Bemærk, at billedet foroven ikke er spilgrafik. Det er allerhøjest fra en mellemsekvens, og sandsynligvis stammer billedet fra en reklame af en slags. Uanset hvad, så har Carnby altså noget temmelig langt, lækkert tilbagestrøget hår. Hans hud er ret glat i det, og han er ikke særlig gammel. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde en eller anden ide om, at Carnby var sådan en lidt gammel, hårdkogt banan, som måske ikke engang var helt god. Men det er han. Selvom han skal forestille at være en kynisk type, så synes jeg faktisk, at han virker både rar og hjælpsom, og han virker oprigtigt bekymret for den kvindelige hovedrolle, når hun kommer galt af sted.Forresten, så kan spilleren selv vælge, om han vil være Carnby eller fruen, og så vidt jeg har forstået, er der tale om to parallelle forløb, lidt ligesom i Resident Evil 2, blot med den forskel, at Carnbys eventyr handler mere om at skyde end fruens eventyr, som handler mest om gåder. Det er selvsagt, at jeg valgte Carnbys sti, for jeg kan bare ikke få nok af den mand.
Lad os se lidt nærmere på selve spillet. Den udgave, jeg spiller, er PS2-versionen. Spillet findes også til PC og PS1, og måske sågar til Dreamcast. Da spillet i sin tid udkom, fik jeg nys om, at en af min brors venner havde købt spillet til PS1, selvom han havde en PS2. Det viste sig, at han ikke vidste, at der fandtes en PS2-version. Det var da lidt ærgerligt, tænkte jeg, for prisen var den samme, og PS2-versionen må jo utvivlsomt være meget flottere. Ja, faktisk tænkte jeg, at det var lidt strengt at konvertere et PS2-spil til PS1, for det måtte jo blive et temmeligt grimt resultat. Som I nok kan se, var jeg mere naiv dengang, og tænkte, at alle spil blev lavet til at udnytte deres platforms maskinkraft optimalt.
Når jeg i dag spiller Alone in the Dark 4 kan jeg dog ikke lade være med at tænke på, at det nok i virkeligheden er PS2-udgaven, der er en konvertering af et PS1 spil. Nok er der da nogle fine lyseffekter, når Carnby lyser med sin lommelygte, men jeg synes godt nok, at selve figurerne ligner noget fra PS1-tiden.
Selvom det ikke har noget at gøre med PS1-konverteringer, så synes jeg også, at spillet har nogle halvgrimme loadetider, selv indenfor det samme rum. Når kameravinklen skifter, så går der altid lige det der sekund, der er lidt for iøjefaldende. Som om det ikke var nok, så er musikken åbenbart heller ikke noget, der bliver loadet ind i forvejen, for den laver også en fin lille pause, når Carnby går rundt om et hjørne.
Nu skal jeg ikke være for hård ved spillet, for det er som sagt fra 2001, hvilket nærmest gør spillet til et PS2 launch-spil, og jeg glemmer sikkert, at langt de fleste PS2-spil fra dengang er endnu grimmere end Carnbys eventyr.
Når det kommer til gameplay virker det naturligt at sammenligne med forgængeren, Alone in the Dark 3. Umiddelbart virker det, som om der er mange flere fjender, der skal nedlægges her i 4'eren, men nu har jeg jo også valgt Carnbys action-sti. Det er sådan set fint nok, så længe der er ammunition, men det er nu alligevel mit indtryk, at det er et spil, hvor det er en god ide at løbe fra fjenderne, når man kan, for at spare på ammunitionen. Faktisk ligger der hundredvis af patroner rundt omkring, men modsat Resident Evil, så skal en almindelig zombie have 9 shotgun-skud i sig, før den kollapser. Eftersom Carnby er så heldig at anskaffe sig en trippel-løbet shotgun tidligt i spillet, skal der således kun 3 tryk på aftrækkeren til, men det er jo stadig 9 patroner.
En anden ændring siden forgængeren er, at Carnby nu bruger politisk korrekte "Medi-kits" til at overleve, i stedet for de lommelærker, som han brugte i 3'eren. Om det hænger sammen med, at lommerlærkerne passede bedre ind i cowboymiljøet fra 3'eren, eller om en helt bare ikke kan være drikfældig mere, vides ikke.
Lommelygten, som jeg nævne før, er en ganske fin tilføjelse, og det, at alting kan lyses op, tyder på, at spillet, i modsætning til de gamle Resident Evil-spil, ikke er helt præ-renderet. I modsætning til et spil som Doom 3, er lommelygten også ganske nem at bruge, og den kræver ikke, at du lægger dit våben væk, og den slags pjat.
På et enkelt punkt synes jeg, at Alone in the Dark har glemt sine rødder lidt for meget, og har lært noget uhensigtsmæssigt af Capcom og deres Resident Evil. I Alone in the Dark 4 kræver det nemlig en særlig amulet at save, lidt ligesom ink ribbons fra Resident Evil. Jeg skal da indrømme, at jeg indtil videre har fundet de amuletter, jeg skulle bruge, og det er da rart, at jeg kan bruge dem præcis, hvor jeg har lyst. Alligevel er det med mine nutidige øjne meget svært at sætte pris på et begrænset save-system.
Tiden, og måske fremtidige blog-indlæg, vil vise, om Alone in the Dark 4 er sjovt i længden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar