Jeg er selv noget af en Dragon Quest-kritiker. Jeg kan godt lide Slime-monstret (og hvem kan ikke det?), men ellers er jeg hverken begejstret for spillenes Dragon Ball-grafik eller deres 80'er gameplay. Jeg taler grimt om Dragon Quest 8 hver gang jeg får chancen, og griber ligeledes enhver lejlighed til at tale grimt om folk, der godt kan lide Dragon Quest 8.
Hvad er det, der er så forfærdeligt ved Dragon Quest? Tjah, for en utålmodig person som mig er der to ting, der er uudholdelige. De uendeligt mange tilfældige kampe, og den dødkedelige udforskning af utallige huse i utallige byer.
I Dragon Quest Swords er der tilsyneladende kun en by, og det vigtigste ved den er dens butikker og så den sjove "Medalje-mis", der bor i en klippehule. Alle steder, hvor der er monstre, og det vil så sige overalt, pånær byen, foregår gameplayet på skinner. Jeg trykker bare opad for at gå lige frem, og på nogle særlige steder bliver jeg så angrebet og kan så hugge løs på monstrene. Herved er antallet af kampe på hvert eventyr altså forudbestemt, og en af seriens allerstørste irritationsmomenter altså forsvundet.
I et klassisk Dragon Quest spil, ville jeg føle mig tvunget til at gå hen til alt, hvad der ligner noget som helst, og "tryk-tryk-tryk" se, om der skulle ligge et eller andet. Eftersom jeg derved tager langt flere skridt, end jeg ville gøre, hvis jeg holdt mig på vejen, bliver jeg så også angrebet langt flere gange. I Swords bliver jeg ikke angrebet flere gange, og det hele bliver endnu bedre ved, at det simpelthen ikke er muligt at forlade stien. Sådan! To fluer med et smæk.
Jeg kan jo undre mig over hvorfor Square, eller måske Enix, bliver ved med at fylde deres mere almindelige RPG'er op med tilfældige kampe, i stedet for at begrænse antallet af kampe per område, når Swords jo så fint beviser, at Enix er udmærket klare over, at for mange kampe ødelægger fornøjelsen. I stedet kan jeg jo også bare nyde dette lille eventyr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar