Jeg elsker spilåret 2009

Så er det nytår, og så kan jeg passende skrive lidt om de spil, jeg har spillet i 2009. Jeg holder ikke styr på, hvornår de forskellige spil er udkommet, jeg koncentrerer mig udelukkende om, at jeg har spillet disse spil i 2009.

Valkyria Chronicles må næsten utvivlsomt være det bedste spil, jeg har spillet i år. Fantastisk gameplay og stemning hele vejen igennem, og måske i sig selv grund nok til at eje en PS3. Jeg er i forvejen glad for "strategi-RPG"-genren, og dette spil byder virkelig på noget nyt i denne genre. Flere af figurerne i spillet er i øvrigt ganske elskværdige, på hver deres måde. Et af de få spil, hvor jeg ikke kom til at tænke: "Det her kunne være gjort bedre".

Tekken 6, ja, så kom det endelig til at ske: Tekken, der kan spilles online. Fungerer det så? Ja, alt i alt fungerer det vel nogenlunde. Men hvad med selve Tekken 6? Egentlig er det ikke så meget selve gameplayet, men mere alt det andet, jeg vil brokke mig over. Der mangler ligesom noget. Det virker sløset. Og lad os indrømme det: Spillet er grimt. Det ligner jo virkelig et PS2-spil. Bevares, figurernes design og så videre er måske fint nok, men modellerne er jo egentlig ikke særligt flotte, og der er seriøst stadig baner, der benytter sig af en eller anden falsk-3d effekt for at se åbne ud. Jeg kunne forstå det i Tekken 2 og sågar også i Tekken Tag, men stadig? Jeg tænker især på banen med fårene, som dog ellers er morsom.

Og så er der jo hele singleplayerdelen. Altså "Scenario Campaign", det som hed "Tekken Force" i gamle dage. Jeg ved ikke... Det virker som om, de har satset hårdt på den, men samtidig er det håbløst grimt, og historiefortællingen er elendig, langtrukken og kedelig. Og hvis vi alligevel skal nævne gameplayet, ja, så er det jo den samme juggle-fest som det har været i de sidste par spil. Men vi spiller det jo alligevel, og der er jo ikke nogen, som vil spille andre fighting-spil, så vi ender altid med Tekken.

Resident Evil 5 blev lånt på biblioteket. Ja, af en eller anden grund var spillet dømt ude på forhånd, så jeg købte det aldrig, på trods af min begejstring for 4'eren. Efter at have prøvet demoen, vidste vi jo godt, at 5'eren ikke kunne overgå sin forgænger. Men faktisk et ret sjovt spil, der dog på ingen måde er nyskabende. Og når jeg ikke bider mærke i, at det skulle være specielt flot, så er det måske fordi jeg er forvænt. "Seven minutes... Seven minutes is all I can spare to play with you"... Slet ikke dårligt

Final Fantasy Tactics fik jeg også endelig gennemført. "If Shakespeare wrote a game". Sådan blev spillet beskrevet på et eller andet Final Fantasy-forum i tidernes morgen. Jeg har altid været fascineret af at kunne lege med dragoons, og det fik jeg da også mulighed for. Egentlig var jeg også ret begejstret for spillets verden og figurer, men helt fantastisk var det måske ikke. Det mest skuffende var dog, at spillet kan siges at være decideret broken visse steder. Baner, der kun kan vindes hvis AI'en tilfældigvis opfører sig på en speciel måde, og andre baner, der låser dig fast, og kræver at du har særlige evner for at vinde, men som ikke lader dig gå ud og tjene EXP... Lidt gammeldags, men jo også et gammelt spil. Jeg tvivler dog på, at Square-Enix's nyere spil er bedre. (Wow, det lyder ret negativt, hva'?)

2009 var i det hele taget året, hvor jeg begyndt at låne spil på biblioteket, heriblandt Capcom Classics Collection 2, som blandt andet indeholdt det, efter min mening, afskyelige Strider. Også Street Fighter 1 fik jeg mulighed for at prøve. Det er nok det spil i hele verden, der har den dårligste styring overhovedet. Men jeg tilgiver spillet, for det virker som en slags eksperiment. Strider derimod har jeg ikke meget til overs for, eftersom jeg har set det omtalt som en "klassiker".

Soul Bubbles til DS er ligeledes et spil, som jeg har set rost til skyerne. Selv kan jeg dog ikke rigtigt se fidusen. Spillet er måske meget hyggeligt, men jeg synes egentlig ikke, det er særligt sjovt; snarere bare anstrengende at sidde og puste bobler igennem små huller. Gad vidst, om jeg ser lyset?

Dragon Quest 4 blev det første spil i hovedserien, jeg fik gennemført. DS-udgaven er enormt flot, men HOLD DA OP, hvor er det spil skabelonsskåret. 100% forudsigeligt. For en, der ikke har spillet det dengang, det var hot, er det lidt svært at se, hvad der skulle være fantastisk ved dette spil. Men bevares, det er gammelt. Og dobbelt-bevares, jeg gennemførte det jo sådan set også.

Civilization Revolution fik jeg spillet både til DS og til Xbox 360. Jeg må sige med det samme, at jeg langt foretrækker Xbox-udgaven. Jeg bliver altså nødt til at have en flot, farverig præsentation på en "rigtig" skærm for at holde interessen. DS-udgaven er da fin nok, men jeg tror godt nok aldrig, at den kommer til at gøre det for mig.

Makai Kingdom, som også blev lånt på biblioteket, blev min introduktion til Nippon Ichis strategispil. Ganske fint, og vel egentlig også humoristisk. Dog næppe noget, jeg kommer til at forgude, og jeg har jo heller ikke købt flere af slagsen endnu. Men trods alt underholdende, og ikke med den slags irriterende fejl, som så mange andre spil indeholder.

Phoenix Wright: Ace Attorney fik jeg faktisk også først spillet i 2009, og det er faktisk et glimrende spil. Næppe noget, jeg nogensinde vil spille igen, efter at have gennemført det, men efterfølgerne kunne være helt fine at prøve.

Fallout 3 skal da absolut nævnes. Et spil, jeg har haft travlt med at kritisere, og det har sandelig også sine kritikpunkter. Måske hovedsageligt fordi det rammer min kæphest: Det lægger op til at kunne være storslået, men er det på ingen måde. Konfrontationen med "skurken" og hele "main quest"'en er nærmest blottet for dramatik. Og Bethesdas måde at lave NPC'er på lader ikke til at kunne lave andet end meget, meget tomme personer. Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå folks begejstring for Bethesdas verdener. Men bestemt et meget underholdende spil med mange gode elementer, og med et kampsystem, som jeg faktisk bedre kunne lide end det i...

Dragon Age: Origins. Og ja, jeg har jo skrevet om dette, årets, eller måske årtiets, "vigtigste" spil tidligere, og det skal vel ikke være nogen hemmelighed, at jeg er lidt skuffet. Men var jeg ovenud begejstret for Baldur's Gate lige med det samme? Haha, ja, jeg var totalt forgabt i det. Men hvad med toeren? Det kan jeg faktisk ikke huske. Et godt spil, ja, men godt nok?

Vinderen er og bliver Valkyria Chronicles.

Jeg elsker Planescape: Torment

Dette bliver jo højst sandsynligt et af de sidste indlæg på denne blog i år. Så lad mig da benytte lejligheden til at viderebringe det glædelige budskab, at Planescape Torment er blevet genudgivet i et nydeligt DVD-cover, og nu er at finde på hylderne i Fona, og forhåbentlig også andre steder, i rigelige mængder. Pragtfuldt spil. Og lad nu være med at dømme spillet ude, fordi I sidder fast inde i "The Mortuary" lige i starten. Brug en snydeliste, hvis det er nødvendigt, men sørg for at opleve Sigil.
I øvrigt nogle særdeles nydelige blå og orange farver, ikke sandt?

Jeg elsker No One Lives Forever

Så fik jeg endelig fat i The Operative: No One Lives Forever, også kendt som NoLF, tror jeg nok. Jeg kan huske, at jeg fik det anbefalet, eller at der i hvert tilfælde var en eller anden der nævnte det i en pause i en geografitime engang omkring 2002.Udgaven, der ligger i genoptykket fra "Xplosiv" er ovenikøbet "Game of the Year"-udgaven, selvom der ikke står noget om det på æsken. Jeg ved ikke helt, hvad det vil sige, men det lyder da godt. Og tænk engang, da jeg forsøgte at patche spillet op til version 1.03, fik jeg den besked, at det ikke var muligt at patche til version 1.03, eftersom spillet i forvejen var version 1.04.

Umiddelbart lader til til at køre helt fint på min computer; det eneste, der ikke passer helt, er skærmens opløsning, men det må jeg bare leve med. Ved nærmere eftertanke er det vel heller ikke så underligt, at spillet kører fint på min computer, eftersom computeren, ligesom spillet, snart er ti år gammel.

Jeg elsker Dragon Age: Origins

Er det på tide at skrive lidt om det urørlige Dragon Age? Nu har vi ventet på det her spil lige siden år 2000, også selvom vi måske først blev klare over det i 2007. Edge nr. 209 smed et femtal efter spillet. Et femtal. Kan det virkelig være en retfærdig karakter?

Er Dragon Age en værdig efterfølger til Baldur's Gate? Eller er det snarere endnu en omgang Neverwinter Nights? Måske er det lidt en blanding.

Det, som jeg selv savnede i Neverwinter Nights, var interessante personer, en interessant verden, og det, at have nogle party members, i stedet for bare en henchman og en familiar. Dragon Age har givet party members tilbage til spilleren. Nu er det en gruppe på fire, i stedet for seks, som i gamle dage. Selvfølgelig er det ikke helt det samme, men det er såmænd helt fint.

Og er de så interessante, disse figurer? Ja, det må jeg sige, at de er. De har masser at sige, og de "giver" dig mere, hvis du giver dem noget. De har deres baggrunde, og de er en del af den verden, spillet foregår i. Og de betyder så meget for mig, at jeg bliver ked af det, når de bliver skuffede over mine valg som gruppens leder.


Dragon Age har bestemt været et spændende bekendtskab, om end jeg ikke har været lige begejstret for alle dele af spillet. Jeg kan dog se, at det, som jeg selv har været utilfreds med, bestemt ikke er det samme, som Edge har været utilfreds med. Den største hindring for min totalte hengivenhed til spillet, har simpelthen været, at der har været for meget kamp og for lange dungeons. Jeg husker, at det især var nede i "The Deep Roads" og oppe hos kulten i bjergene, at jeg simpelthen havde fået alt for meget dungeon crawling. For nogle vil kamp i sig selv måske være spændende, men jeg blev ved med at tænke: "Hvornår sker der noget?" Her skal jeg dog indrømme, at jeg selv er fra "Torment-skolen"

For mig, ville det i hvert tilfælde ikke have gjort noget, om der var mere fokus på mindre delhistorier. F.eks. var jeg ret begejstret for "The Stone Prisoner", som er en sub-quest af cirka en times varighed, som kan downloades som tilføjelse til spillet. Så vidt jeg har hørt, har alle fået en kode til gratis download med i æsken. Til gengæld havde jeg sværere ved at bevare begejstringen under nogle af de meget længere hovedmissioner, som jeg følte ledte fra den ene dungeon crawl til den anden. Selvfølgelig ikke uden samtaler og historier, men stadig, efter min mening, med en meget stor fokus på kamp.

Det kan sagtens være, at alle disse udtalelser skyldes, at jeg har et nostalgisk forhold til Baldur's Gate II, men når jeg sidder og tænker på, at tage endnu en gennemspilning af Dragon Age, så kan jeg ikke lade være med at tænke: "Jeg skal godt nok slås meget, før jeg kan komme frem til det næste sted, hvor jeg kan tage et moralsk valg, og påvirke historien i den ene eller den anden retning". Selvom Dragon Age, efter "origins-historien", har tre hovedmissioner, som kan spilles i den rækkefølge, man har lyst, så virker det ikke helt, som at gå frit rundt i Athkatla og finde quests, som jeg gjorde det i Baldur's Gate. Dette kan jeg selvfølgelig kun sige, for jeg også selv er en af dem, der blev trætte af, at skulle igennem Irenicus' fangehul hver eneste gang, og som derfor har installeret ham barden, der gør, at man kan springe hele den del af spillet over.


Nå, det skal jo nødigt blive for langt, så lad os afslutte med noget helt konkret kritik:

Jeg savner vilde lyde, når troldmænd kaster magi. Det lød jo fantastisk i Baldur's Gate! Jeg aner ikke, hvad det er, de siger, men sådan noget messen eller "chanting", det savner jeg godt nok. Med mindre det skyldes, at der har været en fejl i mit Dragon Age, så ser det altså ud til, at en troldmand bare skal vifte med sin stav for at kaste de vildeste formularer. Han kunne da godt sige et eller andet på latin, eller noget.

Og så savner jeg de helt vilde scener. Jaja, der er da nogle kampscener med store hære, og noget med drager og "Grey Wardens", men hvor er de scener, som er sjove at se mange gange? Hvor er "Gorion nakker alle Sarevoks håndlangere pånær en, men bliver så dræbt", og i endnu højere grad: "Arrogante Irenicus slagter Cowled Wizards hurtigere end man kan nå at tælle dem"?
Det må utvivlsomt være Loghain (se illustrationen ovenfor), der er det tætteste, Dragon Age kommer på den slags, og han er da også god. Men er det nok?

Der kunne siges mere, men jeg stopper nu.

Jeg elsker The King of Fighters

Første gang, jeg så Terry Bogard (ham med den røde kasket og vest) i et spil, må have været i Capcom VS SNK 2.

Nu har jeg så spillet The King of Fighters, i form af den opsamling af King of Fighters-spil, som findes i "The Orochi Saga" til PS2. Terry har et trick, hvor han smider en slags energibølge efter fjenden, og i Capcom VS SNK har jeg altid opfattet det sådan, at han sagde "out of the way!" når han brugte det angreb. I The King of Fighters siger han det dog på en anden måde, og her lyder det meget mere, som om, han siger: "power wave!". Det er i virkeligheden nok det, han altid har sagt.

Jeg elsker Vandal Hearts

Jeg købte engang Vandal Hearts til PS1 brugt for en slik, sammen med Castlevania: Symphohony of the Night og Toshinden 4 på Amager. Det var ikke fordi jeg kendte spillet, men titlen virkede meget bekendt. Jeg mente da nok, at det var et af de der Playstation-spil, som ikke var så udbredt endda, men som vist var noget særligt i visse kredse, lidt i stil med Wild Arms.

I hvert fald, så var spillet allerede møggammelt, da jeg købte det, og nu er det endnu ældre. Jeg prøvede det for første gang i sidste uge, som en del af mit personlige projekt om at gennemføre alle spil jeg ejer. Et projekt, der hovedsageligt skal give mig god samvittighed på et eller andet sygt plan, men som bliver umuligt at gennemføre, fordi jeg ejer et spil som Loaded.

Ikke desto mindre har jeg altså nu gennemført Vandal Hearts, der, som jeg fandt ud af, er et taktisk RPG af en slags. Vi kan også bare sige, at det minder en del om spil som Fire Emblem og Final Fantasy Tactics. Den store forskel er, at Vandal Hearts er både ret nemt og ret lettilgængeligt. En af de mest bemærkelsesværdige forskelle er, at det ikke gør noget, at figurerne dør, for de dør ikke permanent. Ryger de ned på nul HP, så trækker de sig bare indtil næste kamp. Undtagelsen er hovedpersonen, der ikke må dø, men han er heller ikke så svær at holde i live endda.

Spillets grafik består af 2d-sprites på 3d-baggrunde, faktisk meget i stil med FF Tactics, men ikke nær så pænt. Faktisk er den grafiske stil ret speciel. Nogle af figurerne har nogle store næser, og der er i det hele taget noget ved spillet, der får det til at minde om et Amiga-spil, selvom det naturligvis ikke er tilfældet. Måske skyldes det, at spillet har nogle ret høje lydeffekter, som egentlig er ganske gode. F.eks. er der en fin sprøjtelyd, når blodet sprøjter ud af de nedlagte fjender. I rulleteksterne lagde jeg mærke til, at det er Akira Yamaoka, der har stået for lydeffekterne. Hvis ikke, jeg tager meget fejl, så er det vist den samme mand, som senere har lavet lyd til Silent Hill, og som det er meget populært at fremhæve, hvis man gerne vil have respekt i visse kredse.

Jeg morede mig ret godt med Vandal Hearts, og jeg synes ikke, at det er specielt kort. Faktisk har det en meget passende længde. Men det er jo også nemt nok at sige, når jeg kun har givet 40 kroner for det.

Der skulle være en 3'er på vej som download-spil til Xbox 360 og PS3, men ud fra folks kommentarer på Gamefaqs, og ud fra nogle screenshots, ser det desværre ikke ligefrem fantastisk ud. Dog kan det jo være, at det er det alligevel

Jeg elsker de fire store

Nu er de alle endelig udkommet. De fire PC-spil, som i tidernes morgen blev spået at stå for det nye. De fire spil, som blev ventet med længsel på grund af deres nye bidrag til mediet.

Supreme Commander, Crysis, Spore, Dragon Age.

Kritiske røster vil hævde, at der faktisk ikke er nogen grund til at vente længere. Der er ikke mere at vente på. Til gengæld kan vi så hengive os fuldstændigt disse fire vidundere.

Jeg elsker Tekken 6

Eller nærmere: Jeg elsker Leo fra Tekken 6 (se billedet).
Da jeg første gang så Leo, som en af de nye tilføjelser til Tekken 6, blev jeg frygteligt skuffet. Den mand er jo en ren kopi af Tidus fra Final Fantasy X, tænkte jeg. Hvorfor ikke bare lade den "rigtige" Tidus deltage som gæstefigur, i stedet for at lave sådan en håbløst kedelig kopi?

Så gik der lang tid, og pludselig gik det op for mig, at Leo er en PIGE! Og pludselig synes jeg, at Leo er en fantastisk figur.

Jeg elsker Lost Odyssey

Lad os tale lidt om Lost Odyssey, det nye "Final Fantasy". Når nu jeg taler så grimt om Dragon Quest, kunne jeg jo let virke om en person, der hader japanske RPG'er. Og selvom min kritik bestemt også tit rammer Final Fantasy og en masse andre RPG'er, skal det siges, at det er med en ret positiv indstilling, at jeg denne gang spiller Lost Odyssey.

Jeg har spillet noget af det før, men har holdt pause fra det længe. Dengang kom jeg til det sted, hvor Kaim møder to børn, og derefter skal kæmpe mod nogle soldater, hvoraf to er til hest. Kampen virkede umulig. I dag, længe efter, klarede jeg den dog uden problemer. Det skal siges, at jeg siden sidst er startet helt forfra, så mine figurer har muligvis været lidt anderledes, men jeg tror den altafgørende forskel var, at jeg denne gang havde den trylleformular, der beskytter mine figurer mod fysiske angreb. Sidste gang kørte jeg død i at udforske den der havneby for den ene kasse efter den anden, så derfor har jeg helt sikkert forbigået den butik, der solgte den pågældende trylleformular. Det skal lige siges, at i Lost Odyssey er det "protect", der beskytter mod magi, mens "shield" beskytter mod fysiske angreb. Højst forvirrende, eftersom "protect" plejer at være det fysiske skjold. Men klart nok, Mistwalker skal jo lige vise, at de altså er kommet om på den anden side af Squares RPG-konventioner.

Men altså, jeg sidder og hyggespiller, og kommer til kampen mod soldaterne. Jeg bliver glad da jeg vinder kampen, for så behøver jeg ikke at sidde fast ligesom sidste gang. Nu kan jeg endelig komme videre. Men så er det, at Lost Odyssey viser sit grimme ansigt.

Efter kampen skal man følge med børnene hjem. Jeg tænker: Hov hov, jeg vil altså have et savepoint, når jeg nu har klaret kampen her, det burde da være åbenlyst. Ingen scriptet kamp uden mulighed for at gemme bagefter, vel Mistwalker? Så jeg prøver at gå tilbage til byen. Så kommer spillet med en besked: "Børnenes hus er ikke den vej! Er du sikker på, at du vil forlade området?" så tænker jeg: "Ups! Nej, så går jeg sikkert glip af et eller andet", så jeg følger med børnene hjem. Så kommer der en mellemsekvens. En lang en. Ingen mulighed for at gemme spillet. Så skifter spillet pludselig perspektiv, og jeg spiller pludselig som ham prinsen i guldrustningen. Der er oven i købet en kamp, og stadig ingen mulighed for at gemme, selvom det nok er en kamp, som er umulig at tabe.

Når spillet ligefrem skifter perspektiv på den måde, er der bare ingen undskyldning for ikke at komme med en mulighed for at gemme. Det behøver ikke være et save point som sådan, bare en sort skærm med: "Vil du gemme spillet nu?" Men nej, prins Tolten skal slås, og så en lang mellemsekvens med ham. Okay, så tilbge til Kaim. Save point? Nej. Mellemsekvens. Nu er der noget med en begravelse.

Nu skal jeg pludselig styre drengen (eller var det pigen?). "Gå rundt og saml ti blomster" får jeg besked på. Samle blomster? Det var ligegodt pokkers, tænker jeg. Det her er jo åbenlyst kedeligt. Jeg ved ikke, om jeg kan komme på et eneste spil udover Pac-Man, hvor det ligefrem er "sjovt" at samle ting op, men at gøre det i et RPG med tung styring? Er der noget, der glimter? Over til det og tryk på knappen. "Du har nu 1 ud af 10 blomster." Fantastisk.
Jeg tror ikke selv på det, men alligevel prøver jeg, om jeg, som drengen, kan gå tilbage til byen for at gemme spillet ved det save point, som jeg ved er der. Men nej. "Du kan ikke forlade området! Blomsterne er her, ikke der." Spændende!

Jeg finder endelig alle blomsterne. Jeg er godt svedig på det her tidspunkt, for jeg er faktisk ret arrig over, at Mistwalker ikke lod mig teste spillet, inden de udgav det. Eller bare lod en eller anden teste det. Jeg kan ikke forestille mig at nogen udover meget indspiste, gamle, selvudnævnte geniale spildesignere kan synes at den slags design er acceptabelt.

Nå, men efter blomsterindsamlingen får man vel lov til at gemme spillet? Haha, nej, det troede jeg heller ikke selv på. Der kommer nok en meget rørende mellemsekvens først, tænker jeg. Men så får jeg en lang næse. Nu skal Kaim nemlig ud at samle ting. "Kaim, du skal samle 10 pinde". Ja. Kaim skal samle 10 pinde i det samme område som drengen skulle samle blomster før. Hvorfor? Nej, nej, jeg mener hvorfor? Hvordan er spildesigneren kommet på den ide?

FINT! Så må Kaim rundt. Kan han gå hen til et save point? Jeg gider slet ikke svare på mit eget spørgsmål, for selvfølgelig kan han ikke forlade området. Heldigvis er pindene lidt nemmere at se end blomsterne, så det går jo glat.

Hvad så? Så kommer mellemsekvensen vel, og så MÅ det da være muligt at gemme. Nej. Fordi Mistwalker ved jo godt, at RPG'er skal være interaktive, for ellers skriver folk bare i deres blogs, at den japanske RPG-genre er kedelig, og ikke har rykket sig siden 80'erne. Så selve begravelsesmellemsekvensen bliver interaktiv. Det vil sige, at jeg først skal læse en lang tutorial om, hvordan jeg kan flytte faklen til højre med knappen til højre, til venstre med knappen til venstre, op med den øverste knap... skal jeg fortsætte? Ok, og ned med den nederste knap.

Så lærte jeg det. "Vil du høre forklaringen igen?" Ja, hvorfor ikke? Haha, nej, jeg valgte "Nej, jeg har forstået det." Så starter den interaktive mellemsekvens. Den foregår ligesom tutorial'en. Den første figur kommer hen, flytter sin fakkel til højre, så skal jeg flytte min fakkel til højre. Så til venstre, op, og til sidst ned. Så kommer den næste figur. Han flytter den til højre, venstre, så ned (!!!) og så til sidst op. Jeg kan ikke huske, hvordan den sidste figur gør, men det var ret meget det samme.

SÅ kommer mellemsekvensen, og så kan jeg gemme spillet. Efter liiiiige at have set en mellemsekvens til.

Faktisk er der kun gået én time og 12 minutter siden jeg sidst gemte spillet. Det føltes dog som meget lang tid. Spillet blev udgivet i Europa i 2008.

Jeg elsker Dragon Quest og Chrono Trigger og så videre

Der er mange spil, der ligner hinanden. Til tider gør det ikke så meget, til andre tider gør det meget. Specielt kan det være irriterende, hvis der er tale om historiedrevne spil, hvor historierne ligner hinanden til forveksling.

Jeg har engang læst en masse om Final Fantasy og den slags spil, og der er nogle mennesker, der er kommet frem til, at historierne i hovedtræk ligner hinanden meget, selvom Final Fantasy jo netop er spil, der har historier, som mange sætter enormt stor pris på.

Nogle vil påstå, at Kefka, Sephiroth og, øh, Ultimecia måske ikke ligner hinanden så meget, men måden, historierne udvikler sig på i de tre spil (Final Fantasy 6, 7 og 8) er meget ens. En slags oprørere eller anden gruppe kæmper mod en form for ondt imperium, som ved afslutningen af "disk 1" viser sig ikke at være hovedfjenden, hvorefter jagten på den egentlige skurk begynder.

Personligt synes jeg ikke at historierne i de tre spil ligner hinanden så meget endda, selvom ovenstående model måske nok holder.

Men taler nogen overhovedet om Final Fantasy mere? Sluttede serien, som vi kender den, virkelig ved det tiende spil, og skal man virkelig ty til Mistwalkers "Lost Odyssey" for at få noget der ligner nu til dags? FF11 var afgjort ikke et "FF", og 12'eren var det måske heller ikke. Nu bliver nr. 14 åbenbart også et MMORPG. Sælger traditionelle RPG'er virkelig ikke længere? Noget kunne tyde på, at de gør, for jeg mener at have læst, at Dragon Quest 9 sælger som varmt brød.

Og så kom vi til det, jeg egentlig ville tale om: Dragon Quest. For hvis der er en spilserie, der gentager sig selv bemærkelsesværdigt meget, så må det være Dragon Quest. Der kan opstilles en formel, der er langt mere bekymrende end den om Final Fantasy:
Mand, der ligner Son-Goku fra Dragonball til forveksling, og som er Den Udvalgte rejser verden rundt for at besejre en skurk, der ligner en skurk fra Dragonball til forveksling. Gentag.

Det er sikkert åbenlyst, at min kæphest, eller hvad det nu kaldes, er, at kritisere ting, som mange folk er vilde med, fordi jeg så kan bilde mig selv ind, at "folks" fascination af et givent produkt bare skyldes en eller anden form for strøm eller stemning, og hvis jeg analyserer mig frem til hvor dårligt det pågældende spil er, vil folk komme til fornuft og indse at: "Nå, ja, ICO (eller noget andet, men helst ICO) er faktisk ret dårligt. Hvorfor hoppede jeg mon på, at det var et godt spil?"

Jeg har sat et billede af hovedpersonen fra Chrono Trigger sammen med de andre billeder. Egentlig ville jeg gerne kritisere Dragon Quest, men jeg er kommet frem til, at næsten uanset hvor "hardcore" folk så end er, så er der næsten ingen her i landet, som udtaler sig ret meget om Dragon Quest. Jeg ville ellers tro, at spillets sindssyge popularitet i Japan nærmest ville tvinge elskere af japanske spil herhjemme til at spille dem. Når ingen så alligevel udtaler sig om dem, vælger jeg at konkludere, at det er fordi folk måske nok spiller dem, men ingen har rent faktisk tålmodigheden til dem. I stedet for så at "indrømme" at spillene er ret ringe, så nævner de slet ikke spillene. Det går jo ikke at der begynder at komme revner i hele illusionen, for hvis det mest elskede JRPG i Japan er dårligt, hvad siger det så ikke om så meget andet?

Til pointen:

Manden, der har tegnet tegneserien Dragon Ball hedder Akira Toriyama. Det er et navn, som er godt at kende, hvis man gerne vil virke vidende om japanske tegneserier. Toriyama bliver gerne omtalt som en "stor" og "vigtig" tegner. Toriyama har også lavet tegninger til Dragon Quest.

Min påstand: Toriyama kan reelt kun tegne én eneste figur som hovedperson til en historie. Et eksempel er, at hovedpersonerne i Dragon Ball, Dragon Quest 4, Dragon Quest 5, Dragon Quest 8 og Chrono Trigger ligner hinanden til forveksling. Hvor stor en kunstner kan manden være?

Jeg elsker gift

Selvfølgelig er det bare fordi, jeg er dårlig til spil, men nu har jeg efterhånden tænkt det her mange gange:

Er det virkelig sjovt at blive forgiftet?

Nu taler jeg selvfølgelig i spilsammenhæng.
Der er mange spil, der byder på diverse "statuseffekter"; man kan blive til sten, man kan blive frosset til is, man kan blive forbandet, og man kan blive forgiftet.

At blive forgiftet medfører som regel, at ens livskraft stille og roligt (eller i visse tilfælde, hurtigt) vil falde, indtil den enten aftager af sig selv, eller du drikker en modgift.

Det er ikke sjældent at generelt temmelig ufarlige monstre har giftige angreb. Hvis jeg derfor er uforsigtig, bliver jeg forgiftet, selvom monstret i sig selv ikke er noget problem at nedlægge. Selvom jeg står tilbage som sejrherre, står jeg altså i en dum situation. Har jeg modgift på mig, kan jeg selvfølgelig bruge den, men hvad hvis jeg ikke har? Som regel er modgift ikke hverken dyrt eller svært at skaffe, men det betyder tit, at jeg bliver nødt til at gå tilbage, eller en omvej, for at skaffe det. Jeg kan selvfølgelig også spille sej, og så bare lade giften tage, hvad den vil, og håbe på, at tiden læger mig.

Man kunne måske argumentere for, at det netop er det, at jeg skal tage et valg, der gør giften til et interessant gameplayelement. Er jeg forsigtig eller dumdristig? Har jeg været smart nok til at tage masser af modgift med mig.

Selv synes jeg bare, det er ret kedeligt. Jeg synes godt, at der må komme et årti med spil, hvor man ikke kan blive forgiftet.

Jeg elsker Knights of the Round

I går havde jeg fornøjelsen at spille "Knights of the Round". Det er nok, hvad nogle ville kalde et beat'em up-spil. Det minder mig ret meget om "Golden Axe", og det siger jeg ikke kun fordi andre mener det samme, men fordi det rent faktisk minder mig om Golden Axe.

Der er dog en stor forskel. I Knights of the Round styrer spillerne (op til tre kan spille samtidig) Kong Arthur, ja, den legendariske Kong Arthur, og to af hans riddere.

Spillet er ganske fornøjeligt, og det er også meget sjovt at stige i level, for så kommer ens figur til at se anderledes ud, med ny rustning og nyt våben. Man bliver sikkert også stærkere, men det lagde jeg ikke så meget mærke til.

Det, jeg gerne vil fremhæve, er, at da jeg startede spillet for første gang, og så de tre figurer, man kan spille som (Lancelot, Arthur og Perceval), så tænkte jeg, eller sagde måske ligefrem højt: "Sejt! Jeg vil være Arthur!". Og så tænkte jeg: Det er da egentlig lækkert med et spil, som har en figur, som jeg rigtig gerne vil være.

Hvor mange vil f.eks. rigtig gerne være pigen fra Mirror's Edge?

... sikkert mange.