Billederne taler ikke for sig selv, så jeg må hellere forklare. Kødstumpen, eller den organiske væg, eller hvad det end er, illustrerer tydeligt Doom 3's grafiske kunnen. Med Doom 3 begyndte der at komme dybde i ting. Om det har noget med normal maps at gøre, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald er der både vand og dybde i den fine ting.
Lad os for en god ordens skyld få på plads, at hardwareutilstrækkelighed ikke var den eneste grund til, at jeg har haft Doom 3 på standby i 4 års tid. Der var også noget med, at det måske slet ikke var så sjovt. Efter at have givet spillet en chance til med positiv indstilling, har det dog været en god oplevelse. Det er faktisk ganske sjovt at se en masse Doom med grafik i rigtig 3D. F.eks er en Archvile et meget glædeligt gensyn. Jeg beklager i øvrigt, at han er svær at se, men det er fordi jeg selv har taget billederne i kampens hede, og han var ikke meget for at stå model. Længe leve PC-spil og Prt Scr, i øvrigt.
"Skyd to monstre, vend dig om, skyd et monster, fortsæt". Sådan lød de skuffede indtryk af Doom 3. Måske en smule uretfærdigt, men afgjort ikke ubegrundet. Doom 3 er ensformigt. Det er intenst og stemningsfuldt, men ensformigt. Der forekommer reelt kun et enkelt miljøskift i hele spillet, om end de mange laboratorier bliver mere og mere til et brændende helvede, jo længere du kommer ind i spillet. Mørkt er det også, men det er nu ikke så slemt, så det ser ud på billederne.
Noget af det bedste ved det hele er, at våbnene er lækre at bruge, og det hele er heldigvis så urealistisk, at jeg ikke behøver at have dårlig samvittighed. Desuden slår jeg jo kun dæmoner ihjel. Ja, faktisk er Doom 3 en rigtig heltehistorie. Selvom der er meget blod og vold, så er det, som i Diablo, kun Satans håndlangere, der skal nedlægges. Brian har ikke noget som helst på Doom.Og husk nu at bruge den fordømte Soul Cube.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar