Jeg elsker The Witcher

... det gør jeg nemlig. Både spillet og Geralt selv. Fordi det er et fantastisk spil, der, hvis det virkelig er en mod af Neverwinter Nights ét, formår rigtig meget med meget få midler.

Der er ingen vej uden om at sammenligne The Witcher med Dragon Age. Af mange forskellige årsager. En er, at spillene vel må siges at være i samme genre. En anden er, at spillene udkom i nogenlunde samme tidsrum, selvom Dragon Age er nyere. Jeg ved ikke, hvor længe The Witcher har været under udvikling, selvom det sikkert står inde på CD Projekts hjemmeside, men jeg ved, at Dragon Age har været under udvikling meget længe, og at det er helt utroligt, at The Witcher formår at være et langt bedre spil end Dragon Age, når nu Bioware ellers har alle de bedste forudsætninger for at lave en ny klassiker.

Bevares, der er rigtig mange, der tilsyneladende synes at Dragon Age er fantastisk, men jeg vælger at tro, det er fordi de hungrer efter RPG'er, og at de simpelthen ikke har prøvet The Witcher.

Det skal også lige slås fast, at den udgave jeg har spillet er Enhanced Edition, som skulle gøre op med en masse bugs og loadetider, men som vist nok skulle være tilgængelig via patch til alle de, som købte den originale udgave.

Men hvad er det, der gør, at Bioware taber til sin "lærling"?

Noget at det, som Dragon Age er blevet rost for er, at spillet verden er så gennemarbejdet i form af mytologien og historien og alle de mange bøger, man kan finde og læse i spillet. Og det er sikkert også rigtigt nok. Problemet med Dragon Age var dog, for mig, at de fleste steder i spillet ender med at være meget, meget kedelige, og at de ender med at være en omgang lange dungeons uden ende. Dragon Age bød f.eks. på en dværgeby - det er også noget, det er blevet rost for. Og den var da sådan set også fin, indtil den, ligesom alt andet, endte med at være en lang gårtur igennem monstreinficerede huler.

Der hvor The Witcher og Dragon Age afviger allermest fra hinanden må være kampsystemet. Mens Dragon Age giver kontrol over fire figurer på en gang, og derved minder om Baldur's Gate, handler The Witcher mere om at time sine sværdhug og vælge den rigtige kampstil til den givne situation. Det er klart en smagssag. Personligt fandt jeg kampene i The Witcher underholdende. For det første, fordi Geralt simpelthen ser så vild ud, når han svinger sværdet, at det faktisk virker troværdigt, at han kan nedlægge stort set alle. Sammenlignet hermed, ser alle kampene i Dragon Age desværre meget kedelige ud, og jeg føler altid, at mine figurer er nogle slapsvanse. Jeg burde faktisk lave en sammenligningsvideo af Geralt, der kæmper mod en af de værste fjender, og så Loghain-kampen i Dragon Age. Vi får se...

For det andet bliver Witcher-kampene aldrig ret lange, og det er rart for sådan en som mig, der har glemt sin tålmodighed et eller andet sted i fortiden.

Ellers er det simpelthen alle de små detaljer, der skaber den gode oplevelse. Det kan nok siges, at terninge-poker og nævekampe, som Geralt muntrer sig med i "fritiden" ikke gameplaymæssigt er nogen stor oplevelse, men det giver alligevel en illusion af et-eller-andet. Det, at Geralt selv er en talende person, ligesom Shepard fra Mass Effect, giver selvfølgelig også en markant anderledes oplevelse, end når man har en mere stum, hjemmelavet figur som i Dragon Age. Igen er dette jo dog så meget en smagssag, at jeg ikke vil påstå, at det ene er bedre end det andet.

Yderligere er der også detaljer som Geralts underlige venner: Dværgen, lægen, poeten og troldkvinden, der giver historien lidt mere liv, som f.eks. når eventyret bliver sat på pause, fordi Geralt skal på druk, og bagefter på horehus, med vennerne. Sådan noget som, at hele kapitel to faktisk er en krimi gør også bare det hele mere mindeværdigt.

Hvis man virkelig skar det hele ud og analyserede det, ville The Witcher sikkert fremstå mindst ligeså ensformigt som alt muligt andet, men jeg synes stadig, at den illusion spillet giver, fungerer meget tilfredsstillende.

Jeg kan godt lide, sådan lidt i trods, at kalde The Witcher for "årtiets RPG", fordi jeg har en ide om, at Baldur's Gate 2 var det sidste "rigtig gode" spil i genren, selvom jeg sikkert har glemt nogle andre spil i mængden.

Vizima er en morsom by at udforske i forhold til Denerim, som virker så ideforladt, at man næsten skulle tro, det bare var Neverwinter på en sommerdag.

Jeg elsker Street Fighter IV

Når nu jeg ævler og har ævlet så meget om, hvor fantastisk Street Fighter III er, så er det jo egentlig også for dårligt, at jeg har været så længe om, at tage mig sammen til rent faktisk at prøve 4'eren. Men nu har jeg så prøvet det.

En af grundene til, at jeg ikke købte det, da det udkom, var faktisk, at jeg egentlig havde gået med tanken om, at købe Collector's Edition, men da jeg så pakken, med figurerne af Ryu og C. Viper, tænkte jeg: 1) De figurer er da egentlig ikke særligt pæne, og 2) Hvor hulen skal jeg egentlig gøre af figurerne, og det lille landskab (Chun-Li's bane), som æsken er i sig selv. Det endte så med, at jeg slet ikke købte den. Og eftersom jeg ikke skulle have Collector's Edition, blev det nærmest til, at så kunne det da også bare være ligemeget.

Derfor var det først, da jeg så, at mit lokale bibliotek havde Super Street Fighter IV hjemme, at jeg besluttede mig for at låne det. Det blev så til, at jeg lånte "ikke-super"-udgaven, for jeg har lært, at man må sige A, før man kan sige B.

I virkeligheden var det mest fordi, jeg godt vidste, at i "ikke-super"/"vanilla"-udgaven, skal figurerne låses op, hvilket lægger op til singleplayer-sjov, for sådan en som mig, hvorimod alting er låst op med det samme i super-udgaven. Og nu har jeg så moret mig med at låse op for alle figurer, farver og "personal actions" i spillet.

Hvad er der så at sige om selve spillet?

En fan af SF3 som mig, kunne jo finde på at gøre sig selv interessant ved at sige: Øv, hvor er det kedeligt, at de bruger alle figurerne fra 2'eren. Det ville jo være meget bedre, hvis de havde lavet en masse nye figurer, ligesom i SF3. Og det ville det måske også, men det kommer jo an på, hvordan man har det med de gamle figurer. Der skal da i hvert fald ikke herske nogen tvivl om, at der er mange, der savnede deres yndlingsfigur, da de fandt ud af, at næsten ingen af dem var med i 3'eren. Hvor er Dhalsim? Hvor er Honda? Ja, de er væk, siger jeg så. Prøv en af de nye figurer, de er meget sejere. Men det er altså ikke alle, der synes sådan.

Personligt vil jeg holde fast ved, at jeg ikke rigtigt kan lide ret mange af de gamle figurer. Honda er faktisk meget sjov at spille som, men jeg vil forbeholde mig retten til at tale dårligt om ham, Blanka og Dhalsim. Guile ved jeg snart ikke med. Zangief har jeg selv spillet så meget med, at det virker underligt at tale grimt om ham, men alligevel....

I stedet for at brokke mig over den slags, kunne jeg jo ligeså godt fokusere på alle de meget fine figurer, som jo trods alt også er med. Sådan nogle som Sakura er jo slet ikke til at stå for, for ikke at tale om Dan, Rose, Fei Long, og så videre.
Så er der jo bossen: Seth. Jeg må sige, at jeg har et meget ambivalent forhold til den fyr. Hans udseende kan der siges meget om. Uopfindsomt? Dr. Manhattan-klon? En figur, som ligesom bare er en tom skal, og som kan nogle af de andre figurers tricks? Ha! Set før, og det er altid kedeligt.

Der er også blevet sagt meget om, at han er så-og-så svær og unfair. Jeg må også indrømme, at jeg var ved at gå til af frustration over hans evindelige teleporteren-rundt. "Ha ha ha" *blink* "Ha ha ha" *blink". Det er virkelig til at blive vanvittig af. I sidste ende vil jeg dog holde fast ved, at han er langt nemmere at overvinde end sådan en som Gill.

På trods af al kritikken, synes jeg, at hans bane, laboratoriet, er så fin, og dens musik, som bliver vildere i anden runde, er også så fin. Jeg har tidligere brokket mig over SF2-musikken, som bliver "vildere" på sådan en rigtig styg måde, men her fungerer det virkelig fint.

Alt i alt: Med lidt tilvænning og lidt positiv indstilling er han fin nok. Men når man tænker på, hvor sjove M. Bison og ikke mindst Gill er, så må han siges at være ret kedelig.

Men nu er Super Street Fighter IV jo kommet. Er der så overhovedet nogen grund til at spille "vanilla"-udgaven. Tjah, hvis man synes om at låse op for figurer, kan den jo underholde et stykke tid. Seths musik i Super-udgaven er også meget kedelig i forhold til den oprindelige (selvom den oprindelige musik dog stadig kan høres, hvis man specifikt vælger den gamle bane). Der er også Time Attack og Survival, som jeg ikke umiddelbart kan finde i Super-udgaven.

Dog kan vi stadig håbe på, at der også kommer en "Hyper"-udgave, eller hvad de kunne finde på at kalde den, for sammenlignet med Third Strike, er Super SF4 altså stadig ikke godt nok. Det mangler noget stil. Selvom det f.eks. har fået en ny kommentator-stemme, så er det stadig næsten den samme. Det kunne være så fint, hvis de kunne lave en rigtig god kommentator-stemme, og så lige tegne nogle nye billeder af figurerne, så de kommer til at se rigtigt seje ud. Flere figurer behøver de faktisk ikke komme med (selvom de selvfølgelig gør det), for vi er allerede ved at nærme os Tekken 6-niveau.