilleder. På ovenstående billede ses f.eks. Pave Innocens III, som havde stor betydning, men som godt nok ikke var med på selve korstoget. Andre personer, som kun nævnes kortvarigt er Fulko af Neuilly (prædikanten der satte det hele i gang), Enrico Dandolo (den oldgamle leder af Venedig) og Prins Alexios af Konstantinopel (som det gik så grueligt galt for).

Man kunne selvfølgelig have gjort så meget, og det er heller ikke fordi jeg skal sidde og kritisere udviklerne for ikke at have lavet en fuldstændigt historisk korrekt udlægning af korstoget. Udviklerne ville lave et actionspil, og det har de også gjort, og for at give spilleren mulighed for at bruge nogle superkræfter, har de fundet på historien om "the curse", som hovedpersonerne lider af, og som, i denne udlægning af korstoget, i virkeligheden var en af årsagerne til, at tingene gik, som de gjorde. Selvfølgelig kunne man godt have fjernet det overnaturlige, og lade et actionspil foregå i en mere realistisk udgave af korstoget, men ville spillet være blevet sjovere af det, eller ville det ende med at ligne undervisningsmateriale?

Jeg kunne da stadig godt tænke mig, at der en dag kom et spil om Det Fjerde Korstog i Assassin's Creed-kvalitet (fordi netop Assassin's Creed fortalte så fint om perioden omkring det Tredje Korstog), men det er ikke fordi det vil være nogen let opgave at forbinde den historie med gameplay. Der var ikke specielt mange gode gammeldags slag i Det Fjerde Korstog, så det virker ikke oplagt at lave et taktisk spil ud af det. Nu har man så med The Cursed Crusade brugt en modificeret udgave af historien til at lave et actionspil, og det kan man så mene om, hvad man vil. Hvad kunne man ellers gøre med historien? Et adventurespil? Tjah...

Jeg elsker The Cursed Crusade

Der kommer mere om The Cursed Crusade senere, men her er lige en lille morsomhed om det. I spillet er der skjult en række forbandede kors, som man kan finde og ødelægge, og derved få ekstra erfaringspoint til at gøre sin figur stærkere. For selve spilfigurerne, er formålet med at ødelægger korsene imidlertid uklart, og de spørger gentagne gange sig selv, hvad der egentlig er pointen med det hele.

Efter at have ødelagt et vist antal af dem, dukker spørgsmålet op igen og den ene figur spørger den anden, hvad formålet er. Hvortil den anden figur svarer: "Is destroying them not an achievement in itself? Perhaps you would like a trophy?" - hvorefter man får en achievement/trophy, alt efter hvilken maskine, man spiller på.

Det er da morsomt!

Hvis det havde været Metal Gear Solid, havde det sikkert fået en del opmærksomhed.

Jeg elsker Nintendo DS Lite

Jeg købte den første DS-model for mange år siden, dengang de mest lokkende spil til maskinen var sådan noget som Wario Ware: Touched og Kirby Canvas Course (eller noget i den stil). Det viste sig så, at Yoshi Touch & Go var det spil jeg blev langt gladest for i længden, men det er en anden historie.

I hvert fald købte jeg en DS, og det må have været tilbage i 2005, eller deromkring. Jeg var glad for den og spillede på den; dog efterhånden mindre og mindre. Jeg har den dog altid med mig på flyrejser, men for nogle år siden - netop på en flyrejse - sad jeg bag ved en dreng, som havde en DS Lite, og da gik det op for mig, at jeg fra min plads ret tydeligt kunne se, hvad der foregik på hans skærm, mens det faktisk var en smule anstrengende for mig, at se, hvad der foregik på min egen skærm. Da tænkte jeg: Jeg tror faktisk, at fornøjelsen ved spillene vil blive markant større, hvis jeg havde en bedre skærm. Det blev dog ved tanken, indtil nu, hvor det lykkedes at skaffe en DS Lite for 500 kr. DS Lite er, så vidt jeg ved, den sidste konsol, der er i stand til at afspille GBA-spil, som jeg faktisk har en del af liggende. Samtidig er det også den håndholdte maskine, der giver mulighed for at spille GBA-spil med den bedst mulige skærm. Jeg husker, at sådan noget som Castlevania på GBA faktisk var lidt af en prøvelse, fordi det var så mørkt, at det var svært at se fjendernes skud.

Eftersom DS Lite tydeligvis er på vej helt ud, og sikkert ikke vil være til at få fat på om et par måneder, tænkte jeg, at det nok var en god ide, at sikre sig denne mulighed for at spille GBA-spil med en god skærm.

3DS'en kan vi købe, når der engang kommer nogle flere spil til den.