Jeg elsker Samurai Warriors

Men nøj hvor jeg dog også hader Samurai Warriors mere end noget andet. Det er sådan et spil, som jeg ikke ved, om jeg skal give 8/10 eller 0/10. På den ene side er det grufuldt fascinerende; det fanger mig og jeg kan ikke slippe det. På den anden side, så får det mig til at bande og svovle, og til højlydt at sige til mig selv, at Samurai Warriors er intet andet end en håndbog i dårligt spildesign.Og hvad er det, der er så fantastisk ved dette spil? Ja, det tager lige en gennemførsel, altså ca. 5 baner, at finde ud af det, men så vil jeg også bare have mere, mere mere. Og så er det jo smart, at der er 15 figurer, der alle har en historie, jeg kan spille.

Heldigvis foregår det meste af spillet på slagmarken, hvor jeg har muligheden for at hjælpe min overordnede med at vinde diverse slag. Naturligvis er jeg selv den eneste kompetente person, og alle, som jeg ikke passer på, dør lige så snart, jeg slipper dem af syne. Men det er nu sjovt, og det er jo også meget fint, at jeg som regel ikke taber, selvom jeg ikke løser missionen optimalt, men i stedet bliver sendt videre af en anden sti i resten af historien.

Figurerne er sjove. Jeg troede, jeg var træt af alt, hvad der havde med Japan at køre, men Koeis fremstilling af Sengoku-perioden i sidste halvdel af 1500-tallet rammer lige plet. Kenshin og Shingen er intet andet end fantastiske. Yukimura og hans tåbelige Kunoichi-veninde kan jeg ikke holde ud. Nobunaga kan flyve!

Faktisk ville Samurai Warriors have meget kørende for sig, hvis det ikke var for de elendige indendørsmissioner. Det er simpelthen så brækfremkaldende kedeligt at rende rundt i de borge, som alle sammen har 3 etager for meget. Hvis bare de baner ikke var der.

Fy for den lede! Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer jeg har spillet det spil efterhånden.

Jeg elsker Onimusha 3: Demon Siege

Faktisk tror jeg slet ikke, at spillet har nogen undertitel i Danmark, og måske sågar i hele Europa.
Jeg husker tydeligt, at Onimusha 1 var blandt launch-titlerne til PS2. Jeg var kun interesseret i Tekken Tag Tournament, og skænkede ikke spillet en tanke. Desuden var PS2 launch i en tid, hvor jeg ikke bare gik og købte spil, som det passede mig. Det var jo før SU.

Et par år senere talte Stegelmann pænt om Onimusha 2, og da det kort efter var på tilbud i Merlin, jeg så måtte jeg jo have det. Det var da et ganske fint spil med nogle skøre bosser, som Gogandantes, den bedste sværdkæmper af alle dæmoner, og så ham kentaur-typen Gigamphatts, eller hvordan det nu staves. Oven i købet var der en masse sidekicks, og der var vist også nogle alternative stier, som jeg dog aldrig har betrådt.

Begejstringen for spillet var tilstrækkelig til, at jeg købte 1'eren, da den en dag lå i en rodekasse i EB på Strøget. Eftersom 1'erens hovedperson Samanosuke er sejere end Jubei, som er hovedperson i 2'eren, var jeg ganske tilfreds med 1'eren. Da jeg en dag fandt det dengang ret nye Onimusha 3 til 100 kr, ja så måtte jeg jo også have det. Da jeg begyndte på spillet lagde jeg mærke til, at det nu var fuld 3D, i stedet for med præ-renderede baggrunde. Puha, tænkte jeg, så er det godt nok ikke så flot mere. Jeg spillede nok i alt i 20 minutter, og lagde spillet fra mig. Nu er tiden dog kommet, og jeg er i øjeblikket i færd med at give Onimusha 3 den chance det (måske) fortjener.
Faktisk synes jeg, det er meget sjovt, at skifte mellem at styre Samanosuke og Jean Reno a.k.a. Jasques. Desuden er jeg meget glad for at se, at spillet er særdeles gavmildt med sine savepoints! Det er en sjældenhed, synes jeg. Yderligere, så er loadetiderne heller ikke særligt lange. Indtil videre ser det ganske godt ud for Onimusha 3, men min ven siger, at spillet stinker. Et par timer mere vil vise, om han har ret.

Jeg elsker Doom 3

Da Doom 3 udkom tilbage i 2004 satte Elgiganten det straks på tilbud til 250 kr, i hvert fald i deres online-butik, og så måtte jeg jo straks købe det. Eftersom Doom 3 var noget af et teknisk vidunder, så kunne det naturligvis ikke køre tilfredsstillende på min PC. En nylig hardwareopgradering har dog gjort, at jeg nu endelig er i stand til at spille fire år gamle spil i 800*600 opløsning.
Billederne taler ikke for sig selv, så jeg må hellere forklare. Kødstumpen, eller den organiske væg, eller hvad det end er, illustrerer tydeligt Doom 3's grafiske kunnen. Med Doom 3 begyndte der at komme dybde i ting. Om det har noget med normal maps at gøre, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald er der både vand og dybde i den fine ting.
Lad os for en god ordens skyld få på plads, at hardwareutilstrækkelighed ikke var den eneste grund til, at jeg har haft Doom 3 på standby i 4 års tid. Der var også noget med, at det måske slet ikke var så sjovt. Efter at have givet spillet en chance til med positiv indstilling, har det dog været en god oplevelse. Det er faktisk ganske sjovt at se en masse Doom med grafik i rigtig 3D. F.eks er en Archvile et meget glædeligt gensyn. Jeg beklager i øvrigt, at han er svær at se, men det er fordi jeg selv har taget billederne i kampens hede, og han var ikke meget for at stå model. Længe leve PC-spil og Prt Scr, i øvrigt.
"Skyd to monstre, vend dig om, skyd et monster, fortsæt". Sådan lød de skuffede indtryk af Doom 3. Måske en smule uretfærdigt, men afgjort ikke ubegrundet. Doom 3 er ensformigt. Det er intenst og stemningsfuldt, men ensformigt. Der forekommer reelt kun et enkelt miljøskift i hele spillet, om end de mange laboratorier bliver mere og mere til et brændende helvede, jo længere du kommer ind i spillet. Mørkt er det også, men det er nu ikke så slemt, så det ser ud på billederne.
Noget af det bedste ved det hele er, at våbnene er lækre at bruge, og det hele er heldigvis så urealistisk, at jeg ikke behøver at have dårlig samvittighed. Desuden slår jeg jo kun dæmoner ihjel. Ja, faktisk er Doom 3 en rigtig heltehistorie. Selvom der er meget blod og vold, så er det, som i Diablo, kun Satans håndlangere, der skal nedlægges. Brian har ikke noget som helst på Doom.

Og husk nu at bruge den fordømte Soul Cube.

Jeg elsker stadig Alone in the Dark 4: The New Nightmare

Så lykkedes det alligevel, med en smule hjælp fra gamefaqs, at gennemføre Edward Carnbys del af eventyret. Og hvilket eventyr.Hvordan var det så? Tjah, måske burde jeg ikke udtale mig for meget, for jeg er simpelthen nok for utålmodig til at være en del af målgruppen for dette spil. Jeg kan ikke lide at sidde fast, og da slet ikke i uhyggelige spil. Det betyder altså, at hvis jeg ikke kan komme længere, så kigger jeg straks efter hjælp på nettet. På den måde får jeg måske ikke de "aha"oplevelser, som eventuelt kunne være spillets force. Men eftersom jeg jo tog action-stien, så burde spillets kerne jo være kampene og ikke gåderne, og her må jeg indrømme, at jeg var lidt skuffet.

Selvom Carnbys mindste våben er en dobbeltløbet pistol, og han senere får lov til at lege med en triple-løbet shotgun, en granatkaster, et raketskyder, en plasmapistol og en super-el-pistol, så er Alone in the Dark 4 bare intet i forhold til Resident Evil, når det kommer til skyderi. Der mangler simpelthen noget tilfredsstillelse. En anden ting, jeg ikke kan lide, er at monstrene har en tendens til at respawne. Jeg ved godt, at det også forekommer i Resident Evil, men jeg mindes, at man der næsten altid får en forklaring. "Vinduerne kan ikke længere holde zombiene ude, så nu er gangen fyldt med dem", og den slags. Jeg kan ikke komme i tanker om ret mange spil, hvor jeg syntes at respawning var en god ting, og det gælder altså også for Alone in the Dark 4.

En fjende, der smider mig tilbage til det område, jeg var i før, med tilhørende loadetid, er heller ikke noget, der er særligt godt for helhedsindrykket. Der var også en anden ting, som jeg gik og brokkede mig lidt over, og tænkte: "Det skriver jeg i min blog! Så skal det rigtig få, det spil", men nu har jeg glemt det igen, så det var åbenbart ikke så slemt alligevel.

Det var ganske fint at opleve spillet, men det er nok lidt svært ligefrem at anbefale det til nogen. Hvordan mon 5'eren bliver ...

Jeg elsker Alone in the Dark 4: The New Nightmare

Faktisk tror jeg ikke, at 4-tallet indgår i spillets egentlige titel, men det er jo 4'eren. Dette spil fra 2001 giver os endelig muligheden for at se, hvordan Carnby egentlig ser ud, når han ikke længere ligner noget fra 4d Sports Boxing.
Bemærk, at billedet foroven ikke er spilgrafik. Det er allerhøjest fra en mellemsekvens, og sandsynligvis stammer billedet fra en reklame af en slags. Uanset hvad, så har Carnby altså noget temmelig langt, lækkert tilbagestrøget hår. Hans hud er ret glat i det, og han er ikke særlig gammel. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde en eller anden ide om, at Carnby var sådan en lidt gammel, hårdkogt banan, som måske ikke engang var helt god. Men det er han. Selvom han skal forestille at være en kynisk type, så synes jeg faktisk, at han virker både rar og hjælpsom, og han virker oprigtigt bekymret for den kvindelige hovedrolle, når hun kommer galt af sted.

Forresten, så kan spilleren selv vælge, om han vil være Carnby eller fruen, og så vidt jeg har forstået, er der tale om to parallelle forløb, lidt ligesom i Resident Evil 2, blot med den forskel, at Carnbys eventyr handler mere om at skyde end fruens eventyr, som handler mest om gåder. Det er selvsagt, at jeg valgte Carnbys sti, for jeg kan bare ikke få nok af den mand.

Lad os se lidt nærmere på selve spillet. Den udgave, jeg spiller, er PS2-versionen. Spillet findes også til PC og PS1, og måske sågar til Dreamcast. Da spillet i sin tid udkom, fik jeg nys om, at en af min brors venner havde købt spillet til PS1, selvom han havde en PS2. Det viste sig, at han ikke vidste, at der fandtes en PS2-version. Det var da lidt ærgerligt, tænkte jeg, for prisen var den samme, og PS2-versionen må jo utvivlsomt være meget flottere. Ja, faktisk tænkte jeg, at det var lidt strengt at konvertere et PS2-spil til PS1, for det måtte jo blive et temmeligt grimt resultat. Som I nok kan se, var jeg mere naiv dengang, og tænkte, at alle spil blev lavet til at udnytte deres platforms maskinkraft optimalt.

Når jeg i dag spiller Alone in the Dark 4 kan jeg dog ikke lade være med at tænke på, at det nok i virkeligheden er PS2-udgaven, der er en konvertering af et PS1 spil. Nok er der da nogle fine lyseffekter, når Carnby lyser med sin lommelygte, men jeg synes godt nok, at selve figurerne ligner noget fra PS1-tiden.

Selvom det ikke har noget at gøre med PS1-konverteringer, så synes jeg også, at spillet har nogle halvgrimme loadetider, selv indenfor det samme rum. Når kameravinklen skifter, så går der altid lige det der sekund, der er lidt for iøjefaldende. Som om det ikke var nok, så er musikken åbenbart heller ikke noget, der bliver loadet ind i forvejen, for den laver også en fin lille pause, når Carnby går rundt om et hjørne.

Nu skal jeg ikke være for hård ved spillet, for det er som sagt fra 2001, hvilket nærmest gør spillet til et PS2 launch-spil, og jeg glemmer sikkert, at langt de fleste PS2-spil fra dengang er endnu grimmere end Carnbys eventyr.

Når det kommer til gameplay virker det naturligt at sammenligne med forgængeren, Alone in the Dark 3. Umiddelbart virker det, som om der er mange flere fjender, der skal nedlægges her i 4'eren, men nu har jeg jo også valgt Carnbys action-sti. Det er sådan set fint nok, så længe der er ammunition, men det er nu alligevel mit indtryk, at det er et spil, hvor det er en god ide at løbe fra fjenderne, når man kan, for at spare på ammunitionen. Faktisk ligger der hundredvis af patroner rundt omkring, men modsat Resident Evil, så skal en almindelig zombie have 9 shotgun-skud i sig, før den kollapser. Eftersom Carnby er så heldig at anskaffe sig en trippel-løbet shotgun tidligt i spillet, skal der således kun 3 tryk på aftrækkeren til, men det er jo stadig 9 patroner.

En anden ændring siden forgængeren er, at Carnby nu bruger politisk korrekte "Medi-kits" til at overleve, i stedet for de lommelærker, som han brugte i 3'eren. Om det hænger sammen med, at lommerlærkerne passede bedre ind i cowboymiljøet fra 3'eren, eller om en helt bare ikke kan være drikfældig mere, vides ikke.

Lommelygten, som jeg nævne før, er en ganske fin tilføjelse, og det, at alting kan lyses op, tyder på, at spillet, i modsætning til de gamle Resident Evil-spil, ikke er helt præ-renderet. I modsætning til et spil som Doom 3, er lommelygten også ganske nem at bruge, og den kræver ikke, at du lægger dit våben væk, og den slags pjat.

På et enkelt punkt synes jeg, at Alone in the Dark har glemt sine rødder lidt for meget, og har lært noget uhensigtsmæssigt af Capcom og deres Resident Evil. I Alone in the Dark 4 kræver det nemlig en særlig amulet at save, lidt ligesom ink ribbons fra Resident Evil. Jeg skal da indrømme, at jeg indtil videre har fundet de amuletter, jeg skulle bruge, og det er da rart, at jeg kan bruge dem præcis, hvor jeg har lyst. Alligevel er det med mine nutidige øjne meget svært at sætte pris på et begrænset save-system.

Tiden, og måske fremtidige blog-indlæg, vil vise, om Alone in the Dark 4 er sjovt i længden.

Jeg elsker Alone in the Dark 3: Ghosts in Town

For omtrent hundrede år siden fik jeg foræret en PC Best Buy Pocket-udgave af det allerede dengang meget gamle Alone in the Dark 3. Først nu, hundrede år senere, besluttede jeg mig for at give spillet en tur i computeren.

Til min overraskelse kører spillet fint under Windows XP. Nok kører det i et lille vindue, der ikke kan gøres større, men det kører ganske glidende og lyden virker også.

Alone in the Dark får ofte æren for at være Survival Horror-genrens grundlægger (eller er det holdet bag spillet, der er genrens grundlæggere? Kan et spil grundlægge noget?) indtil Resident Evil genopfandt den nogle år senere. Det skal siges, at dette ikke er første gang, jeg stifter bekendtskab med serien; jeg har tidligere prøvet at spille Alone in the Dark, men det var dengang lyden ofte ikke virkede i spil, og desuden forstod jeg ikke, hvad det gik ud på. Uden lyd var det også svært at vurdere, om der var tale om et egentligt gyserspil, eller om det bare var uhyggeligt på den der Commodore 64-agtige måde, som gjorde selv Monty on the Run ganske skrækindjagende, for slet ikke at tale om Splash-screen'en i Dragon's Lair.

I hvert fald har jeg nu haft den oplevelse at prøve Alone in the Dark 3 rigtigt. Hvad kan jeg så sige om spillet?

Mit umiddelbare indtryk var, at det var besværligt. Allerede i det første "rum" i spillet, er to stier blokeret af cowboys. Naiv som jeg er, forsøger jeg at skyde dem med den ladte revolver, som jeg kan se, at jeg er udstyret med. Cowboy'derne viser sig imidlertid at være usårlige, og Edward Carnby, spillets hovedperson, viser sig hurtigt at være død. Her viser sig dog straks et positivt træk ved spillet: Der kan saves hvor som helst, og det tager ingen tid, selv med min computer. Yderligere kan døds-mellemsekvenser hurtigt springes over, hvorefter spillet hurtigt kan loades igen - Bravo!

Men altså, Alone in the Dark 3 er et spil, der straffer et fejltrin fra spilleren med død. Det er også et spil, hvor man dør, hvis man f.eks går gennem et hul i en mur, og det så viser sig, at der ikke er andet end et langt fald bag hullet. I et spil, der lægger op til udforskning, virker det med nutidens, eller i hvert fald med mine øjne, lidt uhensigtsmæssigt at dræbe spilleren uden advarsel. Der er ikke noget med, at Carnby siger: "Jeg må hellere holde mig fra denne afsats"; han falder bare ned, og så dør han, og så loader jeg spillet.

En anden ærgerlig ting er, at jeg skal ind i spillets menu for at skifte actionknappens funktion. Hvis jeg vil søge i stedet for at skubbe, må jeg ind og ændre Carnbys tilstand, som var han Twinsen fra Little Big Adventure. Men hvor de fire "humørtyper" i Twinsens spil var sjovt og nemt at anvende, virker systemet i Alone in the Dark tungt og ret irriterende. Det ville være nemmere, hvis knappen bare altid gjorde det rigtige, men det er jo nok en slap holdning, som ikke fandtes i 1994, som spillet, i følge æsken, er fra. Det ville heller ikke være så slemt, hvis det at søge var nemt og hurtigt. Det er det dog ikke; det tager tid at finde genstande, og Carnby skal desuden stå på det helt rigtige sted. Ting, der ligger på jorden er han dog kvik nok til selv at samle op, men det betyder så, at mange af disse ting ligger på steder, hvor spilleren ikke kan se dem, og da vi taler om faste kameravinker, ja, så må Carnby bare gå lidt rundt over det hele.

En løsning er naturligvis at gøre som jeg: at beslutte, at spillet måske nok er interessant, men simpelthen for besværligt til at spille uden en god gammeldags snydeliste, hvilket da også var præcis, hvad jeg fandt mig.

Faktisk hyggede jeg mig udmærket med Carnby og en snydeliste, lige indtil der stod, at nu skulle jeg løbe. I manualen, og alle andre steder, jeg kunne finde, oplyses det, at Carnby løber, hvis spilleren trykker "pil op", derefter slipper knappen og hurtigt trykker på den igen. For mit vedkommende virker det ikke. Jeg har forsøgt i timevis at få manden til at løbe, men han vil bare ikke. Men så pludselig lykkedes det; jeg ved ikke, hvad jeg gjorde, men han løb, og jeg kom videre. Lige indtil det næste sted, hvor han skal løbe. Jeg har forsøgt, men han vil ikke. Jeg ved, det er muligt, men det ligger bare ikke i mit tastatur. Min umiddelbare forklaring er, at Windows XP simpelthen ikke kan registrere kommandoen, for selvom det er en genudgivelse optimeret til Windows, så var der jo ikke noget, der hed XP dengang. "Det må være noget med Echo off", bilder jeg mig selv ind.

Uanset hvad, så vil både jeg og Carnby gerne over lavapølen, men om vi nogensinde kommer det er tvivlsomt.

Jeg elsker Introduktion

Jeg har allerede en blog om spil, men den er skrevet på engelsk, og jeg er lidt træt af at skrive på engelsk. Eftersom jeg fandt det for kaotisk pludselig at skifte sprog midt i en blog, besluttede jeg mig for at lave en ny, nemlig denne.

Selvfølgelig kunne jeg godt have skrevet på dansk om spil i min i forvejen danske blog "Elitebloggen", men jeg frygtede, at emnet ikke ville passe særligt godt ind.

Som med alle mine andre blogs, vil jeg formentlig miste interessen for denne inden længe; måske sågar lige så snart jeg har skrevet om mit første emne, nemlig Alone in the Dark. Men mere om dette emne i næste indlæg, som jeg skriver med det samme.