Jeg elsker Final Fantasy XIII

Nu er året ved at være slut, og så må det være på sin plads at skrive nogle pæne ting om nogle af de pæne spil. Final Fantasy XIII er et spil som mange folk tilsyneladende har været meget skuffede over, og det er blevet kritiseret temmelig heftigt fra flere sider, selvom der vist også er sagt en række pæne ting om det. De kritiske anmeldelser og så videre burde være nemme nok at finde, så jeg vil hellere skrive om nogle af de pæne ting. Det er ikke så længe siden, jeg skrev om, at jeg egentlig ikke havde lyst til at spille FF13, men det fik jeg så alligevel, og jeg må sige, at det overraskede positivt. Her er tre ting, som er ganske overordentligt fine ved FF13:

1) Lightning er ikke bare på alle måder en utroligt spændende og lækker hovedperson; hun er også helt utroligt smuk, og med en hårfarve som er fascinerende i allerhøjeste grad. Det er både forfriskende, livsbekræftende og ganske enkelt behageligt.

2) Menuerne og brugergrænsefladen er så utroligt flot designet, at det næsten er til at overse. Vil nærmere gennemsyn, er der mange skærme i FF13, som er propfulde af information. Både i menuerne og i kampene. Men det hele er designet så elegant og overskueligt, at det både er ganske brugbart og en fryd for øjet. Den slags er slet ikke særligt almindeligt. Gid Firaxis var ligeså gode til at designe den slags ting, så ville Civilization nok blive endnu bedre. Sådan noget her, synes jeg trækker gevaldigt op. Prikken over i’et er de der små animationer der bliver vist, når man kigger på en figurs våben ellers status. De er simpelthen så flotte, at de er til et 10-tal.

3) FF13 må, uanset hvad man ellers synes om spillet, siges at gøre op med næsten alle tænkelige kritikpunkter, som ”J-RPG’er” som regel lider under. Af samme grund er spillet jo også gentagne gange blevet kritiseret for at være så frygteligt lineært. Men er der virkelig den store forskel? Var FF7 særligt ulineært? Bevares, der var da nogle ting i løbet af spillet, som man kunne gøre, som man ikke behøvede, såsom Gongaga-byen og Yuffies by, og hele det der med at få Yuffie og Vincent med på holdet. Og det var da egentlig ret fantastisk. Men ellers var alt det ”ulineære” vel mest det der med, at gå rundt i byer, gå ind i huse, åbne kister, tale med NPC’er. Det meste af den slags er væk i FF13, og det kan så enten ses som en velsignelse eller en forbandelse. Eller hvad med et friskt pust? For til sammenligning står jo et også relativt nyt spil som Lost Odyssey, som i forhold til FF13 er helt enormt traditionelt. Da jeg nåede til ”vandbyen”… hvad er det, den hedder? Numara? Noget i den stil. Da jeg nåede dertil, åbnede der sig pludselig denne her store by, fyldt med huse og kister, som skulle gennemsøges, for der kunne jo ligge et fantastisk våben eller en ny trylleformular. Og jeg tænkte da godt nok: Hold da fest! Er den slags byvandring virkelig stadig noget, man har med i spil? Nå, ja, konklusionen må vel være, at FF13’s forsøg på ikke at skjule lineariteten ikke ligefrem er noget, der er faldet i folks smag… I hvert fald ikke, hvis man skal tro på, hvad man læser på nettet.

Til syvende og sidst er FF13 simpelthen det flotteste og lækreste spil, jeg har spillet siden The Witcher 2.

Jeg elsker stadig The Cursed Crusade

The Cursed Crusade er næppe et spil, som får ret meget opmærksomhed hverken i Danmark eller i udlandet, og det er nok også et spil, som vil blive glemt relativt hurtigt.

For mit eget vedkommende var det fuldstændigt tilfældigt, at jeg overhovedet blev opmærksom på spillets eksistens. Jeg så det på en liste over kommende spil, og bed mærke i ordet "crusade". Eftersom jeg tidligere har beskæftiget mig temmelig meget med det Fjerde Korstog, har jeg faktisk lovet mig selv, at hvis nogen skulle finde på, at lave et spil baseret på lige netop det korstog, så skulle jeg da være den første til at købe det. Et kig på The Cursed Crusades hjemmeside afslørede, at der rent faktisk var tale om netop det fjerde korstog, og så var der jo ikke andet for, end at købe spillet.

Det skal lige nævnes, at dette fjerde korstog, som så mange andre korstog, var en militær ekspedition, støttet af paven og den katolske kirke, som havde til formål at tilbageerobre Jerusalem, men som gik helt grueligt galt, og endte med en invasion, og efterfølgende plyndring, af Konstantinopel, som var en af datidens største - og helt afgjort rigeste - byer. Katastrofen ligger i, at Konstantinopel var en kristen by, og derfor på ingen måde var et mål, som korsfarerne skulle have angrebet, om end dens indbyggere var ortodokse og ikke katolikker.

Nu har jeg så spillet og gennemført The Cursed Crusade, og så er det vel passende at skrive lidt om det. Gameplay og bugs kan man læse om i de deciderede anmeldelser af spillet, som er at finde rundt omkring på nettet, så jeg tænkte, at jeg hellere ville udnytte lejligheden til at skrive om, hvordan spillet gør brug af historien om det Fjerde Korstog som baggrund for sin fortælling. Baggrund er netop nøgleordet her, for spillet forsøger sådan set ikke, at fortælle historien om det Fjerde Korstog, men derimod historien om Denz de Bayle og Esteban Noviembre (begge fiktive personer), og den frygtelige forbandelse, som de begge er ramt af. I løbet af deres kamp for at få bugt med denne forbandelse, bliver de to herrer imidlertid viklet ind i det Fjerde Korstog, og kommer til at have en del at gøre med en række historiske personer, som er kendt fra kildeteksterne fra perioden (som i øvrigt er fra ca. 1199-1205, alt inklusive).

Lad os da bare kaste os ud i det uden hæmninger, og tale lidt om disse historiske personer, der optræder:

Her har vi Markgrev Bonifacius af Montferrat, der ifølge de historiske kilder var korstogets officielle leder. Ved korstogets begyndelse skulle han have været omkring 50 år, hvilket vel godt kan stemme overens med hans udseende i spillet. Hvordan Bonifacius egentlig var som menneske, er selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed, men der kan i hvert fald ikke være tvivl om, at The Cursed Crusade fremstiller ham langt mere negativt, end nogen historiske kilde gør. I The Cursade Crusade er Bonifacius nemlig blevet historiens egentlige skurk, hvis onde motiver faktisk er årsagen til, at korstoget bliver en frygtelig redelighed.

Her har vi så Grev Balduin af Flandern, som i virkelighedens korstog var en af de helt store kanoner; både en af initiativtagerne til korstoget, og en af de højst rangerende, selvom han dog ikke havde så høj prestige som Bonifacius. Med hensyn til Balduin tager spillet dog meget store friheder i forhold til de historiske kilder. For det første er han i spillet fremstillet som en ret gammel mand, mens han i virkeligheden kun burde være 28 år, og derfor langt yngre end Bonifacius. Yderligere har Balduin i spillet fået rollen som Bonifacius' mere eller minde tåbelige håndlanger, hvilket slet ikke stemmer overens med kildeteksterne.

Vi går videre til Gotfred af Villehardouin, som formentlig er den mest berømte (omend for de fleste totalt ukendte) person fra Det Fjerde Korstog, fordi han er forfatter til en af de mest omfattende beretninger om korstoget. Villehardouin var i virkeligheden marsk (det vil sige øverste militære rådgiver) for greven af Champagne (som også var med på korstoget), men i spillet bliver han omtalt som en af "The High Barons", og fremstår som korstogets egentlige leder, og som en, der rangerer højere end Bonifacius. Der er ingen tvivl om, at Villehardouin var en meget stor kanon, som sikkert har været involveret i mange af de store beslutninger, men han var trods alt kun rådgiver for en af greverne, og det virker meget usandsynligt at han skulle kunne tale til Bonifacius som en lige- eller ligefrem overmand. At han på billedet er fremstillet med en krone på hovedet, understreger at han virkelig har fået høj status i denne udgave af historien.

Til sidst har vi Murzuflos, som ellers var en ret interessant og tilsyneladende brutal person, som var god til at gøre livet surt for korsfarerne, og som man, ganske passende, får lov til at slås med i en slags boss-kamp. På engelsk lyder hans navn enormt meget som [mercyful], hvilket han sjovt nok på ingen måde var. Virkelighedens Murzuflos blev henrettet af korsfarerne ved at blive kastet ned fra en meget høj søjle. Dette kunne være blevet en ret spektakulær scene, men det er desværre slet ikke med i spillet.

Mange af de andre historiske personer fra korstoget bliver desværre kun omtalt i mellemsekvenser bestående af stilbilleder. På ovenstående billede ses f.eks. Pave Innocens III, som havde stor betydning, men som godt nok ikke var med på selve korstoget. Andre personer, som kun nævnes kortvarigt er Fulko af Neuilly (prædikanten der satte det hele i gang), Enrico Dandolo (den oldgamle leder af Venedig) og Prins Alexios af Konstantinopel (som det gik så grueligt galt for).

Man kunne selvfølgelig have gjort så meget, og det er heller ikke fordi jeg skal sidde og kritisere udviklerne for ikke at have lavet en fuldstændigt historisk korrekt udlægning af korstoget. Udviklerne ville lave et actionspil, og det har de også gjort, og for at give spilleren mulighed for at bruge nogle superkræfter, har de fundet på historien om "the curse", som hovedpersonerne lider af, og som, i denne udlægning af korstoget, i virkeligheden var en af årsagerne til, at tingene gik, som de gjorde. Selvfølgelig kunne man godt have fjernet det overnaturlige, og lade et actionspil foregå i en mere realistisk udgave af korstoget, men ville spillet være blevet sjovere af det, eller ville det ende med at ligne undervisningsmateriale?

Jeg kunne da stadig godt tænke mig, at der en dag kom et spil om Det Fjerde Korstog i Assassin's Creed-kvalitet (fordi netop Assassin's Creed fortalte så fint om perioden omkring det Tredje Korstog), men det er ikke fordi det vil være nogen let opgave at forbinde den historie med gameplay. Der var ikke specielt mange gode gammeldags slag i Det Fjerde Korstog, så det virker ikke oplagt at lave et taktisk spil ud af det. Nu har man så med The Cursed Crusade brugt en modificeret udgave af historien til at lave et actionspil, og det kan man så mene om, hvad man vil. Hvad kunne man ellers gøre med historien? Et adventurespil? Tjah...

Jeg elsker The Cursed Crusade

Der kommer mere om The Cursed Crusade senere, men her er lige en lille morsomhed om det. I spillet er der skjult en række forbandede kors, som man kan finde og ødelægge, og derved få ekstra erfaringspoint til at gøre sin figur stærkere. For selve spilfigurerne, er formålet med at ødelægger korsene imidlertid uklart, og de spørger gentagne gange sig selv, hvad der egentlig er pointen med det hele.

Efter at have ødelagt et vist antal af dem, dukker spørgsmålet op igen og den ene figur spørger den anden, hvad formålet er. Hvortil den anden figur svarer: "Is destroying them not an achievement in itself? Perhaps you would like a trophy?" - hvorefter man får en achievement/trophy, alt efter hvilken maskine, man spiller på.

Det er da morsomt!

Hvis det havde været Metal Gear Solid, havde det sikkert fået en del opmærksomhed.

Jeg elsker Nintendo DS Lite

Jeg købte den første DS-model for mange år siden, dengang de mest lokkende spil til maskinen var sådan noget som Wario Ware: Touched og Kirby Canvas Course (eller noget i den stil). Det viste sig så, at Yoshi Touch & Go var det spil jeg blev langt gladest for i længden, men det er en anden historie.

I hvert fald købte jeg en DS, og det må have været tilbage i 2005, eller deromkring. Jeg var glad for den og spillede på den; dog efterhånden mindre og mindre. Jeg har den dog altid med mig på flyrejser, men for nogle år siden - netop på en flyrejse - sad jeg bag ved en dreng, som havde en DS Lite, og da gik det op for mig, at jeg fra min plads ret tydeligt kunne se, hvad der foregik på hans skærm, mens det faktisk var en smule anstrengende for mig, at se, hvad der foregik på min egen skærm. Da tænkte jeg: Jeg tror faktisk, at fornøjelsen ved spillene vil blive markant større, hvis jeg havde en bedre skærm. Det blev dog ved tanken, indtil nu, hvor det lykkedes at skaffe en DS Lite for 500 kr. DS Lite er, så vidt jeg ved, den sidste konsol, der er i stand til at afspille GBA-spil, som jeg faktisk har en del af liggende. Samtidig er det også den håndholdte maskine, der giver mulighed for at spille GBA-spil med den bedst mulige skærm. Jeg husker, at sådan noget som Castlevania på GBA faktisk var lidt af en prøvelse, fordi det var så mørkt, at det var svært at se fjendernes skud.

Eftersom DS Lite tydeligvis er på vej helt ud, og sikkert ikke vil være til at få fat på om et par måneder, tænkte jeg, at det nok var en god ide, at sikre sig denne mulighed for at spille GBA-spil med en god skærm.

3DS'en kan vi købe, når der engang kommer nogle flere spil til den.

Jeg elsker Dead Rising

Dead Rising er et spil, som kan være helt vanvittigt irriterende, men det kan også være ret sjovt. Da Dead Rising udkom i sin tid, gav jeg hurtigt op. Det var meget sjovt at hugge zombier over, men resten kunne jeg ikke magte.

Nogle år senere udkom så 2'eren. Et spil som jeg - sjovt nok - valgte at spille, og som det sågar lykkedes mig at gennemføre. 2'eren var ligeledes på mange måder et irriterende spil, men det var alligevel meget skægt. Og det er jo rart.

Nu, da jeg har gennemført 2'eren, tænkte jeg, at jeg måske efterhånden er mentalt rustet til at give mig i kast med etteren. Og så var det, at jeg lagde mærke til noget sjovt i etteren. Eller: Jeg lagde i hvert fald mærke til noget. Det er ikke sjovt nok til, at jeg egentlig vil kalde det "sjovt". Men jeg synes nu alligevel det er sjovt. En fantastisk detalje, faktisk. Det er den slags ting, som gør spillene levende, uanset hvor mange polygoner, de består af.

... lagde I mærke til det? Brad kigger først til den ene side; så til den anden - og så lynhurtigt igen til den samme side. Sikken sans for detaljer!

Jeg elsker Champions Online

Nu da Champions Online, som er sådan et MMORPG, hvor man spiller tegneseriehelte, er blevet "free to play" på Steam, måtte jeg da lige prøve det.

Jeg tænkte vel da samme, da jeg prøvede spil som Warhammer Online og Lord of the Rings Online, men endnu engang slog det mig, da jeg startede Champions Online op: "Hold da fest, hvor ligner det World of Warcraft meget!"

Det giver sikkert sig selv, og der er sikkert skrevet en masse om det på nettet, og garanteret også et par bachelorgaver om, hvordan andre firmaer forsøger at gøre Blizzards succes efter, ved at bygge MMORPG'er op over den samme model, bare med andre temaer, der skal skille dem ud, og få dem til at tiltale et bestemt publikum. Så der er intet nyt i det her; jeg har bare lyst til at skrive det. Sikken følelse af deja vu efter bare to minutter med spillet. En mand med et gyldent spørgsmålstegn over hovedet giver dig en opgave. Allerede efter 5 sekunder lærer spilleren, at al teksten kun skal skimmes for lige at få "mission objectives" med, eftersom selve "historien" ligner alt andet så meget, at det næsten ikke er til at holde ud at læse det.

Men egentlig aner jeg ikke, om teksten i Champions Online er velskrevet, for ligeså snart, jeg så den, tænkte jeg instinktivt: Det her har jeg læst før! Det var godt nok i en Night Elf-by, men teksten var den samme, og "quest-giveren" var også den samme.

Det er jo lidt ærgerligt, og det er også enormt strengt af mig, at bedømme det hele på forhånd. Men jeg tror ikke, der er noget, at gøre ved det. Når det ligner SÅ meget, så er det svært, at begejstres. Med mindre, selvfølgelig, man virkelig er til det, velsagtens.
Noget, som Champions Online dog tilbyder i langt højere grad end World of Warcraft er dog, at man kan få sin figur til at se helt vanvittig ud. Se for eksempel hvor små arme og hænder pigen på billedet forneden har. Er det ikke fantastisk?

Nå, ja, her til sidst skal der stå noget med, at hvis det skal påstås, at MMORPG-genren på denne måde lider af et alle-spillene-er-kloner-af-det-og-det-syndrom, så må jeg sammenligne med andre genrer og se, om det samme er gældende der. Der kan vel siges noget om, at alle nyere First Person Shooters på nær Duke Nukem Forever ligner Call of Duty: Modern Warfare. Når det kommer til sådan noget som "Real Time Strategy" lader der til at være lidt mere variation, for der er jo alt det der med, at Dawn of War 2 og StarCraft 2 ligger meget langt fra hinanden, og at sådan noget som Supreme Commander ikke ligner nogen af delene.

Dog er der sikkert også masser af MMORPG'er, der ikke ligner World of Warcraft, som jeg bare ikke ved eksisterer. Der er jo også Final Fantasy 14. Mon det ligner Warcraft?

Jeg elsker Assassin's Creed: Revelations

... selvom det ikke er udkommet endnu.

Nu har der jo lige været E3, og en masse folk, der også var dygtige til at dødsdømme Wii'en i sin tid, har nu travlt med at dødsdømme Wii U'en, baseret på åbenbaringer om, at den-og-den type konsol selvfølgelig bliver en fiasko fordi sådan-og-sådan.

Lad os i stedet tale om noget andet, der blev vist på E3, nemlig Assassin's Creed: Revelations, som vel er Assassin's Creed 2-2, eller hvordan det nu skal siges. Det er jo i hvert fald ikke 3'eren, men blot endnu en fortsættelse af Ezios historie.

Revelations kommer, blandt andet, til at foregå i Konstantinopel, hvilket jeg synes lyder fantastisk spændende. Helt tilbage i Assassin's Creed 1 tænkte jeg: Tænk, hvis Altaïr kunne tage til Konstantinopel. Det ville være meget spændende at se, hvordan Ubisoft ville lave den by, når nu de lavede nogle meget lækre byer ud af især Jerusalem og Acre.

Nu kommer Ezio så til Konstantinopel, hvilket er fantastisk i sig selv, men spillet foregår i 1511, det vil sige mens byen er en del af det Osmanniske rige. Som gammel middelalderentusiast kan jeg jo ikke lade være med at tænke, at det ville være allermest spændende at se byen, mens den var en del af Romerriget, altså et eller andet sted inden 1453.

Men når nu jeg ser, at Ezio på et billede som ovenstående står ved siden af én, der næsten utvivlsomt må være Altaïr, så tænker jeg: Hvad nu, hvis spillet foregik i to forskellige perioder? Det er noget med, at Ezio skal gå i Altaïrs fodspor, så det kunne jo være fantastisk, hvis spilleren også fik lov til at spille som Altaïr, og på den måde få lov til at gå på opdagelse i Konstantinopel i to forskellige tidsaldre.

Det første Assassin's Creed foregik vist nok i 1191, så man kunne måske forestille sig, at Altaïr kom til Konstantinopel omkring år 1200. Hvis nu han ventede til omkring 1204, og man fik lov til at styre ham der, så kunne Revelations jo blive helt fantastisk interessant. I 1204 var Konstantinopel belejret af korsfarere fra Vesteuropa, og det mundede ud i slag og brand og kæmpe ødelæggelser i byen, som aldrig kom sig igen. Det kunne da være helt fantastisk at krydre denne fantastiske periode med intriger og tempelherrer og snigmordere. Nøj, hvor kunne det være spændende.

Jeg håber virkelig, at Ubisoft benytter sig af muligheden for at gøre denne fascinerende historiske periode spilbar....

Jeg elsker ubersampling

I The Witcher 2, kan man slå noget, der hedder "ubersampling", til. Det er et slags, øh, filter, som øh... Ja, kig selv på billederne og se forskellen. Noget andet, det kan, er at halvere spillets framerate. Gad vide, om jeg engang kommer til at se en computer, der kan køre The Witcher 2 med alle indstillinger på maximum OG ubersampling med en framerate på 60hz. Det kunne være meget sjovt at se.

Men i hvert fald, her er nogle nærbilleder af Geralt med henholdsvis ubersampling slået til og fra. Jeg synes det er nemmest at se forskellen på et nærbillede, og den slags kan være svære at finde, så her er de. Det øverste billede er MED ubersampling, det nederste er UDEN.

Jeg elsker The Witcher 2

Jeg elsker The Witcher 2.

Det spil har godt nok stemningen i orden! Selvfølgelig kan det godt være, at det ikke fortsætter på samme måde hele vejen igennem, men indtil videre er det godt nok imponerende. Jeg troede slet ikke, at jeg kunne have det sådan med spil længere, men Witcher 2 er altså sådan et spil, hvor bare det at gå gennem byerne og landskaberne er en oplevelse i sig selv.

Det er flot, og det er levende, og det giver en enorm indlevelse. Da det begyndte at regne, følte jeg mig våd og kold, og måtte søge tilflugt på kroen. Jeg deltager i armlægning og nævekampe, ikke bare fordi det giver penge, men fordi det simpelthen er sjovt at "leve" i spillets verden.

Den åbenlyse konkurrent til Witcher 2 må vel være Dragon Age. Om det er Dragon Age 1 eller 2, ved jeg ikke. Og jeg kunne selvfølgelig skrive en masse sammenligninger, men det er jo egentlig lidt destruktivt. "Se, hvor spændende kongen er i Witcher 2. Se, hvor kedelig, han er i Dragon Age. Se, hvor kedelig hans rustning, ansigt, og bevægelser er". Og så videre.

Men denne her spilblog skal jo helst være positiv af natur, og det er jo også muligt at tale pænt om The Witcher 2 uden nødvendigvis at nedgøre noget andet samtidig, haha!

Jeg elsker Super Mario Galaxy 2

Super Mario er ren spilleglæde. Denne gang har stjernerne bygget et stjerneskib til Mario, som ligner ham meget.

På et tidspunkt fortæller en Toad dog, at selvom han godt ved, at det er meningen, at skibet skal ligne Mario, så synes han selv, at det ligner Luigi. Hvordan mon det i øvrigt går med Luigi?

Skibet er jo også grønt så på den måde ligner det jo Luigi... Lidt...

Jeg elsker Mass Effect

Ja, der kan vist ikke være nogen tvivl om, at jeg elsker Mass Effect, for nu må jeg have gennemført det TRE gange, og det er sågar lykkedes mig at gennemføre det på "Insanity". Og ikke noget med at importere en figur på level 59, næ, nej. Fra level 1 af. Det skriver jeg, fordi jeg lige har læst, at det giver "ultimate bragging rights" at gøre sådan. Så hvorfor ikke skrive lidt om Mass Effect, og lidt om "insanity"?

Mass Effect er et pragtfuldt eventyr med figurer, stemning og univers, der falder i min smag. Jeg synes, spillet er herligt dramatisk, og fordi figurerne gør et varigt indtryk, så bliver historien medrivende. Det her spil formår en masse af det, som jeg kritiserer andre spil for, ikke at kunne. Og det er nemlig det med dramatikken.

Der er mange, der er helt vilde med Oblivion og Fallout 3 - for lige at nævne nogle af de mest åbenlyst spil, at sammenligne med - og det er jo også helt fint, og det er også underholdende spil i deres egen ret. Men dramatiske vil jeg ikke ligefrem kalde dem. Når den store afsløring finder sted til sidst i Fallout 3 (når man finder ud af, hvem der egentlig styrer 'The Enclave'), så har jeg en ide om, at den pågældende scene så afgjort mangler dramatik. I stedet for, at gøre det spændende med alle de elementer, der skal til, så ender det bare med at være sådan: "Nå". Men det er jeg sikkert ene om at mene.

Til gengæld synes jeg, at Mass Effect henimod slutningen laver noget ganske fin historiefortælling. Ingen vil tro på Shepard. De tager skibet fra hende. Hverken The Council eller Ambassadøren vil løfte en finger. Men så viser den gode Kaptajn Anderson sig som en helt, der gør det hele muligt. Og derefter går det bare løs. Og den måde, det hele ligesom ender der, hvor det startede, det er bare fantastisk. Ja, og så videre.

Her kunne man have indsat et billede af Tali, Wrex og Garrus, men det ville næsten være for oplagt, så her er T'soni, Ashley, og vist nok Kaidan.

Lad os tale lidt om "Insanity"-sværhedsgraden. Det er sådan, at de hårde sværhedsgrader ikke er tilgængelige, før man har gennemført spillet, og muligvis skal man også spille på "Hardcore", før man kan spille på "Insanity". Jeg var så uheldig for nogle år siden, at Xbox'en brændte sammen med savegames og det hele, så jeg var bange for, ikke at kunne spille på "Insanity" her forleden, da jeg fik lyst til det. Dog kunne noget tyde på, at spillet faktisk kigger på, om man har den pågældende achievement, og ikke på ens savegames, når den skal undersøge sagen. I hvert fald var "Insanity" tilgængelig. Noget andet sjovt er, at der står "Must be unlocked", når man vælger den sværhedsgrad, så jeg var lidt i tvivl om jeg nu virkelig havde valgt den eller ej, men det skal åbenbart stå der. Hvis den ikke er tilgængelig, dukker den slet ikke op i menuen, har jeg læst mig til.

Og hvad er så anderledes på "Insanity"? Ja, der står noget om, at der er level-scaling, sådan så fjenderne bliver stærkere, hvis man selv er på høj level, og at bosserne bliver yderligere stærke. Men det mest bemærkelsesværdige er, at alle fjenderne har absurd meget energi. Man kan stå tre mand og skyde løs på en menneskelig fjende i noget, der føles som et helt minut, før vedkommende dør. Sjovt nok, er det mest de "organiske" fjender, der har det sådan. Geth'erne kan faktisk ikke holde til specielt meget.

Det andet, jeg bed mærke i, var, at spillet lagde ud med at være så svært, at jeg faktisk troede det ville være umuligt. Spillet starter jo med en kamp mod Geth på Eden Prime, og eftersom de er maskiner, er de ikke specielt hårde, selv på "Insanity". Til gengæld fik jeg så mange prygl af de to snigmordere ude foran Chora's Den, at jeg nærmest ikke troede på det. Det kostede meget Medi-Gel og mange granater at nedlægge de to. Men det gik. Og derefter steg jeg i level og fik flere evner, og så blev det efterhånden overkommeligt.

Til sidst, på level 45, med en god, tung rustning og "Immunity" på max niveau, faldt fjenderne på stribe (selvom de stadig skulle skydes i meget lang tid).

Er 2'eren mon sværere?

Jeg elsker manualer

Ja, jeg elsker åbenbart manualer til spil, men det er jo ikkefrem fordi jeg plejer at læse ret meget i dem. Det er da sket, at det har været nødvendigt at slå et eller andet op, fordi jeg ikke lige har fattet, hvad der foregik. F.eks., i det første Mass Effect, men jeg er vist den eneste, der har haft problemer der.

Jeg kan huske, at "i gamle dage", var der tit gjort en masse ud af manualerne, f.eks. i sådan nogle spil som SimCity 2000 og Baldur's Gate, hvor der var vittigheder og alt muligt i dem. Det er sikkert let, at komme til at tro, at den slags slet ikke er blevet gjort i nyere tid, men da jeg kiggede i manualen til det første Assassin's Creed her forleden, lagde jeg faktisk mærke til, at nogle af personerne fra selve spillet havde skrevet kommentarer i manualen. Det er da meget sjovt, hva'?

I hvert fald er det sådan, at når jeg køber et spil, vil jeg gerne have manualen, uanset om jeg har brug for den eller ej, for den skal bare være der. Det er selvfølgelig mest, når jeg køber brugte spil, at det kan være et problem, og eftersom det ikke altid er muligt at checke det, er det sket, at jeg er endt med et spil uden manual. Sjovt nok har jeg overlevet hver eneste gang. Alligevel vil jeg gerne have den.

"Men det er jo ikke godt for miljøet at fælde træer for at kunne lave ligegyldige manualer til spil!"

Tak spids, den har jeg aldrig hørt før, men bevares, det er sikkert rigtigt. Og nu kan jeg se, at Ubisoft har taget det første skridt hen imod imødekommelsen af det problem. Manualen til Assassin's Creed: Brotherhood er en tynd sag på 11 sider, der på første side henviser til "The In-Game Manual":

"The user can access the manual only from the Database, located in the in-game menu. Not only does the in-game manual make it quick and easy to get the answers you need, but it will never get worn, torn, or lost. Implementing this feature is just one sted Ubisoft has taken to help save the natural resources of Earth."

... Der kan man bare se.

Jeg elsker Final Fantasy

Det gjorde jeg i hvert tilfælde engang.

Jeg kan huske, at jeg for mange år siden tit læste forumet inde på "Final Fantasy Worlds Apart" (www.ffwa.org), som vist sågar stadig eksisterer. Det må have været omkring dengang da 10'eren var ved at blive udgivet, eller også var den allerede ude.

Der var engang en tråd, der handlede om "Hvor længe mon Square bliver ved med at lave Final Fantasy". Det var selvfølgelig ren spekulation, for det var der ikke nogen, der vidste noget om, men mens nogle sagde: "Hurra, de skal blive ved for evigt og for evigt", så sagde en, at "de fortsætter nok til omkring nr. 15, og så er det også slut."

Så blev jeg faktisk lidt ked af det, for jeg tænkte, at det da ville være pokkers ærgerligt, om Square holdt op med at lave Final Fantasy-spil, når nu de var så gode til det.

Sjovt nok blev 10'eren det sidste spil i hovedserien, jeg har spillet. 11'eren? Online-spil. Sikket spild, tænkte jeg. En masse skrigende folk, der render rundt og "grief'er" og skriver mærkelige ting.

12'eren blev rost overalt, men jeg var så ked af, at de havde droppet de faste kameravinkler, at jeg aldrig har spillet det.

13'eren. Ja, jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Fantastisk flot pige på coveret, men jeg vil åbenbart ikke give 200 kr. for den.

14'eren er igen et onlinespil, og tilsyneladende langt dårligere end 11'eren.

Hvis nogen havde fortalt mig dengang, at der ville komme i hvert fald fire Final Fantasy-spil efter 10'eren, som jeg simpelthen ikke havde lyst til at spille, så havde jeg aldrig troet det.

Jeg elsker Plants vs. Zombies

Ja, det gør jeg rigtignok, for det er da ellers et fantastisk underholdende spil. Denne her genre, hvor man skal placere forsvarsværker for at stoppe en horde af fjender, bliver vist kaldet for "Tower Defence". Genrens rødder kan sikkert spores helt tilbage til, øh, fortiden, men jeg kan da huske dengang folk spillede Tower Defense-baner i WarCraft 3. Når jeg så kom til at deltage i sådan et spil, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg fik altid en masse skældud af de andre spillere, som åbenbart tog det frygteligt alvorligt. Det må have været noget med, at man skulle arbejde sammen alle sammen, men det vidste jeg ikke.

I hvert fald var det forvirrende for sådan en som mig, og derfor er et letforståeligt spil som Plants vs. Zombies bare fantastisk. Det er også lækkert, at man slipper for andre spillere.
Spillet er jo egentlig lidt gammelt efterhånden, og jeg kan godt huske, at det fik en masse ros allevegne; også i en dansk avis. Den udgave jeg så anskaffede mig, da spillet pludselig var voldsomt billigt, er åbenbart en "Game of the Year"-udgave, og det er måske derfor, der er så mange ekstra ting med, udover selve "Adventure Mode". Ja, hvem ved?

Det er også meget sjovt, at zombierne har det med at sige: "Brains." Det er sjovt, for det er jo det, de spiser.