Jeg elsker Valkyrie Profile 2: Silmeria

Og det er så løgn. Jeg elsker bestemt ikke Valkyrie Profile 2: Silmeria. Egentlig er det vel en dårlig ide at indlede en tekst med en løgn, men nu er det blevet tradition, at alle indlæggene hedder "Jeg elsker [spil]", så jeg kan jo ikke skrive "Jeg hader Valkyrie Profile 2: Silmeria" eller noget i den dur.
Hvordan kan det dog være, at jeg ikke elsker Valkyrie Profile (nu vil jeg så udelade "2: Silmeria")? På forsiden er der en erfaren kvinde, der hjælper en svag kvinde til at blive stærkere. Hvordan kan det ikke være godt? Det MÅ jo være godt. Forresten er billedet foroven ikke spillets forside, men et andet, lignende, billede.

Det kan godt være, at jeg simpelthen bare har fået for meget af den slags historier, men jeg kan bare ikke snuppe den der langsomme og anstrengte måde at fortælle historier på. Det kan godt være, at jeg ville forstå mere af historien, hvis jeg havde læst det, der stod i manualen, men på den anden side, så er det her et konsolspil, så jeg føler mig virkelig ikke forpligtet til den slags.

Pigen siger ikke andet end vrøvl. Vrøvl, som jeg ikke får noget ud af. Jeg synes ikke hun er sej, mystisk eller på nogen måde interessant. Jeg tænker ikke, at hun gemmer på en frygtelig hemmelighed. Jeg tænker bare øv. Og manden, hun snakker med, Rufus, han siger heller ikke rigtigt noget. Ja, tit, så siger BEGGE parter bare "..." i deres samtaler, og da der er stemmer på, så bliver det bare endnu værre.

Pigen: "..." (udtales: *mhhmm*)
Manden: "..." (udtales: *støn*)
Pigen: "..." (udtales: *mmm-støn*)
Ny mand: "..." (udtales: *miav*)

"Sådan er historier i japanske rollespil. Det er jo sådan figurerne siger i den japanske version. Du vil vel ikke have, at vi skal skrive historien OM, bare fordi du ikke synes, at alle stønne-lydende passer ind i det engelske lydspor?"

BAH!

Det var så den ene ting. Den anden ting er, at monstrene, og især bosserne, ikke ligner noget som helst. Jeg læse engang om en mand, der var glad for Fire Emblem, og som sagde, at Fire Emblem 4 (tror jeg) var hans favorit, fordi i det spil var alle fjenderne mennesker. I modsætning til andre spil i serien, var der ikke blandet monstre og en masse overnaturligt ind i historien. I stedet skyldtes alt det onde bare menneskelig ondskab, og spilleren kunne få lov til at tæve disse onde mennesker, i stedet for monstre, som aldrig vil være ligeså tilfredsstillende at dræbe, fordi de er mindre menneskelige.

Måske kan den historie sammenlignes lidt med mit problem her. Jo mere, jeg kender min fjende, jo mere lyst har jeg til at tæve ham, eller i hvert fald vil kampen blive sjovere, hvis jeg har et personligt forhold til ham. Ikke forstået på den måde, at jeg forlanger filosofiske debatter med hver eneste menige fjende, men i det mindste vil jeg gerne have lidt personlighed fra de fjender, der er såkaldte bosser. Når Valkyrie Profile to gange i træk bare smider et bæst i hovedet på mig, der højst ligner et par tentakler, uden noget som helst forsøg på at give det liv, ja, så føler jeg mig ikke specielt motiveret til at slås. I stedet slukker jeg så for spillet.

Valkyrie Profile er bare alt for dødt.
"Jamen det er jo en historie om ragnarok og en døende verden og døde guder."
Det kan godt være. Men jeg gider det bare ikke.