... det gør jeg nemlig. Både spillet og Geralt selv. Fordi det er et fantastisk spil, der, hvis det virkelig er en mod af Neverwinter Nights ét, formår rigtig meget med meget få midler.
Der er ingen vej uden om at sammenligne The Witcher med Dragon Age. Af mange forskellige årsager. En er, at spillene vel må siges at være i samme genre. En anden er, at spillene udkom i nogenlunde samme tidsrum, selvom Dragon Age er nyere. Jeg ved ikke, hvor længe The Witcher har været under udvikling, selvom det sikkert står inde på CD Projekts hjemmeside, men jeg ved, at Dragon Age har været under udvikling meget længe, og at det er helt utroligt, at The Witcher formår at være et langt bedre spil end Dragon Age, når nu Bioware ellers har alle de bedste forudsætninger for at lave en ny klassiker.
Bevares, der er rigtig mange, der tilsyneladende synes at Dragon Age er fantastisk, men jeg vælger at tro, det er fordi de hungrer efter RPG'er, og at de simpelthen ikke har prøvet The Witcher.
Det skal også lige slås fast, at den udgave jeg har spillet er Enhanced Edition, som skulle gøre op med en masse bugs og loadetider, men som vist nok skulle være tilgængelig via patch til alle de, som købte den originale udgave.Men hvad er det, der gør, at Bioware taber til sin "lærling"?
Noget at det, som Dragon Age er blevet rost for er, at spillet verden er så gennemarbejdet i form af mytologien og historien og alle de mange bøger, man kan finde og læse i spillet. Og det er sikkert også rigtigt nok. Problemet med Dragon Age var dog, for mig, at de fleste steder i spillet ender med at være meget, meget kedelige, og at de ender med at være en omgang lange dungeons uden ende. Dragon Age bød f.eks. på en dværgeby - det er også noget, det er blevet rost for. Og den var da sådan set også fin, indtil den, ligesom alt andet, endte med at være en lang gårtur igennem monstreinficerede huler.
Der hvor The Witcher og Dragon Age afviger allermest fra hinanden må være kampsystemet. Mens Dragon Age giver kontrol over fire figurer på en gang, og derved minder om Baldur's Gate, handler The Witcher mere om at time sine sværdhug og vælge den rigtige kampstil til den givne situation. Det er klart en smagssag. Personligt fandt jeg kampene i The Witcher underholdende. For det første, fordi Geralt simpelthen ser så vild ud, når han svinger sværdet, at det faktisk virker troværdigt, at han kan nedlægge stort set alle. Sammenlignet hermed, ser alle kampene i Dragon Age desværre meget kedelige ud, og jeg føler altid, at mine figurer er nogle slapsvanse. Jeg burde faktisk lave en sammenligningsvideo af Geralt, der kæmper mod en af de værste fjender, og så Loghain-kampen i Dragon Age. Vi får se...
For det andet bliver Witcher-kampene aldrig ret lange, og det er rart for sådan en som mig, der har glemt sin tålmodighed et eller andet sted i fortiden.
Ellers er det simpelthen alle de små detaljer, der skaber den gode oplevelse. Det kan nok siges, at terninge-poker og nævekampe, som Geralt muntrer sig med i "fritiden" ikke gameplaymæssigt er nogen stor oplevelse, men det giver alligevel en illusion af et-eller-andet. Det, at Geralt selv er en talende person, ligesom Shepard fra Mass Effect, giver selvfølgelig også en markant anderledes oplevelse, end når man har en mere stum, hjemmelavet figur som i Dragon Age. Igen er dette jo dog så meget en smagssag, at jeg ikke vil påstå, at det ene er bedre end det andet.Yderligere er der også detaljer som Geralts underlige venner: Dværgen, lægen, poeten og troldkvinden, der giver historien lidt mere liv, som f.eks. når eventyret bliver sat på pause, fordi Geralt skal på druk, og bagefter på horehus, med vennerne. Sådan noget som, at hele kapitel to faktisk er en krimi gør også bare det hele mere mindeværdigt.
Hvis man virkelig skar det hele ud og analyserede det, ville The Witcher sikkert fremstå mindst ligeså ensformigt som alt muligt andet, men jeg synes stadig, at den illusion spillet giver, fungerer meget tilfredsstillende.
Jeg kan godt lide, sådan lidt i trods, at kalde The Witcher for "årtiets RPG", fordi jeg har en ide om, at Baldur's Gate 2 var det sidste "rigtig gode" spil i genren, selvom jeg sikkert har glemt nogle andre spil i mængden.
Vizima er en morsom by at udforske i forhold til Denerim, som virker så ideforladt, at man næsten skulle tro, det bare var Neverwinter på en sommerdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar