tirsdag den 25. marts 2008

Jeg elsker Suikoden 5

Suikoden er ret fantastisk. Altså, det er ikke super og det er ikke 10/10, men det er ret godt, og det lider ikke af de samme grimagtigheder, som de mere populære serier. Den slags vrøvl kan jeg godt lide at sige til mig selv. Alligevel købte jeg ikke Suikoden 5 før den var nedsat til 130 kr. 4'eren har jeg næsten kun hørt grimme ting om, og det europæiske cover ser discount-agtigt ud på bagsiden, så den har jeg sprunget over indtil videre.

Nu får jeg så lov til at styre prinsen i den orange dragt. Livet på et rent slot, omgivet af loyale tjenere. Jeg synes, det giver en dejlig hof-fornemmelse. Jeg kan også godt lide prinsens sørgmodige ansigtsudtryk. Ude på selve field-skærmen ser det hele godt nok lidt småt og simpelt ud, men jeg må godt nok indrømme, at i in-game mellemsekvenserne ser alting ganske fantastisk ud. Stemmeskuespillet er også langt over, hvad jeg forventede af et japansk RPG, det må jeg sige.

Noget af de bedste ved spillet er, at det står i så skarp kontrast til danske Tv-serier som "Sommer" og "Album". Det, der slår mig mest er, at jeg i Suikoden 5 allerede efter en halv times spil har mødt adskillige personer, som virker både sympatiske og interessante. Prinsessens livvagt er da ikke til at stå for. Den unge ridder Kyle er både kæk og smuk, og prinsens farmand virker så gennem sympatisk, at jeg ikke tror, han holder mere end en time endnu. Jeg har selv lyst til at bo på det slot. Så er det sagt.

Spillet har også mindet mig om de herlige combo-angreb, hvor figurerne kan udføre særlige angreb sammen med andre figurer, de kender godt. Da der er plads til seks figurer på holdet, skulle der være rigelig mulighed for at lege med dette system. Jeg fantaserer om, at jeg måske en dag kan få fem riddere på holdet, som så kan lave et eller andet frækt 5-mands angreb, men det er nok lige urealistisk nok.

Holder spillet i længden?

Ingen kommentarer: