Jeg elsker Maximo

Til 29 kroner måtte jeg da lige prøve, hvad Maximo er for noget. Nu har jeg snart set det hundredevis af gange blandt de brugte spil i butikkerne. Jeg havde en ide om, at Maximo, det er nok sådan noget, som en lille gruppe mennesker er meget glade for, mon som de fleste nok ikke bryder sig om. Nu har jeg så prøvet spillet lidt, så hvorfor ikke skrive lidt om det?

Et spil, ligesom i gamle dage, hvor man kan dø, og hvor det har konsekvenser af dø. Maximo kunne sikkert fremhæves som en form for hardcore-spil. Genreforvirrede mennesker ville måske kalde det et arcade-spil. Maximo er et spil, der er så hårdkogt, at man skal betale for at gemme spillet. Godt nok ikke med Microsoft Points, men med mønter, som man finder i selve spillet. Det er godt nok ret vildt, og det er jo svært at forestille sig den slags i mere moderne spil. Maximo er jo også efterhånden tolv år gammelt, så nyt er det jo ikke ligefrem.

Det er også sådan, at hvis man dør tilstrækkeligt mange gange, så kommer selveste Døden og vil have en særlig slags penge for ikke at tage dig med til dødsriget. Kan du ikke betale, er det game over. Spændende, hva?

Og hvordan er spillet så ellers? Ja, altså introen er jo temmelig kort, og man bliver hurtigt kastet ud i det. Maximo kan såmænd lave dobbelt-hop, men han kan ikke gribe fat i kanter, og det er værd lige at huske på.

Ellers er Maximos verden også sådan en, hvor man kan risikere, at jorden pludselig forsvinder under en, og så gælder det bare om at være på mærkerne, for hvis man falder ned, mister man et liv.
Det siges, at Maximo faktisk er en del af Ghosts'n'Goblins-serien, som ellers består af nogle afsindigt svære spil, og det er måske også derfor, at Capcom har valgt ikke at udstyre Maximo med uendelige liv og chancer. Hvem ved?

Det afgørende spørgsmål er jo i sidste ende, om jeg er dygtig nok til at gennemføre spillet. Det virker ret svært.