Jeg købte den første DS-model for mange år siden, dengang de mest lokkende spil til maskinen var sådan noget som Wario Ware: Touched og Kirby Canvas Course (eller noget i den stil). Det viste sig så, at Yoshi Touch & Go var det spil jeg blev langt gladest for i længden, men det er en anden historie.
I hvert fald købte jeg en DS, og det må have været tilbage i 2005, eller deromkring. Jeg var glad for den og spillede på den; dog efterhånden mindre og mindre. Jeg har den dog altid med mig på flyrejser, men for nogle år siden - netop på en flyrejse - sad jeg bag ved en dreng, som havde en DS Lite, og da gik det op for mig, at jeg fra min plads ret tydeligt kunne se, hvad der foregik på hans skærm, mens det faktisk var en smule anstrengende for mig, at se, hvad der foregik på min egen skærm. Da tænkte jeg: Jeg tror faktisk, at fornøjelsen ved spillene vil blive markant større, hvis jeg havde en bedre skærm. Det blev dog ved tanken, indtil nu, hvor det lykkedes at skaffe en DS Lite for 500 kr. DS Lite er, så vidt jeg ved, den sidste konsol, der er i stand til at afspille GBA-spil, som jeg faktisk har en del af liggende. Samtidig er det også den håndholdte maskine, der giver mulighed for at spille GBA-spil med den bedst mulige skærm. Jeg husker, at sådan noget som Castlevania på GBA faktisk var lidt af en prøvelse, fordi det var så mørkt, at det var svært at se fjendernes skud.
Eftersom DS Lite tydeligvis er på vej helt ud, og sikkert ikke vil være til at få fat på om et par måneder, tænkte jeg, at det nok var en god ide, at sikre sig denne mulighed for at spille GBA-spil med en god skærm. 3DS'en kan vi købe, når der engang kommer nogle flere spil til den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar