Nu skriver jeg det med et 3-tal i stedet for et romertal, sådan så der slet ikke er nogen tvivl om, at det altså er treeren og ikke toeren, jeg elsker. Og eftersom meget voldsomme tekster muligvis er de sjoveste at læse, hvorfor så ikke give den hele armen?
Jeg spillede også Street Fighter 2 dengang det var nyt, og det var for vildt. Efter at have prøvet 3'eren, mener jeg dog ikke, at 2'eren har nogen egentlig værdi, udover som museumsgenstand. Lad mig da bare hive nogle påstande frem, som de fleste vil være uenige i:
- Street Fighter 2 er grimt.
- Næsten alle figurerne er til grin.
- Musikken (pånær i Amiga-versionen) er for det meste skrækkelig.
- Og den bliver endnu værre af den smarte lille feature, hvor musikken bliver "desperat" når en af figurerne har lav energi.
... men det er jo som sagt slet ikke de fleste, der er enige i det. F.eks. er der ting ved 3'eren, som jeg elsker, som andre direkte afskyr. Det kunne være sådan noget som det brag og det lysglimt der kommer, når man slår modstanderen ud med et superangreb. Jeg synes det er for lækkert, mens andre synes, at det er upassende og for voldsomt.
Sjovt nok, så er de figurer fra 2'eren, som jeg godt kan lide, præcis de samme som de af dem, der fik lov til at komme med i 3'eren, altså Ryu, Ken og Chun Li. Bevares, jeg kan faktisk også godt lide Sagat.
Derfor er det selvfølgelig ikke noget under, at jeg græmmede mig, da jeg så at rædsler som Blanka og Zangief skulle være med i 4'eren. Hvad blev der pludselig af lækre figurer som Gill (ja!), Dudley og Ibuki?
Selvfølgelig kommer vi ikke til at se Gill igen, for alle, og jeg mener virkelig alle pånær mig hader ham jo, men nu da både Dudley og Ibuki åbenbart skal være med i Super Street Fighter 4, ja så er det jo lige før, der er noget ved det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar