Nintendo gør noget helt rigtigt i det her spil. Jeg er meget imponeret. Det er i højere grad end før lykkedes dem at gøre dette kaos af nuttede Nintendo-figurer til noget storslået, og jeg er bare en sucker for den slags.Gameplay'et i sig selv kan jeg ikke sige så meget om. De, der klantrede Melee for bare at være en dårlig udgave af Powerstone til Dreamcast vil næppe finde denne efterfølger bedre. Det er stort set det samme som før; der er bare mere af det, det er flottere, og det virker mere dramatisk.
Brawl er selvfølgelig bare et spil, men det er lige før, at jeg alligevel vil gå så langt som at sige, at det ikke bare er et spil, det er et freakin' aktivitetscenter. Selvom jeg sidder mutters alene og spiller det her spil, som over alt andet er et multiplayer-spil, så er det søreme alligevel meget sjov at pause spillet og tage billeder; at samle trofæer, at samle klistermærker, at sætte mine yndlingstrofæer op på række, vælge en baggrund til dem og tage et billede af det. Så kan jeg lade, som om, jeg kender andre, der har en Wii, for hvis jeg gjorde, så kunne jeg sende billedet til dem. Ja, jeg kunne sågar hygge mig med noget så sjovt som en level editor og lave sjove baner, som jeg så kunne spille på online.
Musikken er nok det mest fremtrædende element i hele spillet. I mit hoved var det en genistreg af få Final Fantasy-komponisten til at lave spillets tema, som kan høres i mange variationer igennem spillet. Opera-udgaven, som spiller i introduktionen, er den mest markante af disse. Men den måde, den fortsætter i instrumental udgave i selve menuen... det er storslået på en eller anden måde. Og jeg synes virkelig, at det er en bedrift, at kunne gøre et spil med Kirby storslået.
Til achievement-elskerne har spillet sit eget system, som overgår alt, hvad jeg har set i andre spil. Bare det, at kunne låse op for musik er fantastisk. Et smart system, som giver hints til, hvad der skal til for at låse op for andre ting, gør det bare mere overvældende.
De nye figurer, i hvert fald dem, jeg har set indtil videre, er sjove. Kong Dedede fra Kirby-spillene; jeg må indrømme, at jeg aldrig er stødt på ham i nogen af disse spil, eftersom jeg ikke har spillet dem, men sjov er han. En overvægtig fugl med storhedsvanvid. Scenen i Adventure-mode, hvor han sætter sit emblem lige på næsen af Luigi, er allerede blevet uforglemmelig. Og selvfølgelig kan jeg gense den video; ligesom jeg kan høre al musikken og alle lydeffekterne; se lister over udgivne Nintendo-spil, læse ting og sager om samtlige figurer og objekter. Ja selv det CD-ikon, der repræsenterer "lydfiler" internt i spillet har en info-boks og et trofæ. Og hele arkivet vokser, jo mere jeg spiller.
Meta-Knight - en underlig størrelse, men en fantastisk sjov og velfungerende figur, som er sjov at spille. Sikke han kan vifte med sværdet. Ja, han er så behagelig at se på, at jeg har pauset spillet og taget et billede af ham. Til enhver tid, også i Adventure-mode, kan jeg pause spillet, zoome ind og justere vinkel, og så tage et billede, som jeg kan gemme.Humor i selve menuen. Hovedmenuen byder bl.a. på "spil med alle" og "spil alene". Når jeg markerer "spil alene" står der nederst på skærmen: "Faktisk, så kan man måske godt spille to alligevel", hvilket så hentyder til, at "Adventure Mode" kan spilles i co-op. "Måske", ha ha! Som om, udviklerne ikke engang selv ved det.
De kan stadig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar